Bent er kendt af mange -- På Værkstedet Åmosen er det hele vores løbehold, der dagligt igennem flere år har mødt Bent på deres løbetur rundt om Holmen.
Bent er nemlig også en glad vandrer, der næsten uanset vejret er på sin daglige vandretur.
Her fra denne side vil han berige os med mange små fortællinger - så glæd jer.....

Bent fortæller om sig selv:

For mange år siden flyttede min kone og jeg til Niløse sammen med vore børn. Jeg var mejerist og arbejdede 10 år på Kongstedlund mejeri. Og jeg sluttede min karriere på arbejdsmarkedet på Niløseholm, der ligger over for kirken i Niløse.
Jeg gik på efterløn for 11 år siden efter et langt liv på arbejdsmarkedet.. Jeg var så heldig at få en skrivemaskine til min 60 års fødselsdag af vore 5 børn. Jeg havde aldrig trykket på sådan et apparat.
Husk på, da jeg begyndte i skolen var det på en tavle med en griffel.
Som barn boede jeg lidt uden for Vejen by. Da kunne jeg fortælle historier og eventyr. Især når min lille bror og jeg lå i den samme seng, så levede vi os ind i fantasiens verden. Nogle gange lukkede mor døren op og sagde. "Nu kan du godt tie stille Bent, for Leif sover." "Jamen Mor, så hører jeg jo ikke slutningen af historien."
Det var nok det jeg havde i erindringen, da et af mine børnebørn spurgte om jeg kunne skrive en historie. Vi prøvede. Snart kom det ene eventyr og historie ud af skrivemaskinen. Michael og jeg digtede når vi gik en tur. Skriv om en sten. Skriv om en Blæksprutte i gadekæret. Det blev til mange små bømehistorier, hvor jeg har samlet nogle i et hefte med 13 historier i.
Kunne jeg skrive for børn kunne jeg vel også skrive for voksne
Jeg får i de fleste tilfælde inspiration ved at gå en tur rundt om Niløse Holm. På sådan en
spadseretur på ca. fire kilometer kan jeg godt gå og digte et par historier. Mange gange skrev jeg et par stikord ned og skrev historierne på skrivemaskinen og senere på min computer.
Det var som om historierne lå som en perlerække, der kun ventede på at blive skrevet ned. Og det er da efterhånden blevet til et par hundrede. Hvoraf der er ca. 28 i min bog, sammen med Allan Rasmussens flotte situations tegninger.
Det har været utrolig sjovt at skrive historier og eventyr. Men det er næsten sjovere at læse dem op forskellige steder. Jeg kommer tit på Holbergskolen, hvor jeg læser for tre børnehaveklasser, mens de sidder på gulvet i musiklokalet. I tidens løb har jeg også været på andre skoler, hvor jeg blandt andet har været med i læseprojektet" Den gode Historie".
Mine historier for voksne læser jeg ofte på Plejehjem og dagcentre og i andre foreninger, hvor de vil have en fornøjelig eftermiddag eller aften.
På Andelslandsbyen Nyvang ved Holbæk sidder jeg ofte på husmandsstedet i den fine stue og fortæller og læser. Det er så både børn og voksne der lever sig ind i fantasiens verden, hvor petroleumslampen stadig hænger i loftet.
BENT´S LINKS
Andelslandsbyen

Bent kan kontaktes
på tlf: 58 26 02 42
"DET GRØNNE UHYRE"
klik for beskrivelse