Denne aften sad vi omkring bålet. Røgen bølgede om os, så vores tøj kom til at lugte som en røget spegepølse købt i supermarkedet, men uden for vore sovesteder var der tændt bål, og vi satte os på den hårde jord med korslagte ben som indianerne havde gjort i masser af år. Hvad sjovt skulle der være ved det, men min kammerat sagde, at det skulle jeg prøve. Og det gjorde jeg så. Satte mig på den hårde jord og så ind i ilden, hvor røgen bølgede omkring os. Den gamle blinde mand sad i mellem os. Han løftede hånden for at få os til at lytte. Samtalerne omkring bålet stilnede af og han begyndte sin fortælling :
For mange år siden levede der her i bjergene en lille dreng, som de andre i landsbyen kaldte Bonta- Inn. Lige som de andre indianerdrenge fulgte han sin far i hælene, når han drog til skovs for at jage. Pigerne blev hos moderen og tog del i kvindernes arbejde. Men drengene fulgte mændene, når de drog til skovs for at jage. Kun hvis fangsten var for farlig, efterlod de deres drenge i landsbyen, mens de selv drog til skovs for at nedlægge større dyr, såsom vildsvin og tapirer og andre større dyr, de turde give sig i kast med.
En dag sagde Bonta- Inn. "Mor, i dag går jeg selv til skovs for at jage." Han tog sin lille bue, der dog var lige så stor som ham selv, og gik ind i skoven. Han vandrede rundt, og hen under aften dukkede han op i den lille landsby igen. I bæltet sad en lille fugl, han havde skudt. "Hvor er du dygtig min dreng," sagde moderen, og viste de andre fra stammen den lille fugl. "Se hvad min søn har skudt på sin første jagtdag i skoven," hun var stolt af sin søn, som mødre er. Næste dag gik Bonta-Inn i skoven igen. Om aftenen kom han glad og træt hjem med to fugle. "Hvor er min søn dygtig," sagde moderen, og næste dag kom sønnen hjem med tre små fugle.
Det var blevet en vane.
Om morgenen stod Bonta- Inn ud af sit lille leje af græs og gik i skoven, om aftenen kom han træt hjem og lagde en mængde fugle for fødderne af sin mor.
En dag havde Bonta- Inn vovet sig ind i et område af skoven, som han ikke kendte. Han kom til en dal, der var omgærdet af nogle jordvolde til begge sider. Pludselig hørte han en stemme der sagde: "Giv mig dine fugle så vil jeg fortælle dig noget." Bonta- Inn blev først meget forskrækket og gemte sig. Han kunne ikke forstå, hvor stemmen kom fra, for der var ingen at se. Men stemmen blev ved: "Giv mig de fugle du har skudt, så vil jeg fortælle dig noget." Nu var han så bange, at han var ved at løbe sin vej, men han var også nysgerrig, så han listede nærmere hen til den store sten, der lå midt på pladsen. Det var som om lyden kom derfra. "Læg dine døde fugle op på mig, så vil jeg fortælle dig noget." Hvor blev han glad og overrasket, da det gik op for ham, at stemmen kom fra stenen. "Åh, det er heldigvis kun en sten der kan tale," sagde han til sig selv og smed fuglene op på stenen.
Med det samme begyndte stenen at fortælle. Bonta- Inn satte sig med korslagte ben lige neden for stenen, og hele den dag fortalte stenen de dejligste eventyr og legender. Bonta- Inn sad og lyttede, han rørte sig ikke hele den lange dag, så optaget var han af at høre stenen fortælle. De første stjerner stod på himlen, da han skyndte sig hjem. Han nåede dog at skyde en lille fugl inden han nåede tilbage til landsbyen. "Det var da en sølle lille fugl du kommer med," sagde moderen den dag. Men Bonta- Inn sagde ingenting, han glædede sig allerede til næste dag, hvor han igen ville ud til stenen.
Han skød nogle fugle undervejs, og løb de sidste kilometer ud til stenen. Smed fuglene op på den og satte sig godt tilrette. Og hele den lange dag fortalte stenen eventyr og legender om dengang, hans folk var et mægtigt folk, der herskede over hele højlandet og Chimu og Inkakrigere levede i fred og fordragelighed uden indblanding fra den mystiske hvide mand, der var kommet til lavlandet under dem og bygget kirker og klostre, og af og til havde sendt ekspeditioner ind over det storslåede land. Som stenen dog kunne fortælle. Igen glemte Bonta- Inn tiden, og de første stjerner stod på himlen, da han skyndte sig hjem. Han nåede dog at skyde en lille fugl, som hans mor foragtelig tog og puttede i gryden sammen med en masse urter.
Den aften gik hun ned i landsbyen og ind til deres venners hus og sagde. "Jeg kan ikke regne ud hvad min søn laver i skoven hele den lange dag. De sidste to dage har han kun haft en enkelt lille fugl med hjem. "De blev enige om, at husets søn skulle liste sig efter Bonda- Inn næste morgen. For de var de bedste venner, og plejede ikke at have hemmeligheder for hinanden, så da Bonda- Inn tog sin bue og drog til skovs næste morgen, fulgte vennen efter ham som en skygge. Drengene sneg sig af sted, af og til tog Bonta- Inn buen ned fra ryggen og en lille fugl måtte lade livet, Men da vennen så Bonta- Inn smide de døde fugle op på stenen, gik han uden eet ord hen og satte sig ved siden af. Begge drenge lyttede til eventyr og myter hele den dag, så de glemte helt tiden, så det var næsten mørkt, da de kom hjem med den enlige fugl, de nåede at skyde på tilbagevejen.
Næste morgen sneg alle landsbyens drenge sig af sted efter Bonta- Inn, de ville med ud at høre eventyr. Og den dag fortalte stenen eventyr til en hel flok drenge, der sad på den bare jord helt musestille. Og de glemte også tiden. Men nu kunne det ikke længere holdes hemmeligt, hvad Bonta- Inn lavede hele dagen i skoven, så næste dag gik alle landsbyens beboere ud til stenen, og lagde nogle døde fugle på den, og stenen fortalte og fortalte. Landsbyens beboere sad rundt om stenen hele den lange dag og lyttede, og først da det blev aften, opdagede de, at tiden var gået, og de ikke havde lavet spor hele den lange dag. Men hvad gjorde det, sagde deres høvding. "Intet er mere vigtigt end at høre eventyr og legender om vor forfædres stolte traditioner," sagde han, mens de gik hjem til deres landsby, mens månen lyste for dem.
Næste dag drog hele landsbyen af sted igen. De skød en masse fugle, som de lagde op på stenen, og hele den dag fortalte stenen eventyr.
Ingen havde set, at en hvid mand sneg sig efter dem. Han gemte sig godt i hver en fordybning, og hele dagen sad han bag et træ. Han mente det var en hellig sten, de bad til. Måske en guldsten? Han blev mere og mere overbevist om, at stenen måtte være af guld, siden de sad og så på den hele dagen.
Da landsbyens beboere gik hjem, sad han der endnu, og selv om det nu var helt mørkt, tog han sit sværd fra skeden og slog en stor flis af stenen. Stenstykket var så stort, at han næsten ikke kunne bære det ned i dalen. Men glæden ved at have fundet en guldsten gav ham uanede kræfter. Hen på morgenen nåede han kirken, og han råbte på alle sine venner, at de skulle vågne, for han havde fundet en sten af det purreste guld. Folk flokkedes om ham, selv præsten og kardinalen kom ud og så på den grå granitsten. "Der er ingen guld i den sten," sagde de alle i kor, og var ved at hugge hovedet af den arme mand, der havde brugt hele natten til at slæbe en ubrugelig sten med hjem, så gal var de på ham, fordi han havde forstyrret deres andagt i kirken.
Næste morgen gik Bonta- Inn ud til stenen igen, men han gik ikke alene, hele landsbyen fulgte med i en stadig strøm. Men da de nåede ud til stenen med deres døde fugle, så de, hvad der var sket. Forfærdede så de, at det ene hjørne af stenen manglede. De dækkede det manglende stykke med døde fugle og satte sig i en rundkreds. Men stenen var tavs. Hele den dag blev de siddende, men ikke en lyd kom fra stenen. Ikke et eventyr eller myte eller legende blev fortalt. Stenen var og blev tavs.
Mange år senere.
Livet i den lille landsby, hvor Bonta- Inn boede foregik som andre små indianerlandsbyer. Mændene gik på jagt, og drengene fulgte i deres fodspor.
En dag sneg Bonta- Inn sig ned ad bjerget. Han ville ned og se de hvide mænds landsby.. Han sneg sig ind i deres kirke, hvor han sad stille som en mus og lyttede til de mærkelige lyde og til den dejlige orgelmusik og klokkernes bimlen. De lod ham sidde i et par dage, så var der én af kirkens tjenere, der sagde, at hvis vi nu omvender den unge mand til kristendommen, kan han jo drage tilbage til sin landsby og udbrede vores tro i sin landsby. Og da de spurgte Bonda- Inn, om han ville lade sig kristne, sagde han ja med det samme, så optaget var han af alt det herlige, han så i den hvide mands by. De spurgte ham om, hvad han hed, og da han svarede Bonta- Inn, hældte de en hel kande vand ned over ham, og sagde at nu hed han ikke længere Bonta- Inn, men nu hed han Josef. Bonta- Inn kunne godt lide sit nye navn, så når nogen spurgte ham om hvad han hed, sagde han altid Josef. Nu hed han Josef og var kristen, og måtte derfor ikke spise kød om fredagen, men kun rødder, og hvis han var så heldig at fange en fisk i floden, måtte han også godt spise den.
Han drog hjem til sin lille landsby, men det var nu ikke nemt at omvende de andre landsbybeboere til hans tro. Så en dag, da de kom fra den hvide mands by for at se, om de overholdt de skikke, som den hvide mand havde fortalt Josef, blev de i stedet mødt med den lifligste duft af kogt kød. Da råbte én af præsterne: "Hvad er det i gør, spiser i lammesteg på en fredag. "Josef rystede på hovedet og sagde, at det var fisk, der var i gryden. Præsten gik én gang til hen og snuste, men da sagde Josef. "Jeg hed Bonta- Inn, og så hældte i en kande vand ned over mig og sagde, at nu hed jeg Josef, så da vi i morges slagtede lammet og kom den i gryden, hældte jeg en kande vand ned over den og sagde, fra nu af hedder du fisk.
Fra den dag af brød Bonta- Inn sig ikke om den hvide mands religion, men søgte mere og mere ind i skoven, hvor han blev en stor jæger for sin landsby.
En dag gik han igen ud til stenen der fortalte eventyr. Den dag hørte han en spinkel stemme, der hviskede Bonta- Inn, Bonta- Inn. Først blev han forskrækket, for stenen havde ikke sagt noget i alle de år, og så hørte han tydeligt , at den hviskede hans gamle indianernavn. Han satte sig ned med korslagte ben, men stenen sagde ikke noget. Den var tavs. Han så ud over området, og til sin forundring, så han en mængde fuglefjer ligge på jorden. Underligt efter alle de år, tænkte han. Han huskede sin barndom, hvor stenen fortalte de dejligste eventyr. Han tog nogle fjer og bandt dem behændigt sammen med nogle fibre fra en plante. Han sad hele dagen og flettede fjerene sammen, så tog han fjerprydelsen og satte på sit hoved. Den nat sov han under stenen. Og næste dag sad han og flettede videre. Da han havde flettet i 13 dage iførte han sig den fugleham, han havde flettet sammen af fjer fra de døde fugle. Han brugte en stærk tråd. Fuglehammen passede perfekt
Han var ikke mere et menneske. Han var blevet til en fugl.
Han tænkte.
Nu har stenen underholdt mig med sine eventyr så mange dage. Nu vil jeg underholde stenen. Han tog de første dansetrin omkring stenen. Han hoppede og skreg som en fugl, men ingen hørte ham, kun stenen var hans tavse tilhører.
Han havde danset i mange dage, så blev stilheden afbrudt af en rytmisk trommen. Det var hans ven fra barneårene, der sad med trommen mellem benene og bankede rytmen til fuglens dans.
Sådan gik mange år.
Jeg var så opslugt af den gamle mands fortælling, at jeg helt havde glemt, at aftenen var forbi og det var langt hen på natten, for mørket forsvandt, og vi så solen stige op over horisonten. Det havde været mørkt i mange timer, for bålet var gået ud. Jeg så hen mod den gamle mand, der fortalte. Han var væk. Der hvor han i aftes havde siddet, så jeg i det opstigende dagslys konturerne af en stor sten. En stor granitsten med en flad top. Havde jeg hele natten lyttet til en sten?
Forbavset så jeg over på de andre der sad i rundkredsen. Havde de en forklaring på den mærkelige hændelse! Men de rystede alle på hovedet, og guiden bad os gå til vore hytter for at få en times søvn, inden vi skulle videre på vores færd gennem regnskovens filtrede vildnis.
Jeg sov ikke.
Jeg ville have stenen med hjem. Kunne vi ikke ved fælles hjælp slæbe stenen ned ad bjerget, for det var jo her den virkelige værdi lå gemt. Inde midt i stenens hjerte lå eventyret og ventede på at blive fortalt. Hvad var guldstenene og diamanterne værd i forhold til den store granitsten, der fortalte selve eventyret om Bonta- Inn og de andre indianere, der lever i Eldorado og Amazonlandet, helt inde i regnskovens filtrede vildnis, østen for solen og vesten for månen.
© Bent Kristiansen
