Sådan begynder de fleste eventyr. Men kan man ikke skrive et eventyr om nutiden. Jo, det kan man gøre ved at gå langt ind i fremtiden og så gå tilbage i tiden .
Der var engang en familie. De boede i en lille by, hvor alle kendte hinanden. Forældrene gik på arbejde hver dag, og deres søn var lige begyndt at gå i skole. De havde ellers haft det godt med hinanden i mange år. Men pludselig blev de ramt af det, der på det tidspunkt ramte mange andre familier. Forældrene blev uvenner. De skændtes altid. Og på et tidspunkt blev de så uvenner, at de ville skilles.
Bagefter kan man godt se at det var den tidsalders svøbe. Men dengang kendte man ingen anden udvej end at gå hver til sit og bygge en anden tilværelse op.
Drengens mor tog drengen med, da hun flyttede til en anden by. Men faderen sagde at han elskede sin søn højere end moderen gjorde. Ved dommerens og sagførernes hjælp havde de delt alt, hvad de ejede. Man skulle egentlig tro, at dommeren og sagførerne var fortidens trolde og onde feer, der forheksede menneskene og stjal alt, hvad de to mennesker ved fælles hjælp havde samlet sammen. Men de skulle jo også leve. Og det er aldrig blevet bevist, at de ved troldomskunst kunne få mennesker til at opføre sig på den besynderlige måde. Men de tjente godt på menneskenes dårskab.
Sagførerne snakkede med forældrene om at de kunne dele den tid de var sammen med deres søn. Men nej, de var blevet så vrede på hinanden under delingen af alle deres andre ting, at de slet ikke kunne udholde den tanke, at den anden skulle se sin søn. De agde begge : "Han er min, for jeg elsker ham højest ". Drengen forstod ingen ting af det hele. Han kunne heller ikke vælge, for han elskede sine forældre lige højt.
Sagførerne og dommeren stak hovederne sammen for at finde en løsning.
De skrev til kongen om han ville tage affære. Han skrev tilbage, at de skulle deles om drengen. Han mente selvfølgelig, at det var tiden med drengen, men brevet var skrevet så knudret, at dommeren og sagførerne let kunne misforstå indholdet. Så de troede at drengen skulle deles. De henvendte sig til forældrene med kongens forslag, men ingen ville give afkald på drengen.
Så de blev nødt til at skride til handling.
En nærmere bestemt dag mødtes de alle på gaden, der førte hen til den skole, hvor drengen gik.. Nu blev vejen spærret af i begge ender, så der ikke kunne komme biler ind og forstyrre dem. Mange af deres venner var kommet, og mange af drengens kammerater var kommet for at overvære, hvordan to forældre kæmper for at få sin ret og sit barn. Alle holdt sig inde på fortovene. De der holdt med moderen blev på det ene fortov, og de der holdt med faderen stod på det andet.
Nu bad dommeren begge forældre og drengen træde ud midt på vejen, ud til den hvide midterstreg midt på vejen. Dommeren forklarede forældrene, at det nu gjaldt om at trække drengen over til fortovet, hvor vennerne stod og heppede på dem på hver sin side af vejen. Begge forældre blev skrækslagne, da det gik op for dem, hvad dommeren mente. Men deres had til hinanden var så stor, at de resolut tog fat i drengens arme . Og da dommeren sagde "NU", begyndte de at trække i drengens arme, for at få ham over til deres fortov, hvor deres venner stod. Faderen havde godt fat om drengens håndled. Han mente let, han kunne trække drengen over til sit fortov. Men moderens moderkærlighed og had til sin tidligere mand gav hende uanede kræfter. Så slaget om drengen trak længe ud.
Drengens arme blev længere og længere.
Han stod selv på midterstriben, men hans arme var ligesom af gummi. Så hans forældre var ved at nå hver sit fortov, hvor deres venner stod. Men nu sagde vennerne ingen ting. De fulgte forfærdede med i det drama, der foregik for øjnene af dem. Da faderen kun manglede et lille skridt for at nå fortovet, fornemmede han, at hans søns arme havde nået bristepunktet. De kunne ikke blive længere. Han slap forsigtigt sit tag om sønnens håndled, og gik stille ind mellem sine venner på fortovet.
Moderen sad på den anden side af gaden med sin lille søn knuget i favnen.
Ingen havde set at kongen havde set det hele. Han var kommet i sin bil og var parkeret et stykke derfra. Nu kom han majestætisk gående, med krone på og en stav i hånden. Han stoppede ud for moderen og sagde : "Der er ingen tvivl om at din kærlighed til din søn er stor. Men din mands kærlighed til sin søn må være endnu større, når han giver afkald på samværet med sin søn, for ikke at skade ham så alvorligt, som det var sket, hvis han ikke i sidste øjeblik var kommet til fornuft ". Kongen lagde sin stav på moderens skulder, og da det var en tryllestav kunne man se, at hendes had mod sin tidligere mand langsomt smuldrede bort for til sidst helt at forsvinde.
Kongen gik langsomt over gaden. Han passerede den hvide midterlinie, og ovre på det andet fortov lagde han forsigtig sin stav på mandens skulder og sagde med høj røst :" Lad for eftertiden altid din fornuft og kærlighed sejre over dit had. Det beviste du i dag ved at give slip på din søn. Jeg ved nu at faderkærlighed er tilfulde lige så stor som moderkærlighed. Den er måske blot lidt anderledes".
Manden følte tryllestavens virkning og ligesom sin tidligere kone skammede han sig over sit had.
Alle bøjede sig i støvet, da kongen gik tilbage til sin bil. Hans kloge og milde væsen fik alle til at skamme sig. Så da bilen drejede ud på den store vej, stod alle vennerne midt ude på kørebanen. Og for dem var der ikke mere en hvid streg på vejen, der ikke måtte overskrides.
Da manden og konen sagde farvel til deres fælles venner, gik de midt på vejen og deres søn dansede på den hvide stribe imellem dem.
De kunne dog ikke bo i det samme hus mere. Men drengen befandt sig godt med at have et par forældre, der boede hver for sig. Han vidste, at de elskede ham lige højt og hadet mellem dem var forsvundet.
