Allerede da vi steg på toget i Slagelse var stemningen god.
15 mennesker på vej til en hel dag i storbyen København. Jo, det skulle nok blive sjovt og interessant. ....
Fru P., vores lærer havde nok at gøre med at holde mandtal og sørge for, at vi alle kom af på det rigtige sted.
Botanisk have ved vintertid.
Ja, selvfølgelig gik vi ind i den varme del. Den del der var dækket med glas og opvarmet, så alle os, og de mærkelige blomster og planter, der stod derinde, kunne holde varmen. Sikke en masse forskellige eksotiske blomster og planter, med hver sin duft og farve. Blomster, der stod og udspredte vellystige dufte, og frø der sad på mærkelige stængler, og bad næsten om at blive plukket.” Tør du spise et af de sorte bær,” hørte jeg mig selv spørge frøken N. om.
Og hun turde.
Med et elegant kast med hovedet snuppede hun een af de sorte bær, der hang og dinglede på nogle grønne stængler lige over hovedet på os.
Jeg glemte at fortælle, at jeg ikke selv kunne modstå fristelsen, men havde snuppet een, da jeg gik forbi, uden at nogen opdagede noget. Jeg kunne allerede mærke virkningen. Det var nok også derfor, jeg turde spørge frøken N., om hun turde.
Sikke en virkning.
Nede i min mave mærkede jeg ingenting. Men det var som om stråler af ild foer fra maven op i hjernen på mig. Jeg stod badet i lys, som om tusinde lamper var rettet imod mig.
Alt blev tydeligt og klart.
Jeg så frøken N. badet i lys med sit lange hår, som en glorie om sit ansigt.
En lille blomst fra en eksotisk plante, eller var det en hyldeblomst, havde forvildet sig
ind i al den hårpragt, og lyste som en lille stjerne, midt i al den hårpragt.
Jeg tog en frugt. Een af disse sorte bær og sagde, ”værsgo frøken N. "Nu havde hun spist to af de forbudte frugter.
Langsomt tog hun sin frakke af og lagde den på bænken. Hun bøjede sig ned og snørede sine vinterstøvler op og stillede dem væk, så ingen kunne falde over dem, og med en hurtig bevægelse trak hun blusen op over hovedet, og smed den på gulvet.
Da hun stod i det næsten bareste ingenting sprang hun op på kanten af guldfiskedammen, og lod sig plumpe ud i det klare vand til alle guldfiskene og til skildpadderne.
I al ærbarhed vendte hun sit ansigt nedad, så vi kun så hendes arme og ben og den lange hvide ryg. Der svømmede hun rundt som en gudinde, sendt fra en anden verden.
Jeg følte mig også i en anden verden, for jeg havde set mit snit til at plukke og spise een til af de sorte bær. Vi havde kun spist to hver, men følte os eet med naturen. Kun hendes hyldeblomst i håret røbede, at det var sandt og ikke en drøm, så jeg bøjede mig ud over bassinkanten og tog forsigtigt hyldeblomsten i min gamle hånd og stirrede ind i den brændende cirkel af lys, som den udsendte med en glød jeg aldrig glemmer. Jeg stod længe med hyldeblomsten i min hånd mens frøken N. dykkede og legede i bassinet så vandet skvulpede op omkring os, der stod og så på hende. Med sin hånd vinkede hun til os, og med en stemme så sprød og fin, spurgte hun om ingen havde lyst til at fange hende, og i sin kådhed vendte hun sit ansigt i mod os, og lagde sig helt stille i vandoverfladen, mens guldfisk og skildpadder slog kreds om hende.
Som et overjordisk væsen var hun et med naturen.
Jeg sagde til mig selv at det ville jeg have et billede af, så jeg tog kameraet ned fra skulderen og lukkede tasken op og så ind i søgeren, men lyset var for skarpt så jeg hængte kameraet over skulderen igen.
Ingen billeder denne gang.
I stedet for anbragte jeg igen hyldeblomsten i hendes hår, og bad hende stige op af vandet og klæde sig på. Men i stedet for slog hun et slag med halen så vandet sprøjtede ud over os.
Til min forfærdelse opdagede jeg den forandring, der var sket med hende. Hun var eet med det våde element. Hendes krop var dækket af store skæl. Store grønne skæl, som sad helt oppe fra hovedet og ud til den yderste halespids. Nu boltrede hun sig i vandet og rakte bydende hånden imod mig for at få mig til at forlade mit rette element, og springe ud i det klare guldfiskevand.
Men nej, intet. Absolut intet kunne få mig til at smide tøjet, og stå der i mine lange underbukser. Hvad ville kustoderne ikke sige. Det var nok begrænset, hvad de ville finde sig i.
De andre var gået, men jeg syntes ikke jeg kunne være bekendt at forlade frøken N. i den tilstand, og med det våde hår.
Pludselig var det som alting forandrede sig. Det skarpe lys blev dunklere, og som en skygge så jeg et mærkeligt væsen løbe hen over bassinkanten og sprede en hel masse gyldne stjerner ud over vandet.
En fe, tænkte jeg. En lyslevende fe. Stjernerne havde den forunderlige virkning, at alle skællene fald fra frøken N´s smukke krop, og lagde sig som grønne åkandeblade i vandoverfladen.
Det der. Tænkte jeg, vil jeg have et billede af og hev igen kameraet ned fra skulderen, og lukkede tasken op og så ind i søgeren. Til min forfærdelse så jeg en slange komme frem under det tætte bladhang og bugte sig frem mod feen, der havde så travlt med at sprede glimmer ud over vandet, at hun slet ikke så lindormen med de to hoveder og de spillene tunger komme imod sig. Hun sansede ikke den fare, hun befandt sig i.
Med et snuptag hev jeg op i remmen og hamrede kameraet ind i lindormens ene hoved, så det splintredes i tusinde stykker. Kameraet ramte betonkanten, og et billede gik af, så hele sceneriet stod badet i et ildhav af lys. Blitzen var blevet udløst.
Da jeg senere fik billederne fremkaldt, var der kun et billede af mit måbende ansigt. Ellers intet.
Og da jeg igen kunne se, var feen og lindormen borte, og frøken N. rejste sig op, som en anden Afrodite fra fortidens glemte land, og sprang elegant over bassinkanten og tog sit tøj på.
På vejen ud af Botanisk have gik vi igen forbi de sorte bær, og jeg spurgte frøken N. om vi ikke skulle snuppe een hver. Men hun rystede ærbart på hovedet og trak vinterfrakken sammen om sin spinkle krop. Men jeg så mit snit til at plukke en lille klase af de mærkelige sorte bær. Og uden nogen så det, puttede jeg dem forsigtigt ned i lommen på min vindjakke. Jeg lod mærke til at frøken N´s hår var tørt i det samme sekund, hun steg op af vandet. Men det bedste var, at hyldeblomsten sad der endnu, og hvor meget hun end virrede med hovedet blev den siddende, og sendte små stråler af lys ud som en funklende stjerne.
Vi måtte løbe for at nå de andre, og vi nåede dem, lige inden de gik ind i STATENS MUSEUM FOR KUNST.
Her var masser af billeder og skulpturer. Nogle lignede levende mennesker og andet måtte man gætte sig til, hvad var. Men interessant var det.
Lige inden for døren lå en hel række mennesker og hvilede sig.
Og da jeg syntes, jeg også selv var træt, lagde jeg det meste af tøjet ind i garderoben, og for at ligne de trætte, der lå der på gulvet, beholdt jeg mine lange underbukser på.
Det var godt, at min kone havde beordret mig til at tage dem på, for så skilte jeg mig ikke så meget ud fra de andre. Jeg opdagede, at de fleste af dem, der lå på rad og række, var kvinder, for der var huller i dem hist og her. Kolde og livløse så de ud, så jeg snuppede een af de sorte bær fra lommen, inden jeg lagde mig til hvile ved siden af dem. Jeg mente ikke, det gjorde noget, at en gammel mand også kunne blive træt, når sådan en flok unge kvinder kunne ligge der og hvile sig midt på dagen. Det var hårdt at ligge på det bare gulv, så jeg ærgrede mig over, at jeg ikke havde taget et tæppe med. De andre lå helt stille, og det gjorde jeg også.
Forsigtigt prøvede jeg at komme i kontakt med den nærmeste, ved, ligesom tilfældigt at berøre hendes bare skulder. Nu ved jeg hvorfra ordsproget: "Hun gav ham den kolde skulder." Ja, nu ved jeg hvorfra det stammer. For aldrig har jeg følt et legeme så kold og hård. Jeg må på een eller anden måde have skilt mig ud fra de liggende kvinder, selv om jeg var iført kridende hvidt undertøj og lå helt stille, for da jeg lukkede øjnene op, stod der en hel sum mennesker omkring os.
Det var vist mig, de var mest interesseret i, for der kom hurtigt et par kustoder, og rejste mig op. Og selv om jeg protesterede voldsomt og sagde, at en mand også kan blive træt, vat der ingen kære mor. Men ud fra det, kan man da se, at der bliver gjort forskel på mænd og kvinder. Selv om det er det svage køn, kan en gammel mand da også blive træt.
Men nu var fru P., altså vores lærer, ved at få samling på tropperne, og jeg havde heller ikke tid til at ligge der og flyde på gulvet, for selvfølgelig ville jeg da også med rundt og se på billederne, vi havde skrevet og snakket så meget om i vores danskopgave.
Nu kunne vi se dem lyslevende inde på museet.
Jeg spurgte frøken N., om hun ville have een af de her små opkvikkere, men hun rystede ihærdigt på hovedet. Men jeg snuppede een til, inden jeg gik ind og så på de levende billeder.
Og jeg skal love for, at de var levende.
Det var som om tiden løb baglæns, og personerne på billederne livede op. Ja, ikke alle personerne selvfølgelig, for på det billede, hvor en ung mor står og har slået sit lille nyfødte barn ihjel. Ja, det barn er dødt, men alle de andre på billedet var levende. Spillevende endda. Hunden gøede og logrede med halen, mens den blev klappet af den unge mor, der græder så meget, at een af kustoderne havde sat en spand under billedet. Og den var halvt fuld af vand. Ja, det illustrerer godt, hvordan unge mødre gennem tiderne har grædt deres modige tårer over alle deres børn.
Over alle deres uønskede børn.
Men museet er fuldt af billeder, der taler hver deres sprog.
Et stort billede af en gammel kone, der sidder og ser ud over kirkegården i Fløng, taler sit sprog. I det ene hjørne længst væk, er et stort muldvarpeskud ved at blive dannet. Man ser den gamle kones forskrækkede ansigt, mens hun ser på det, som hun tror stiger op af dybet. Men det er dog et ganske harmløst og naturligt dyr, der gør sin entre i vores verden. Naturalismens og realismens verden.
En muldvarp.
Men billedet er vist beskrevet et andet sted i vores litteratur.
Pludselig spidser fru P. munden og pifter, så det giver genlyd i hele STATENS MUSEUM FOR KUNST. Vi skal videre. Ved indgangen ligger damerne på rad og række endnu. De må være godt trætte. Jeg er heldigvis sluppet over min træthed, for nu skal vi have noget at spise.
Vi finder et lille listigt sted, hvor der serveres burgere, hvis vi selv henter dem. Kaffe og burgere med skinke og ost. Ganske udmærket. Jeg snupper een af de her små sorte fra inderlommen. Jeg ser mit snit til at tælle dem, og pakke dem ind i et stykke sølvpapir, så nu ser de lidt mere indbydende ud, og så løber saften heller ikke ud af dem.
Vi går gennem byen i gåsegang, mens vi afsynger den her Wonderfull, Wonderfull, Copenhagen. Folk kiggede da noget på os, men de må åbenbart have troet, at det var et optog fra Kulturby 96. Vi blev i hvert fald ikke arresteret for gadeuorden.
Vi nåede et KLUNKEHJEM i god behold. Det var som at komme ind i en anden verden. En verden af rigdom. Og selv om det var nogle gamle stuer, og gulvet var pilråddent til alle os mennesker, blev vi godt modtaget af de to gamle søstre Ellen og Gerda. Ja, i den dunkle belysning syntes jeg, de sad og broderede i hver sin stol. På bordet var det fine thestel sat frem. 4 par kopper og et væld af småkager. De ventede sikkert gæster, for Gerda sad og skævede mod døren hele tiden, så vi skyndte os afsted igen, ud i den kolde københavnske trafik.
Ude til højre så vi skyggen af nogle personer, flest mænd. De sad langs kanten af kanalen på hver sin sten. Hver havde sin flaske i hånden. ”Det er bænkefolket”, sagde en venlig københavner, der gik forbi. Han kunne let se på os, at vi kom fra landet, så han ville være venlig. ”Det er bænkefolket, de sidder der og drikker øl fra morgen til aften, af og til rejser de sig og forurener kanalen og jorden med deres slam. Og så får de endda penge af staten,” føjede han til. ”Det er bærmen af den landbefolkning, der kom til København for hundrede år siden.” Jeg spurgte, hvorfor de ikke bar dem ind i varmen. Men det fik københavneren til at fnyse og gå sin vej.
Men, tænkte jeg, de tilhørte måske Nationalmuseet, når de nu fik penge for at sidde og være turistattraktioner. Det fik mig til at tænke på de kvinder der lå på gulvet i STATENS MUSEUM FOR KUNST. De var da inde i varmen.
Og ud fra det kan man se, at man ikke behandler mænd og kvinder ens. De her mænd sad på deres sten. Stille og stivfrosne. Men nu slog NATIONALMUSEET sine fløjdøre op, og vi myldrede ind for at se fortiden.
Jeg bød frøken N. een af de her små sorte, jeg havde pakket ind i sølvpapir.
Det må åbenbart have set fristende ud, for hun snuppede to og skar ansigt, da hun slugte dem. Hun sagde, de overhovedet ikke smagte som andre bær, hun havde spist. Men de andre bær havde heller ikke den virkning, sagde jeg, og spiste en til for at holde hende med selskab. Hun havde stadig hyldeblomsten i håret, og selv om skæret var blevet lidt mat, oplyste det dog hendes smukke ansigt, her i det dunkle lys inde på Nationalmuseet.
Da døren smak i efter os, befandt vi os i en anden verden. En længst forsvunden verden. På et sekund var vi gået mindst hundrede år tilbage i tiden. Vi befandt os mellem gamle sværd og skjolde og gamle klædedragter. På begge sider af os så vi gamle ting, som man brugte dengang. Vi ledte efter guldhornene, men vi fandt dem ikke. Vi gik fra det ene store gemak til det andet. vi gik og gik. Jo, mere vi gik, jo længere tilbage i tiden kom vi. Til sidst kom vi til et rum, hvor en stor himmelseng stod midt i rummet omgivet af rustninger og gamle klædninger, og i det ene hjørne var der indbygget en alkove. Man fornemmede næsten, hvordan harniskklædte kæmper og fagre møer færdedes i dette rum.
Allerbedst som vi gik og passiarede, sagde frøken N. pludselig,” Jeg er træt, jeg vil prøve at sove i baronens seng,” og inden jeg fik tænkt mig om, havde hun smidt lidt af tøjet for ikke at svine det fine broderede sengetæppe, som hun slog til side, og med et elegant hop befandt hun sig under olmerdugsdynen og de hjemmevævede lagner. Jeg bad hende gøre plads til mig i den store himmelseng.
Men nej, det gik ikke, sagde hun med store himmelvendte øjne.
Så jeg afførte mig mit overtøj, sko og de lange bukser og uldtrøjen, og rullede det pænt sammen og skubbede det ind under den store himmelseng, ved siden af frøken N´s sirlige bunke. Derefter sprang jeg op i alkoven, så det gamle halm stod som en støvsky omkring mig, medens jeg hørte musene pippe forundrede i bunden af sengen. men jeg mente nok, der var plads til os alle.
En infernalsk larm fik os til at fare ud af sengene som skudt af en kanon. Nej, som to kanoner. Der måtte åbenbart være en elektrisk alarm til sengene, for det lød absolut ikke som et vækkeur. ”Kustoderne kommer,” skreg jeg forfærdet, og mindedes de to bøse mænd i uniform og telefon på, som vi havde mødt et par gange under vores vej gennem fortiden. ”Gem dig,” skreg frøken N. og foer hen til en ridderrustning, som hun lige akkurat kunne krybe ind i, så kun hendes ben stak ud for neden, som en hilsen fra vores tidsregning. Hun var væk som et lyn, gemt under fortidens mørke.
Jeg så mig om, og redningen var der i form af et skab.
Jeg lukkede hurtigt døren op og smuttede ind i skabets mørke, medens jeg ud af øjenkrogen så de to kustoder komme galoperende. Jeg trak døren til, og opdagede til min forfærdelse, at døren var af glas, men nu kunne jeg stå herinde og se ud.
De to kustoder stod midt i rummet og så sig forbavset rundt. Snart holdt den infernalske larm op, de må åbenbart have afbrudt alarmen, for en dyb stilhed bredte sig. Jeg kom til at se hen imod rustningen, der indeholdt frøken N. Den dirrede. Den dirrede så meget, at alle de metalstykker, den var lavet af, udsendte en ringlende lyd. Hun var nok bange, den stakkels pige. Men da jeg bagefter spurgte om hun var bange, bedyrede hun, at det var af grin, at rustningen dirrede, for hun var kommet til at se hen imod skabet, og gennem glasdøren kunne hun se mine hvide spøgelsesben. Men det var først bagefter, jeg erfarede det. Nu troede jeg, at den arme pige var bange. Men det var hun ikke. Jeg så, hvordan hun langsomt og forsigtigt hævede sværdet. Jeg var ikke spor i tvivl om, at her stod en kvinde, der ville forsvare sin mand og sin ære.
Men jeg var bange. Hvad ville der ikke ske, hvis de to bøse kustoder fandt os.
Det var godt vi havde forladt alkoven og himmelsengen. For sådan et par store fyre kunne bare sætte sig på os og snildt trykke livet ud af os. Jo, selv om jeg var bange, var jeg endnu glad for, at jeg stod i mit skab. Endnu. Mit legeme begyndte at reagere på den stressede situation. Min mave. Ja, det kunne selvfølgelig også være de bær, jeg havde spist, der var skyld i det. Men min mave reagerede spontant.
Jeg begyndte at hikke.
Et vældigt hik kom fra mellemgulvet, og ud af munden kom en høj lyd, som gav genlyd i hele skabet. Og efter det første hik, kom der cirka hvert tiende sekund en tilsvarende lyd. Der var intet at stille op. Jo mere, jeg prøvede at stoppe min maves reaktion, jo højere blev hikkene.
Jeg kiggede ud for at se, om de to kustoder havde opdaget noget. Og det skal jeg love for de havde. De smed sværdet og telefonen, og styrtede af sted så hurtigt deres ben kunne bære dem. Og jeg kan godt forstå dem, for deres opgave var, at holde øje med levende mennesker, og så ser de et lyslevende hikkene spøgelse med lange hvide ben stå til parade i et skab. Jo, jeg kan godt forstå, at de tog flugten. De vil sikkert til deres dages ende give Oehlenschläger ret i dengang han skrev sit digt om guldhornene: ”Det hikker og spøger i gamle”--- Nu havde de selv oplevet det.
Men frøken N. og jeg havde travlt. Hun ud af rustningen og mig ud af skabet og ned under himmelsengen for at få fat i vore tøjbylter. Vi lå på gulvet på alle fire og ragede ind under sengen for at nå tøjet, men vi måtte åbenbart have fået skubbet det så langt ind, for vi måtte have fat i broncesværdet for at hive det ud, men i kampens hede fik jeg væltet potten, som stod under sengen, så noget af væsken, der stod i bunden løb hen over det nyferniserede gulv. Sikke en redelighed. Jeg fik spiddet een af de store krabater, der havde taget bolig under sengen. Men endelig fik vi fat i tøjet, og overstadig som jeg var, gav jeg frøken N. et klask bagi. Men det skulle jeg aldrig have gjort, for hun himlede op om, at det kun var i gamle dage, at man slog sin kone, og unge piger af i dag sagde, at det var sexchikane. Og for at understrege sine ord tog hun pispotten og knaldede mig sådan een oven i kalotten, så jeg så sol og måne og elleve stjerner, og potten gik i tre stykker, og de sidste dråber fløj gennem luften og havnede som fregner på frøken N´s vrede ansigt. Vi fandt vores tøj, og da frøken N. så sig selv i spejlet blev vi i et latteranfald gode venner igen. Så delte vi lige to af de afskyelige bær og forlod fortiden for at drikke en kop kaffe i kantinen.
Lidt efter var vi samlet igen. Nu skulle vi hjem, så vi forlod Nationalmuseet og begav os ned på Hovedbanegården, hvor jeg foretog et par indkøb inden vi satte os i toget for at køre hjem.
Vi forlod Københavns Hovedbanegård, og jeg gav frøken N. den røde af de to slikpinde, jeg havde købt. Vi suttede om kap. Ved Roskilde byttede vi. Frøken N. fik min den grønne, og jeg fik hendes kirsebærrøde slikpind.
Jeg turde ikke spørge, men med den handling, havde hun næsten bevist, at hun ville være min skolekæreste.
Vi døsede lidt. Men pludselig blev idyllen afbrudt af et råb, og inden vi fik tænkt os om, lå vi alle i en stor bunke nede i den ene ende af toget. Fru P., altså vores lærerinde havde trukket i nødbremsen. ”Vi har glemt at vi også skulle have været inde på den Hirschprungske Samling,” skreg hun forfærdet for at overdøve alle os, der lå i en stor bunke midt på gulvet. ”Vi bliver nødt til at bakke tilbage, for de står sikkert og venter på os endnu,” skreg hun. Men så måtte vi fortælle, at vi skam havde været der. Vi kunne give et flashback over alt, hvad vi havde set og oplevet.
Et ægte flashback.
Det beroligede hende så meget, at hun sagde. ”Gud jeg har trukket i nødbremsen. Det må man nok ikke. Sikke en ballade vi får når konduktøren kommer,” sagde hun og kiggede ud af vinduet, medens toget bakkede for fuld kraft. ”Lad os lade som om vi er udlændinge, så vi ikke kan forstå, hvad de siger. Det hjalp os i Botanisk Have, og det hjælper os nok endnu engang,” sagde hun og fortsatte på et mærkeligt sprog, som vi ikke forstod. Jo, hun har en kvik hjerne, fru P.
Men der sad vi så og talte udenlandsk, da de vrede konduktører kom, så ikke engang en græker kunne forstå, hvad vi sagde.
Men hjem kom vi.
Da toget holdt stille steg vi alle ud. Ud i den bidende vinterkulde. Da fru P. sagde farvel, bad hun mig køre forsigtigt hjem. Mens jeg balancerede hen af kantstenen, som en linedanser tænkte jeg på, hvor skægt vi egentlig havde haft det.
Det var temmelig sikkert de små sorte bærs skyld, at jeg havde haft det så skægt.
Da jeg satte nøglen i bilen var min eneste tanke: Bare jeg nu kan styre bilen hjem.
Inden jeg gled ud i trafikken snuppede jeg lige een til af de her små opkvikkere fra inderlommen.
Så var jeg sikker.
I bilen hjem sad jeg og mindedes den gode og lidt mærkelige dag, jeg havde haft i København. Jeg gennemgik i min erindring de forskellige steder, vi havde været.
Pludselig kom jeg i tanke om, at vi jo også havde været inde på Det Kongelige Bibliotek og set alle de millioner af bøger.
Selv om det kun var en kort visit, kan jeg ikke få en bestemt erindring ud af mine tanker: Jeg stod i en afdeling med sjældne og gamle bøger, der lå i hver sin montre. I en af disse montrer så jeg en børnebog, jeg selv havde haft som dreng. "Lille Sorte Sambo," jeg blev nysgerrig efter at se, hvorfor en børnebog var havnet her på Det Kongelige Bibliotek i en montre, som en anden klenodie. Jeg fandt ud af, at det ikke så meget var selve bogen, der var interessant, men det, der engang for mange år siden, var sket med bogen. Mellem side 10 og side 11 var der et tydeligt aftryk af en forlængst indtørret fedtemad med spegepølse på, man kunne se hvordan fedtet var løbet ned af siderne og havde efterladt sig nogle grimme mærker.
Egentlig burde sådan en bog være smidt ud forlængst.
Ulækkert.
Men i en avisartikel om bogen "Lille Sorte Sambo" læste jeg følgende: "I går, da jeg ryddede op i sygeplejerske fru Nielsens efterladenskaber, fandt jeg denne bog. Jeg burde smide den væk, men da jeg så de fedtede blade, blev jeg interesseret.
Jeg satte mig ned og tænkte situationen igennem og kom til den konklusion, at en lille dreng eller pige havde læst bogen, og havde syntes, at det var synd for den lille fattige sorte Sambo, at han skulle gå sulten i seng så han eller hun havde puttet sin fedtemad ind mellem bladene i bogen.
Artiklen sluttede med, at når børn, i deres barnlige uskyld, tror de kan hjælpe et lille fattigt barn i Afrika, burde vi voksne her i den rige verden hjælpe Afrikas fattige børn.
Jeg havde kun lige læst avisartiklen til ende, da jeg bag ved mig hørte et højt gisp og en kendt stemme, der sagde: ”Nej, der ligger min madbog jo.” Jeg vendte mig om, og så fru Y. stå og stirre som hypnotiseret på den lille børnebog. Jeg forklarede hende, at jeg lige havde læst avisartiklen og det var et lille barn der ville give et lille fattigt afrikansk barn sin spegepølsemad på den måde.
Jeg kunne ikke lade være med at le. Men da jeg så fru Y´s alvorlige ansigt, tav jeg, og stirrede uforstående på hende. ”Det er min bog der ligger derinde. Det er min Lille Sorte Sambo, og det der står i avisartiklen er løgn fra ende til anden,” sagde hun og fortsatte: ”Vil du høre min historie.”
Jeg nikkede og fru Y fortalte. ”Da jeg var en lille pige blev jeg engang opereret på byens sygehus. Jeg havde så skrækkeligt ond i halsen efter operationen. Men de sagde, at jeg skulle spise de to madder, ellers blev jeg ikke stor og stærk. Da sygeplejersken vendte sig om et øjeblik, så jeg mit snit til at putte maden ind mellem to sider i bogen, og sætte mig oven på den.
Der var ingen der opdagede noget, og da jeg havde spist den anden mad roste de mig og sagde, at jeg var en stor pige. Uden at nogen tænkte over det, rejste den store pige sig op og satte bogen tilbage i bogreolen. Hver gang jeg siden hen har tænkt på det, har jeg altid kaldt Lille Sorte Sambo for min madbog, og nu er den havnet her på Det Kongelige Bibliotek som et klenodie.”
Hun så sig om og sagde, at hun ville gå ind på kontoret og fortælle den rigtige version af historien, men jeg rystede på hovedet og sagde, at der ikke var nogen grund til at tage illusionen fra folk. ”Lad blot folk tro, at det er gået sådan til. Verden vil bedrages. For hvis det var din historie, der fulgte med bogen, var den nok ikke havnet i en montre på Det Kongelige Bibliotek,”
Jeg kan huske, jeg spurgte fru Y om, hun ville have een af de her opkvikkere, for jeg kunne godt se hun var lidt oprevet over at se sin gamle børnebog i en montre inde i København, men heldigvis rystede hun på hovedet, men jeg snuppede selv een kan jeg huske.
Nu var jeg hjemme, så jeg bremsede så grus og småsten fløj om ørene på mig. Jo, for ellers havde jeg kørt vores kat over. Den skal altid gøre sig interessant.
Men nu holdt jeg heldigvis hjemme i garagen efter en mærkelig dag i København.
Jeg snuppede lige een til af de her bær, inden jeg gik ind til min kone. Af een eller anden grund syntes jeg, at jeg ville dupere hende, så jeg smak døren op, og medens jeg foer gennem stuen råbte jeg så højt jeg kunne, ´carpe´ diem.
Jeg sprang op på sofabordet, men jeg må åbenbart have haft noget sne på skoene for jeg fortsatte hen over fliserne på bordet, og selv om jeg stadig skreg, ´carpe ´diem. Grib nuet. Fortsatte jeg ud over kanten, for selv om jeg med begge hænder greb fat i ledningen til loftslampen, var der ingen kære mor. Ledningen knækkede med et knald, og der blev mørkt i den ende af stuen. Men det så jeg ikke, for jeg havde lukket øjnene, da jeg forsvandt ud over kanten og havnede i sofaen med lampen over mig.
Jeg hørte min kones harmdirrende, ”Har du nu drukket igen.”
Og selv om jeg bedyrede, at jeg ikke havde drukket en smule spiritus, troede hun mig ikke, så jeg måtte fortælle hende om alle de små sorte bær, jeg havde spist i dagens løb.
Det var dejligt at være hjemme igen og blive puslet om, så jeg blev liggende på sofaen, mens jeg fortalte alt, hvad jeg havde oplevet.
Mens jeg lå der, mærkede jeg en gevaldig hovedpine brede sig. Det var sikkert de små sorte bær, der var skyld i det, så jeg vil ikke anbefale, at andre spiser dem, for når man får hovedpine af sådan noget skidt, er de er helt sikkert giftige.
© BENT KRISTIANSEN
