Ho Ho Ho, sagde Julemanden.
Men det skulle han aldrig have gjort. For lige så snart han åbnede munden frøs hans mund til is, så han næsten ikke kunne lukke munden igen.
Han var ved at pakke kanen med alle gaverne, men hvor han frøs. Aldrig havde han oplevet at der var så koldt på Grønland. Han plejede ellers aldrig at fryse når han læssede gaverne, for det plejede altid at gå hurtigt med at få læsset, men alle hans hjælpere holdt sig inde i den kulde der var i år. Så han måtte selv læsse alle gaverne.
Men nu var de læsset og han slog knald med pisken for at få rensdyrene i gang. Men først da han sagde Ho Ho Ho kom der gang i rensdyrene, og nu gik det så stærkt, at han skulle lige til at råbe Ho Ho Ho igen. Men ikke en lyd kom over hans læber. Hans stemme var frosset til is og selv om han havde pakket sig ind i en ekstra frakke rystede han af kulde så kanen rystede omkap med ham.
Han kiggede lidt på det landkort han havde taget med. Det var ellers ikke meningen han skulle til Afrika med de gaver han havde i kanen. Men han blev enig med sig selv om, at han måtte ned forbi Afrika for at få noget varme i sin frosne krop.
Børnene ville nok heller ikke blive glad for at få besøg af en julemand der ikke kunne sige noget. Så han landede med sine rensdyr og kane lige midt i Afrika. Nej, hvor var han glad for den varme sol. Og hvor solen dog brændte. Den stod på en skyfri himmel og brændte ned over kanen og rensdyrene og den stivfrosne julemand.
Men nu var han ikke stivfrossen længere, solen havde varmet hans krop, så han snart kunne sige Ho Ho Ho igen. Men som han sad der i solen blev han så søvnig, at han blev nødt til at lukke øjnene et øjeblik.
Og det gjorde han.
Sara havde set det hele. Hun havde gemt sig bag et stort træ. Da hun hørte at julemanden begyndte at snorke vovede hun sig frem. Hvad var det dog hun så den eftermiddag langt ude i buschen i Afrikas brændende sol. Hun var nysgerrig, så hun listede sig helt hen til kanen. Nu var isen smeltet og rensdyrene havde lagt sig ned og snorkede omkap med julemanden, så Sara havde god tid til at se sig om. Hun tog én af pakkerne og hun kunne læse, at der stod til Ellen på én af pakkerne Der stod også Niløse og Danmark, så Sara blev rigtig nysgerrig og pakkede forsigtig pakken op uden at ødelægge papiret og båndet der var omkring pakken.
Sara blev så forskrækket over det hun pakkede ud, at hun var lige ved at smide det og løbe sin vej. For når hun så ind i det hun havde pakket ud, så hun et menneske derinde. Hun var længe om at finde ud af, at det var sig selv hun så. Hun så en lille mørk pige med kruset hår og store brune øjne og ellers kun iført et lille bastskørt. Da hun studerede spejlet noget mere opdagede hun også den perlekæde hun havde omkring halsen. Og hun kunne også se sin egen navle.
Hvor var det spændende.
Det var så spændende, at Sara tænkte, at hun ville med til Danmark. Og uden at rensdyrene og julemanden så noget kravlede hun op i kanen og gemte sig helt nede i bunden under alle gaverne. Da julemanden vågnede igen lå Sara helt nede i bunden af kanen, nede under alle pakkerne.
Nu havde julemanden fået sin stemme igen og da han svingede ind over Danmark råbte han Ho Ho Ho lige så højt han kunne. Han begyndte at dele gaver ud til højre og venstre, så det blev han hurtigt færdig med. Men hvor blev han forskrækket da han så Sara i bunden af kanen. Hun holdt endnu godt fast i den gave til Ellen i Niløse.
Julemanden vidste ikke hvad han skulle stille op med Sara, han havde ikke meget lyst til at skulle helt til Afrika med hende igen. Og Sara havde ikke meget lyst til at tage hjem allerede, så hun spurgte om hun ikke selv måtte aflevere gaven til Ellen.
Hvor blev Ellen forbavset da hun juleaften hørte nogen der sagde Ho Ho Ho uden for døren. Hun blev først rigtig forbavset da hun lukkede døren op og så en lille negerpige i bastskørt og på bare tæer stå uden for. I det fjerne kunne hun høre kanebjælderne og en stemme der sagde Ho Ho Ho.
”Kom dog inden for,” sagde hun, mens hun tog Sara i hånden.
Sara havde aldrig set noget lignende. Inde midt i stuen stod et grantræ med de smukkeste ting på af guld og sølv og en hel masse lys, som skinnede ud over en hel flok børn, der dansede omkring træet med hinanden i hånden. Sara lagde gaven til Ellen hen til alle de andre gaver. Og nu gjorde de andre plads, så hun også kunne gå rundt om juletræet med bastskørt og på bare tæer. Hun krummede tæerne lidt for ikke at stikke sig på de grannåle, der var faldet af træet, så Ellen var ikke længe om at hente et par gamle sutsko, som var blevet for små til hende selv. De passede Sara perfekt, så nu behøvede hun ikke at stikke sine bare tæer.
Da de var færdige med at danse om det smukke træ, blev det skubbet lidt ind til siden og nu skulle der deles gaver ud. Masser af gaver. Alle syntes at Sara skulle dele gaverne ud i år, for alle vidste, at der ikke var én eneste gave til Sara.
”Her er en gave til Kirsten,” sagde Sara og Kirsten foer over og pakkede sin gave op i en fart. ”Nej, en dukke der kan snakke og synge,” råbte hun begejstret. Nu havde de set hvad Kirsten fik, så Sara fandt en ny gave. Denne gang til Søren. Og sådan blev de ved til alle havde fået deres gaver.
Men Sara fik ingen gave. Hun sad og følte sig ensom og fortabt, for alle de andre havde travlt med deres gaver. Alle havde travlt med at lege med deres ting.
Til sidst opdagede Ellen, at Sara sad og så ked ud af det, så hun gik hen og gav hende det spejl, som Sara selv havde haft med.
Sara blev glad da hun fik en gave af Ellen. Og hun blev rigtig glad da hun så det var det spejl, hun selv var kommet med. Hun vidste, det var et tryllespejl, så nu kunne hun ønske sig lige hvad hun havde lyst til.
Allerførst vil jeg ønske mig en stor portion risengrød. Hun kunne huske at julemanden havde snakket så meget om hvor højt han elskede risengrød, mens de kørte den lange tur fra Afrika til Danmark og nu kunne hun mærke at hun var sulten som en ulv. Så det var derfor hun ønskede sig en stor portion risengrød, som hun spiste med en glubende appetit.
Da de andre så at Sara havde tryllet et fad risengrød frem af den blå luft, ville de også prøve. Men hvor meget de end prøvede, kom der hverken risengrød eller andre ting frem. Det var kun når Sara ønskede sig noget, at ønsket blev opfyldt, så hun havde snart lige så mange gaver som de andre.
Ja mange flere.
De andre var holdt op med at lege med deres egne ting. Alle stod omkring Sara, der sad i sit bastskørt og sine lånte sutsko og ønskede og ønskede. ”Det er der ikke ret meget ved,” var der én af de andre, der sagde.
Og snart vendte de alle ryggen til Sara, der igen sad og så bedrøvet ud i sit bjerg af gaver. Nu syntes hun heller ikke selv det var spor sjov mere, så nu sad hun og så fortabt over på de andre, der snakkede og pjattede med hinanden.
Hvor ville hun ønske hun var én af dem.
Men det ønske blev aldrig opfyldt, så da Sara havde siddet lidt og set på de andre, sagde hun farvel og tak for en dejlig juleaften.
Hendes sidste ønske var at komme tilbage til sine venner i Afrika. Og det ønske blev opfyldt. For da de andre børn så sig om stod kun de lånte sutsko tilbage. Resten var forsvundet i den tomme luft.
©Bent Kristiansen
