Der var en gang en dreng på 26 år, der hed Alfred.
Da det snart var jul, sagde hans far og mor til ham : ”Alfred,” sagde de. ”Gå ud i stalden og hug hovedet af vores to gæs, så vi kan spise dem juleaften.” Alfred gik ud i stalden, og snart kom gæssene skræppende imod ham. ”Ja, nu skal i af med hovedet,” sagde Alfred og så sig om efter øksen. Han fandt den ikke i alt det rod. Men han havde lovet sin far og mor, at han skulle gøre gæssene klar til julebordet, så nu var gode råd dyre.
Han fik en god ide`, og da han kom lidt benzin på motorsaven startede den så let som ingen ting. Sikke en larm. Men det forskrækkede ikke gæssene, de var godt sultne, så hver gang Alfred holdt en gulerod op foran dem, strakte de hals. Men han kunne ikke holde guleroden og samtidig den tunge motorsav, så han så ingen anden udvej end at sætte guleroden i klemme i døren ud til værkstedet. Det var let. Men hver gang han kom med motorsaven dukkede de infame gæs hovedet, så Alfred fik lavet det ene store mærke i døren efter det andet. Men gæssene beholdt hovedet på kroppen.
Til sidst blev Alfred så rasende, at han helt glemte, at det var en farlig motorsav han rendte rundt med, for nu ville han gøre kål på de genstridige gæs, der havde opdaget hvad der var ved at ske. Nu flygtede de skrækslagne og larmende af sted, med Alfred efter sig i en fejende dans. Sådan så det i hvert fald ud, for døren var for længst gået op og ud over markerne flygtede de to gæs med Alfred lige i hælene.
Et godt stykke bagefter spurtede hans far af sted med høtyven pegende fremad som et farligt og dødbringende våben, der var rettet mod Alfreds bagdel. Faren vidste, at når Alfred gik amok, var der ikke andet at gøre end at berolige ham. Og det var lettest ved hjælp af høtyven.
Alfreds mor så også hvad der var ved at ske, så resolut satte hun vaniliekransene i ovnen og snuppede kagerullen og foer efter Alfreds far ud over markerne. Der måtte ikke ske Alfred noget, så hun løb stærkt med kagerullen højt hævet over sit hoved.
Gæssene skreg, og Alfred larmede med motorsaven, der nu kørte for fulde omdrejninger, men hans far brølede højere end gæssene og motorsaven tilsammen, for han havde opdaget sin kone, altså Alfreds mor, løbe lige bag sig med kagerullen højt hævet. Han kunne næsten høre suset mod sin skaldede isse, mens han tænkte på, at det egentlig var de to gæs, der løb allerforrest, der skulle lade livet.
Men nu havde Alfred opdaget, hvad der var ved at ske bag sig, så resolut smed han træskoene, for nu var han klar over, at det ikke kun var gæssene, der var i fare. Så med et brøl fra motorsaven satte han endnu mere fart på og nåede op på siden af de to gæs, der løb hen over stubmarken ved siden af hinanden. Han tænkte : ” Nu foretager jeg mig et hurtigt kast, først til venstre, og så til højre med motorsaven, så har jeg gjort hvad min far og mor bad mig om”. Som i en drøm så han de lækre gæs simre i en sky af brun sovs og små brune kartofler.
Han foretog en sidste desperat slutspurt for at komme lidt foran de skræppende gæs. Nu eller aldrig; tænkte han og svingede motorsaven i en elegant bue hen over hovedet på den venstre gås. Motorsaven hvinede. Eller var det Alfred der skreg. For motorsaven sagde pludselig ikke en lyd. Jo, den tøffede lidt og gik helt i stå, mens den forbrugte de sidste dråber benzin. Ikke en lyd sagde den. Men nu var det heller ikke et farligt våben længere, så Alfred smed den fra sig for at få endnu mere fart på, for nu blev han igen opmærksom på den fare hans bagdel befandt sig i.
Den eneste lyd, der hørtes nu, var hans ben der gik som trommestikker, og så selvfølgelig hans fars brøl og hans mors hidsige stemme, der hele tiden gentog : ” Jeg skal gi` dig. Jeg skal gi` dig” . Og så lige suset fra kagerullen. Ellers hørtes der ikke en lyd. Jo. Jo selvfølgelig gæssene. De skreg om kap. Aldrig havde de været så langt hjemme fra, og deres angstfulde skræppen fyldte luften med en uhyggelig lyd.
Pludselig forvandledes deres angste råb om hjælp. Nu skreg de af glæde, og med deres sidste kræfter fløj de hen over vandoverfladen for til sidst at bremse op, så de nu lå helt stille langt fra bredden i den lille sø. De var reddet. Nu var de i deres rette element og intet ondt kunne nå dem. Ikke en gang Alfred, som nu stod ved søbredden og stirrede ud på de to formastelige, der pludrede velfornøjet langt fra land.
Han havde tårer i øjnene af vrede og skuffelse, da han ud af øjenkrogen så et langt spyd komme nærmere og stoppe fem centimeter fra sin bagdel. Det var hans far med høtyven, der gjorde et sidste desperat forsøg på at afværge, hvad han vidste ville ske. Men det var for sent. Kagerullen nåede sit mål med en lyd, der gav genlyd ud over den idylliske lille sø.
Gæssene reddede livet. Men det vigtigste var at Alfred også var reddet, og selv om han måtte bære sin far de tre kilometer hjem, var der dog ingen der fik varige meen af at Alfred blev sat til at hugge hovedet af de to julegæs.
Da de kom hjem tippede Alfred sin far af i den brede ægteseng, og da der var gået en rum tid slog han øjnene op og mærkede den store bule oven i knolden. Han tænkte ; ” Aldrig kan den knægt lave noget fornuftigt uden at komme galt af sted. Se nu bare den plade med vaniljekranse som lignede brankede bønner. Konen burde også være blevet hjemme og passet ovnen i stedet for at fare ud over markerne som en vild”.
Og nu måtte Alfred selv hente juletræet i år, for lige så snart han løftede hovedet fra puden, dunkede det, så han måtte lægge sig igen. Men han sagde dog med en tynd fistelstemme: ” Alfred, gå ud i skoven og find et flot juletræ, som du hjalp mig med sidste år. I år må du klare det selv.”
Alfred gik ud i udhuset og fandt saven frem. Han glædede sig allerede til at danse om juletræet, som han huskede fra sidste år. Han huskede endnu, hvordan det stod med lys og glimmer og ragede næsten helt op til loftet. Nej hvor var det smukt. Bare han nu kunne finde et træ der var lige så smukt og lige så stort. Ja, størrelsen betød meget, for hvis det var for stort måtte de save hul i loftet, og det brød hans far sig nok ikke ret meget om. Og hvis træet var for lille ville hans mor sikkert sige:” Det var da et usselt lille træ, vi skal have i år.” Og så ville hun blive ked af det. Og når hun var ked af det, blev Alfred også ked af det.
Pludselig fik han en ide,´ en lysende god ide´ endda.
Han var kommet i tanker om at det gamle træ fra sidste år stod ude bagved. Godt nok ikke med lys og glimmer på, men det var godt nok til at måle efter. Jo, det stod der saftsusemig endnu. Strunk og struttende med sine visne grannåle. Og foden var ikke engang taget af endnu.
Så Alfred tænkte. ”Det er ingen sag at tage det med ud i skoven og finde et træ der er præcis lige så stort, og så kom man da også af med det gamle stykke møbel. Han kunne bare lade det blive ude i skoven og så kunne han samtidig tage foden af og anbringe den på det nye træ.” Han rystede træet så grannålene fløj om ørerne på ham. Men nu kunne han let bære det den stykke vej ud til skoven.
Træet blev tungere og tungere. Der var alligevel et stykke vej ud til skoven. Da han gik forbi Mads Pedersens hus så han noget interessant. Et helt nyt juletræ. Ikke et gammelt fra sidste år. Nej et helt nyt træ som Mads Pedersen havde hentet hjem og lige sat på fod. Der var ikke et menneske i nærheden, for Alfred var blevet nysgerrig efter at se om Mads Pedersens træ var højere end det gamle skaberak han slæbte rundt på.
Da Alfred holdt det op ved siden af fandt han ud af, at de var lige store. Akkurat lige store.
Så han tænkte:” Hvorfor spilde tid på at gå ud i skoven, når der stod alle tiders flotte juletræ foran ham. Med fod og det hele på. Jeg bytter det bare om og det er ikke engang sikkert, at Mads Pedersen opdager noget."
Som sagt så gjort.
”Hvor var det let at finde et juletræ i år,” sagde Alfred da han kom hjem. Og hans far og mor blev helt stolte af ham, da han kom hjem med det smukke træ, der passede perfekt i højden. Og Alfred var ikke engang kommet til skade med saven.
Jo han var dygtig. Ja, hans mor sagde, at han endda måtte være med til at pynte det inde i den pæne stue.
Og det havde de alle tre travlt med, indtil der lød et brag uden for. Da de kiggede ud så de Mads Pedersen, der var ved at lade jagtgeværet igen. ” Det var da grusomt,” hylede Alfreds mor. ”Nu er Mads Pedersen igen gået amok med jagtgeværet. Gå ud og berolige ham lille far,” sagde hun og skubbede Alfreds far ud af døren. Alfred holdt sig i baggrunden. Han vidste ikke helt hvad der skete, så han gemte sig bag sin mor. Og der blev han, selv om Mads Pedersen hylede op om, at han skulle komme ud og få sin straf. Men han skulle ikke nyde noget. Tænke sig. Blive så gal en højhellig juleaften bare fordi han havde byttet om på de to juletræer.
”Mor hvorfor løber far i zik- zak,” spurgte Alfred, mens de så hans far forsvinde op over bakkekammen i en sky af blå krudtrøg.
Men det blev alligevel en dejlig juleaften. Alfreds far kom hjem inden det blev mørkt. Gæssene befandt sig godt ude på søen, og kom hjem af sig selv 14 dage inde i det nye år. Og selv om de måtte nøjes med forloren hare den juleaften, sagde Alfred dog, at det smagte næsten lige så godt som gåsesteg. Og som hans far sagde, var der ikke nær så meget bøvl med den, som det havde været med de to gæs. Og juletræet var lige så stort som sidste år. Ja, det var akkurat det samme som sidste år. For på grund af det gode naboskab blev træerne byttet om én gang til.
Og Alfred sagde da også bagefter, at han havde hørt så meget om genbrug, så han var ikke spor ked af at de måtte nøjes med et genbrugstræ det år. For bare man kom godt med glimmer og julepynt på, kunne man næsten ikke se, at det var et genbrugstræ fra sidste år.
Men Alfred syntes dog, at det sjoveste det år, var at julemanden, der kom med gaverne til dem, havde en stor bule i hovedet. Akkurat ligesom hans far Han opdagede det ved at julemanden tog sin hue af for at tørre sveden af panden. Ja, da opdagede Alfred, at han havde en bule, der var næsten lige så stor som sin fars.
Ja, det var mærkeligt.!!!
Sikke en dejlig juleaften de havde haft. Alfred glædede sig allerede til nytårsaften. Og det varede ikke længe, så var det nytårsaften.
Alfred og hans far gik rundt og sagde. ”Godt Nytår,” til alle naboerne, mens Alfreds mor stod og lavede maden i køkkenet. Sikke en dejlig mad de skulle have. Alfred glædede sig, Så han skyndte sig hjem. ”Alfred,” sagde hans mor, ”giv Bamse de to frikadeller, så vi kan få ro for den i aften.” Alfred skyndte sig ud i hundegården til Bamse, der logrede med halen og gjorde sig til for at få fat i frikadellerne gennem tråden. ”Ha,” sagde Alfred, ”du skal ikke ha` dem begge.” Og dermed proppede han den ene varme frikadelle i munden og slugte den samtidig med at Bamse slugte sin. Væk var de. Mors dejlige frikadeller.
Nu var mors mad færdig og der var dækket et flot fint bord og der var pyntet op i stuen, så Alfred og hans far skyndte sig at komme i stadstøjet. Nu kunne den rigtige nytårsaften begynde.
Alfred havde kun lige sat sig til bords og langet til fadet, da han følte sig uendelig søvnig. ”Bare jeg ikke er syg,” nåede han lige netop at sige, før han klappede øjnene i og lagde hovedet oven i tallerkenen med grønlangkål og de brune kartofler. Han sov. Ja, han sov så tungt at hans far måtte bære ham i seng, mens hans mor vimsede om og jamrede sig. Bare nu ikke Alfred var syg. Hun kom i tanker om noget. Man kunne da heller aldrig lade knægten gøre noget før han kom galt af sted. ”Alfred har spist Bamses frikadeller,” skreg hun. ”Jeg har kommet nogle af mine sovepiller i de frikadeller, så vi kunne blive fri for det hundeglam hele nytårsaften lige som sidste år.
Og nu har Alfred ædt frikadellerne og Bamse gøer ad Pommern til.”
Alfred sov hele den aften. Han hørte ikke en gang at klokken slog 12 og det nye år begyndte. Han sov.
©Bent Kristiansen
