” Piller skal ikke styre mit liv,” sagde jeg til mig selv og hældte resten ned i håndvasken og skyllede godt efter med varmt vand. Jeg så de gule piller forsvinde og smed det tomme glas ud i skraldespanden.
Det var det første led i min plan. Jeg så ud over det tomme værelse, der havde været mit hjem det sidste år. Systematisk havde jeg solgt alle mine ting. Alle mine værdiløse ting. Mine værdigenstande lå i min sportstaske, som stod på køkkenbordet parat til flugt.
Ja flugt. Det var min hensigt at forlade mit værelse. Ja, forlade København og efterlade intet. Absolut intet der vidnede om Tove Pedersen. Hov. Mit navneskilt uden på døren. Jeg tog en kniv i køkkenbordsskuffen og med lidt besvær fik jeg løsnet skruerne og lagde skiltet oven på mine vigtige ting, der skulle følge mig på min flugt fra den grønne varebil. Ja, den grønne varebil, der havde forfulgt mig de sidste tre måneder.
Gik jeg i supermarkedet blev jeg forfulgt. Enten kørte den lige bag mig, eller også kom den forfra, så jeg måtte springe for livet eller gemme mig i en opgang. Altid var den efter mig. Den grønne varebil. Aldrig havde jeg fred. Lindede jeg gardinet i mit nu så tomme værelse, så jeg den køre søgende omkring parat til at slå til. Forfulgt. Forfulgt. I min fantasi så jeg i avisen :
”Ung pige fundet myrdet. Tove Pedersen 20 år fundet mishandlet og voldtaget på sit værelse. Ingen naboer havde set andet end en grøn varevogn forlade gerningsstedet.” Somme tider stod der også noget andet i avisen. Men den grønne varevogn var altid involveret. Altid.
Jeg kiggede på mit armbåndsur. Kvarter over tre. Det var på tide at komme af sted. Men først skulle jeg aflevere min kat. Jeg ringede på i lejligheden over for og spurgte fru Svendsen om hun ville passe katten til i morgen som aftalt. Ingen skulle vide at jeg aldrig kom tilbage, men jeg nænnede ikke at efterlade katten på et tomt værelse. Og så havde mændene i den grønne varevogn et godt spor. Men når jeg lod som om jeg kun skulle på en kort visit fra den ene dag til den anden. Ja, når de opdagede det, ville jeg være over alle bjerge på vej til Århus. Min hjemby.
Tasken vejede ikke så meget som jeg havde troet. Der narrede jeg dig nok fru Svendsen. Du ser mig aldrig mere og katten er din til evig tid.
Der kom den grønne varebil. De havde opdaget min flugt. Hurtigt smuttede jeg ned ad en sidegade. Jeg løb. Og mit hjerte hamrede helt oppe i halsen på mig. Havde de allerede opdaget min flugt ? Nej, det måtte ikke ske. Min flugt, der var planlagt til mindste detalje. Den måtte mændene i den grønne varebil ikke allerede have opdaget.
Jeg styrtede ind i en opgang for at trække vejret og tænke mig om. Jeg tog min vindjakke af. Min grønne vindjakke og vendte den, så det lyseblå satinfor kom ud af. Da jeg så mit spejlbillede i glasdøren, så jeg en lidt anden pige end Tove Pedersen, for jeg havde også bundet håret op under det elastik jeg havde taget med til formålet. En mand, der kom forbi, så interesseret på mig. Men jeg smilede bredt og sagde. ”Hej.” Han forsvandt hovedrystende op ad trappen. Men jeg var glad for den forvandling, der var sket med mig, for nu havde jeg chancen for at snige mig ud af byen uden at blive genkendt.
Jeg gemte mig blandt alle de mennesker, der var på Københavns Hovedbanegård og sneg mig hen og købte en billet til Fredericia. Jo, det var en led i min plan, for på den måde mente jeg at jeg kunne ryste mine forfølgere af.
Jeg var sulten, så jeg købte en sodavand og en burger, som jeg tog med i toget. Jeg fandt en kupe` til otte personer. Allerhelst ville jeg rulle gardinerne for. Men det var nok for farligt at være alene i den togkupe`, så jeg satte mig længst væk fra vinduet, så jeg ikke kunne blive set ude fra. Jeg havde ingen lyst til at kigge ud. Der kom et par andre passagerer og satte sig. Én rullede vinduet ned, men jeg bad ham om at rulle op igen, for jeg løj, og sagde at jeg ikke kunne tåle træk og var bange for at blive forkølet. Jeg ville ikke fortælle dem om den fare, de svævede i, hvis mændene i den grønne varevogn havde fundet ud af at jeg befandt mig i et tog ud af storbyen København på vej til et andet og mere fredeligt liv ovre i Jylland.
Jeg spiste hurtigt min burger og drak sodavanden. Vi havde forladt København og slingrede gennem skiftespor og fik mere og mere fart på.
Jeg iværksatte min plan. Gik ud på toilettet mens toget skramlede hen over skiftesporene. Sportstasken med alle mine ejendele tog jeg med og stillede på gulvet. Navneskiltet, som lå ovenpå, tog jeg op og så for sidste gang navnet Tove Pedersen. ”Farvel Tove,” sagde jeg til mig selv og hev vinduet ned og smed navneskiltet i en kort bue ud ad vinduet, og så det havne i et buskads op af det endeløse spor. Plastikkortet med mit navn. Mit personnummerbevis, som det vist hed, røg samme vej. Ud af vinduet klippet pænt i stykker af den saks, jeg havde taget med.
Jeg tog fat i mit lange lyse hår og klippede det af så tæt ved roden som jeg kunne. Duskene så jeg forsvinde i den hvirvel af vind som toget frembragte, nu den havde fået mere fart på. Min blå trøje og nederdelen blev klippet lidt i stykker inden de røg ud ad vinduet. Jeg så en mejetærsker køre forbi på marken uden for. ”Pudseklude,” råbte jeg ud ad vinduet. Men ingen hørte mig. Jeg skiftede til cowboybukser og en gul trøje med lange ærmer og tog en varm sweater uden på.
Vi holdt stille i Roskilde, og én eller anden tog i døren. Jeg var stille som en mus. Men jeg var ikke færdig endnu. Jeg gjorde håret vådt, eller de stride rester, jeg havde tilbage af mit hår. Det gjorde jeg vådt og tog en lille æske med et farvemiddel, som jeg vidste var beregnet til hjemmefarvning af hår. Jeg passede godt på ikke at smøre for meget farve i de små totter, jeg havde efterladt. Resultatet så jeg i spejlet. En lyshåret pige i nederdel gik på toilettet for en halv time siden. Og ud kom jeg som sorthåret pige i cowboybukser. Forvandlingen var sket. Jeg var ikke længere Tove Pedersen fra København, men Inge Marie Hansen fra Vejle.
Min plads var optaget. Men jeg fandt en anden kupe` med otte siddepladser. Nu ville jeg gerne sidde ved vinduet og kigge ud. Men heldigvis var begge pladser ved vinduet optaget. Heldigvis. For da toget tog farten af for at holde i Slagelse så jeg den igen. Bommene var nede. Men som den første bil holdt den grønne varevogn. Motoren snurrede, parat til at accelerere. Jeg dukkede mig instinktivt. Havde de opdaget min flugt og forvandling? Jeg fløj op, så én af de andre passagerer spurgte. ”Jamen, hvad sker der unge dame.” Jeg sagde, at jeg ville gøre mig klar til at gå op på færgedækket. Manden og de andre i kupeen så forundret på mig og én af dem udbrød : ”Jamen, kommer du da direkte fra udlandet, siden du ikke ved, at du ikke skal med en færge her, men toget kører direkte under Storebælt og i løbet af ingen tid er vi på Fyn. ”Jeg satte mig tungt, og sagde at det var rigtig nok, at jeg lige var kommet hjem fra. Ja, Australien fik jeg sagt i en fart. Samtidig fik jeg sagt, at jeg hed Inge Marie. Alt det andet skulle jeg nok lade være med at fortælle fire fremmede mennesker.
Der lød et sus og alt blev lidt mørkere. Jeg mærkede en svag trykken for ørerne, og så var vi igen oppe i solskinnet. Det var ellers en streg i regningen. Jeg havde planlagt at skille mig af med den tomme sportstaske ved at smide den overbord fra færgedækket og ud i Storebælts grønne vand.
Men hvorfor var der ingen der havde fortalt mig om den nye bro. Men hvor var jeg glad. Nu kørte vi over Fyns grønne land med mindst hundrede kilometers fart, mens den grønne varevogn befandt sig på den forkerte side af bæltet. Jeg var frelst. Jeg kunne synge. Jeg kunne danse. Jeg kunne le. Og så slog jeg en stor befriende latter op, mens vi suste af sted. Mine medpassagerer så forbavsede på mig. Men hvad gjorde det. Jeg var fri.
Jeg, Inge Marie Hansen, behøvede ikke køre hele den lange vej til Århus. Jeg lod tasken stå, da jeg hoppede af i Odense. Fri og uafhængig. Der var lyst endnu. Jeg gik og gik. Gade op og gade ned. Byens lys blev tændt. Forretningsvinduerne strålede deres lys ud i den lune sommeraften. Jeg fulgte en vej. Min vej. Jeg kom til et hus. Et strålende oplyst hus, der lå lidt tilbagetrukket. Det var her jeg ville ind. Her vidste jeg at lykken ventede mig.
Jeg ringede på døren og samtidig slog jeg på dørhammeren, så det gav genlyd i hele huset. Jeg var frelst. Døren blev åbnet og jeg tumlede ind.
Jeg så ikke den grønne varevogn, der stod parkeret i carporten.
© BENT KRISTIANSEN
DIANALUNDVEJ 6
4293 DIANALUND TLF 58 26 02 42
