Jeg lånte en stor flot bog om ”Nationalmuseets arbejdsmark år 2003”. På side 229 læser jeg om ”Stenalderbønder på Sommerjagt”, der er en beskrivelse af en udgravning foretaget i Åmosen uden for Niløse. Det gav mig inspiration til denne historie:
TIDENS TAND
Denne varme sommerdag tilbragte hun ude i søens vand. Den lavvandede sø var et ideelt sted at samle muslinger. De lå tæt på søens bund, hun kunne blot bøje sig ned og samle op i sin flettede kurv. Vandet var ikke særlig dybt, hvor hun gik. Hun havde taget kjortelen af og lagt den til tørre på søbredden efter at have vasket den med sæbeurt. Her kunne kjortelen ligge og tørre i solen. Når solens stråler blev for voldsomme satte hun kurven fra sig på søbredden og løb ud til hestehullet længere ude i vandet. Så svømmede og dykkede hun hen over det bundløse sted. Hun kaldte på hunden, men den var ikke til at lokke fra dens plads ved siden af hendes kjortel. Bare den nu ikke bider i den, tænkte hun, mens hun plaskede rundt. Men den havde et stort kødben den fortærede, så det var ikke sikkert den faldt for fristelsen og gnavede i hendes kjortel forarbejdet af skind fra en kronhjort.
Nu var det igen tid at samle muslinger, så hun forlod hestehullet og snart mærkede hun fast bund under fødderne. Hun rakte op efter sin amulet, som hun havde i en lædersnor om halsen. Lædersnoren var der, men den gennemborede oddertand var væk. Det var ikke blot ærgerligt, det var en katastrofe. Den oddertand havde hun båret som et totem, der beskyttede hende mod alt ondt. Som hun sad der denne skønne sommer eftermiddag følte hun sig helt nøgen. Intet kunne beskytte hende mod det onde, hun altid forventede at opleve.
De var lige ankommet med deres både til den store sø. I lang tid havde de roet og padlet og skubbet deres båd gennem siv og andet grøde for at komme til deres sommerboplads ved den store sø. Her havde de slået lejr. Repareret deres huse fra sidste år og gjort klar til fiskeri og jagt, for landet omkring søen var et sandt paradis for mange forskellige dyrearter, der hver dag drog ned til søens bred for at drikke af det klare vand, for derefter at gå tilbage og æde videre af det grønne græs. Ja, æde sig fede og lækre, så menneskene blot kunne tage for sig af retterne, og tørre kød, skind og huder på de opstillede ramper af fældede træer. Og søen rummede også uendelige rigdomme af muslinger, fisk og krabber, som de kunne fange i deres flettede ruser. I sådan en ruse kunne der godt ligge en stor fed malle, der kun ventede på at blive ristet på bålet og derefter spist, mens fedtet drev ned ad armene.
Men denne eftermiddag var alt ligegyldigt. Totemet var væk. Hun vadede ud i vandet for at lede efter den forsvundne oddertand. Mens hun gik i vandet helt opslugt af sin sorg tænkte hun på, at det hul der var boret i tanden, måtte være slidt større og større for til sidst at give efter og løsne sig fra lædersnoren.
Hunden havde rejst sig og stod og gøede på søbredden. Den fornemmede den sorg dens herskerinde følte denne varme sommerdag. Hundens gøen blev til langtrukne hyl, da den så sin herskerinde gå til bunds i hestehullet, hvor hun blev suget ned i en pludselig malstrøm. Kun hundens tuden bebudede at en tragedie var sket.
Vi så ud over mosen, hvor åen slynger sig dovent gennem landskabet. Solen skinnede fra en skyfri himmel og fik os til at smide skjorterne mens vi gravede det sorte guld frem fra en fjern fortid. Stabler af tørv lå til tørring så langt øjet rakte og hestekøretøjer i stribevis læssede de uendelige mængder af tørv for at køre dem til byerne, hvor de havnede i folks komfurer og kakkelovne. Men her var der mange, der tjente deres brød. Svedige mænd gravede tørv op i tonsvis, som så blev lagt ud på græsjorden for at tørre, og kvinder og børn vendte dem eller stablede dem op i pyramide lignende stakke, mens hugorme vislede omkring dem. Der var igen kommet liv i den gamle søbred. Men tiden havde forandret alt.
Hun var lige kommet fra skole. Men tørvene skulle sættes i stakke. Da hun brækkede to tørv fra hinanden, så hun en hvid tand stikke ud som en rovdyrtand af den ene tørv. Forsigtig vristede hun den løs og så, at tidens tand havde gnavet i tanden og det hul der engang for 5000 år siden var blevet boret i tanden med et primitivt redskab var ødelagt. Måske af tidens tand. Hun puttede tanden ned i lommen på sit forklæde, der normalt kun indeholdt hendes lommetørklæde, og lagde sig igen på knæ og fortsatte sit arbejde med at røjle tørv. Pludselig hørte hun en væsen og en hugorm kastede sig frem mod hende parat til angreb. Hun nåede ikke at vige til side for hugormens heftige angreb. Hun mærkede og hørte et lille smæld, da hugormens gifttænder ramte den gamle oddertand i hendes lomme. To tænder stødte sammen i en brøkdel af et sekund. Fortid og nutid mødtes i et sanseløs sekund. Hun tog glad den gamle oddertand op af lommen, mens hun tænkte: Selv om tidens tand har gnavet i den, har oddertanden af én eller anden grund beskyttet mig mod det onde, der i form af et hugormebid har beskyttet mig denne eftermiddag her ude i mosen.
