|
I det land jeg her vil fortælle om var alting anderledes.........
De indbyggere der boede her, så lidt anderledes ud end dem, der boede uden for det lille lands grænser. Og deres huse var også anderledes. De boede ikke i parcelhuse, men mange af husene havde de selv lavet af gamle og brugte ting, som andre havde kasseret. Men mange af de mennesker, der selv havde lavet deres huse, var gode til det, så husene var smukke, men så dog meget anderledes ud end de huse, der lå uden for landets grænser.
Alle mennesker i det lille land var lykkelige og glade for at de måtte bo i deres lille land.
Men en dag skete der noget.
En stor sum penge var forsvundet, endda sporløst forsvundet.
Snart samledes mistanken sig om en mand, der boede i det ene hjørne af det lille land. Han boede i et hus han selv havde bygget sammen med sin kone og deres fire børn.
En eftermiddag havde det øverste råd samlet sig i mandens have for at jage familien ud af deres land, men manden bedyrede, at han ikke havde taget pengene. Men alle i det øverste råd råbte. ”Ud af vores land.” Men manden blev ved med at bedyre, at han ikke havde taget pengene, så til sidst var der én fra det øverste råd, der slog sin kølle mod den store sten, der lå midt på græsplænen, mens han sagde, ”hvis du og din familie kan løfte den store sten op over jeres hoveder og holde den deroppe et stykke tid skal i alle få lov til at blive boende.” Manden stirrede forfærdet på den store sten, han en gang for længe siden han havde gravet op af jorden. Han huskede endnu, hvordan han havde bakset med den for at lægge den på plads. Og nu ville de have, at han og hans familie skulle hjælpes ad med at løfte stenen op over hovedet og holde den deroppe. Han var klar over, at det var en uoverkommelig opgave, for selv om stenen var næsten firkantet, kunne de ikke få hold på den, hvor meget de end prøvede. Til sidst opgav de. Men manden bad om lov til at prøve igen næste dag.
Da det øverste råd var gået hjem, prøvede de igen, men det kunne ikke lade sig gøre. De var alle så bedrøvede, at deres tårer blandede sig på den genstridige sten, så stenens overflade blev gennemblødt af deres salte tårer.
Næste dag kom det øverste råd igen. Alle i familien gjorde deres bedste, men løfte stenen kunne de ikke, selv om stenen var gennemblødt af deres ulykkelige tårer.
”Én gang til må i prøve, ellers må i forlade vores land,” sagde det øverste råd. ”Hvil jer til i morgen så må i prøve for sidste gang.”
Om natten gik der et heftigt uvejr hen over det lille land, lynene knitrede og tordenen buldrede, men hen på morgenstunden blev vejret smukt igen, og da manden gik ud i sin elskede have, så han hvad der var sket. Et lyn havde flækket stenen i seks stykker. Stykkerne var ikke lige store, men alle stykkerne var næsten firkantede og lette at holde på. Så da de hver især prøvede at løfte sit stykke af stenen, lykkedes det over al forventning. Så da det øverste råd troppede op for at smide familien ud af deres land, stod de med hvert sit stykke af stenen højt hævet over deres hoveder.
Men det mærkeligste hændte, da det mindste af børnene lagde sit stenstykke ned på jorden igen, opdagede de hjørnet af en konvolut stikke op af den regnvåde jord. Og da de kiggede nærmere efter opdagede de, at det var konvolutten med de manglende penge. Alle var glade, eller næsten alle, for én af de store hunde, som der var mange af i det lille land, holdt op med at logre med halen og knurrede i stedet for ildevarslende, da det den havde gravet ned, igen så dagens lys.
Jo, nu var alle glade, især manden der var blevet beskyldt for at have taget pengene. Ja, han blev så glad og lykkelig, at han hver eftermiddag gik ned på det lille lands mest trafikerede torv og holdt sin del af stenen triumferende over sit hoved. Sådan blev han stående hver eftermiddag med stenen højt hævet over sit hoved indtil han vaklede under sin tunge byrde. Men stenen faldt dog aldrig ud af hans trætte hånd.
Engang i mellem, når solen stod i den rigtige højde kunne man fornemme et lysfænomen omkring stenen, så man skulle tro, den var lavet af det purreste guld.
Resterne af stenen satte han sammen igen som et vartegn mod det der var sket. Stykkerne passede så perfekt sammen, at de mennesker der gik forbi troede det var en sammenhængende sten, der lå på sin hædersplads midt på græsplænen. Men hvis man så rigtig efter kunne man se, at da manden satte stykkerne sammen, havde han taget et hår af hver af sin familie og af sig selv og sat ind mellem stenstykkerne. Så nu voksede der seks menneskehår ud af stenen, som et symbol på det sammenhold, der var i familien.
Men det var nok alle deres tårer, de havde grædt, der var skyld i, at hårene voksede et hanefjed hver eneste nat.
Nogle år senere kom jeg igen på besøg i det lille land.
Allerede ved indgangsporten så jeg det forfald, der var sket i årenes løb. Indgangsporten stod halvvejs åben på et par rustne hængsler og navnet var næsten hvisket ud og portalen stod skæv og var ved at vælte i den kolde efterårsvind, der fik mig til at slå kraven op om ørerne. Husene var også blevet lidt skævere og trængte til maling og andre reparationer. Vejene var fulde af huller, og i hvert hul stod vandet højt, så jeg måtte bevæge mig i zik zak mellem vandpytterne. Af og til smuttede en rotte over vejen. Nogle store krabater, der kunne sætte sig i vejkanten og hvæse efter dem, der gik forbi. Der var næsten ingen mennesker, og dem der var, stod i grupper og varmede sig ved nogle gamle olietønder, som nogle havde fyldt op med træ, og som nu stod og brændte lystigt og gav varme og lys til de mennesker, der stod omkring dem og skuttede sig i den kolde efterårsblæst.
Da jeg kom hen til torvet i det lille land, kom jeg til at tænke på den mand, der stod her sidst jeg var her. Hvor var han nu? Hvorfor så landet sådan ud? Hvad var der sket i alle disse år?
Der sad en ældre mand ved én af disse tønder. Han sad alene og varmede sine hænder på den ild der af og til slog op af tønden. Jeg dristede mig hen til ham og rakte hænderne ind over ilden for at få lidt varme. Han trak sig lidt tilbage for at give plads til mig. Bagefter satte vi os begge på bænken og så ind i gløderne fra tønden. Jeg hørte mig selv spørge, hvor manden med stenen var blevet af. ”Nå du mener Christian. Ham den sære der stod her på torvet i mange år med en stor sten hævet over sit hoved. Mange der gik forbi troede han ville kaste stenen efter dem, så derfor gik de i en stor bue uden om Christian.” Manden satte sig bedre tilrette, jeg fornemmede, at han var glad for at kunne fortælle Christians historie, for han tog en snustobaksdåse op af lommen og tog en ordentlig mundfuld af noget sort stads ind i munden. Han rakte dåsen over til mig, men jeg rystede ihærdigt på hovedet, så han stak snustobaksdåsen i lommen igen og begyndte at fortælle:
”For mange år siden trivedes alt her i det lille land. Menneskene var glade og alt lykkedes ligesom for os alle. Mange sagde, at det var Christians skyld. Han stod hver eftermiddag med stenen hævet over sit hoved, som et symbol på retfærdighed og glæde. Han vidste, at så længe han stod der ville det lille land bestå. Men det varede ikke længe så løb hans kone sin vej. Hun flygtede ud af landet med to af sine børn. Men Christian blev stående med sin guldsten. Han var som besat af tanken om sin sten, så han stod der hele tiden. Det var som om han kunne se ind i stenens indre, og selv om vi talte til ham, var det som om han ikke forstod, hvad vi sagde. Men stenen forstod han, han snakkede med stenen, som var det et levende væsen han snakkede med. Til at begynde med kunne vi andre godt forstå, hvad han sagde, men til sidst forstod vi ikke eet ord af hvad han sagde. Men stenen forstod. Den funklede endnu mere end den før havde gjort. En gang i mellem kunne man se en ildstråle, der gik fra stenen og op mod himlen, så stod Christian helt stille, og det var som om han befandt sig i en anden verden. Det var også en anden verden han befandt sig i, for i tidens løb lod han alt forfalde. Hans hus og hans have, alt lignede en svinesti. Og sig selv tog han heller ikke vare på, så han fik ikke det nødvendige mad og renlighed. Han forfaldt simpelthen. Han vaskede sig aldrig og hans hvide skæg var filtret og beskidt. Men hvad gjorde det, bare han havde sin sten. Sin guldsten.
En eftermiddag gik det galt. Christian stod som sædvanlig med sin guldsten højt hævet over sit hoved. Vi så alle. Ja, vi så alle hen mod Christian, for det var som om en indre magt tvang os til at se hen mod ham. Vi så hvordan han vaklede og faldt. Jeg tror han var død inden han ramte jorden. En nem død. Men det mærkeligste var stenen. Vi så alle som om det skete i slowmotion, for stenen faldt ikke til jorden. Det var som om den svævede, og da den var et lille stykke over jorden opløstes stenen i et ildhav af lys. Vi vidste alle at Christian var død. Det var mærkeligt. Men det mest mærkelige var stenen, der nu lå på jorden som noget støv, og da vi bagefter rodede op i støvet med en pind, var det som om støvet glinsede. Men ingen troede det var guld, for lige så snart det kom op i lyset holdt det op med at glinse og blev til noget gråt støv, som alt det andet også var lavet af.
Jeg så på manden der havde fortalt Christians historie. Hans små røde øjne stod fulde af vand, men det var sikkert røgen fra den tønde med ild i, som vi sad og varmede os ved, der var skyld i det.
Han pegede med en kroget finger ud over det lille land og fortsatte:
Så snart Christian og hans guldsten var væk, begyndte alt at forfalde. Det var som om vi ikke havde stenen mere til at holde hånden over os. Den var i tidens løb blevet en slags symbol for os alle, men nu var symbolet væk, og samtidig vores held. Og lykken forsvandt også ud af vort lille land.
Manden holdt op med at fortælle. Jeg tror ikke han kunne fortælle mere, for hans stemme blev mere og mere hæs og snusen løb i tre mørke floder ned over hans hage. Så jeg sagde pænt farvel til manden, mens jeg tog min tegnebog op og gav ham en skilling til en øl.
Jeg kunne let se at Christian i a
lt, hvad han gjorde var skyld i,
hvad der skete i det lille land
©BENT KRISTIANSEN
