Jeg hørte i go` morgen Danmark i fjernsynet at AIDS fonden lavede en kampagne der hedder HUMOR mod AIDS.
Her er mit bidrag:
Vores hugge eller hyggetur.
”Skal vi ikke køre en tur,” spurgte jeg min kone. ” Nu har jeg gået herhjemme i lang tid, så jeg trænger snart til at komme hjemmefra.” Det var min kone med på, så vi startede Skodaen for at komme lidt hjemmefra. Dagligdagen kan godt blive lidt ensformig, hvis man ikke foretager sig noget. Jeg var gået på efterløn og Anna, min kone, fik sin pension, så der var ikke mange penge til rådighed. Men en hyggedag havde vi dog råd til.
Vi blev enige om at flotte os lidt den dag og tage på restauration og spise. Et Stjerneskud med lidt hvidvin til kunne vi godt få råd til. Det blev indledningen til vores hyggedag. Før ville vi måske være kørt til stranden eller ud i naturen. Men på sådan en kold forårsdag, var det meget naturlig at havne i et stort indkøbscenter. Her var der masser af mennesker. Man kunne bare gå rundt og kigge på alle de varer, der lå på hylderne.
Min kone tog en indkøbsvogn med ind. Det kunne jo være, at der var noget, der fristede hende. Det kostede ikke noget at se på tingene, så en masse ting blev kigget på og beundret, men heldigvis blev de fleste ting endevendt og sat tilbage på hylden igen. Der var dog nogle ting, der havnede i vores indkøbsvogn. Men jeg sagde ikke noget. Vi skulle jo hygge os.
Anna var optaget af sit, så jeg gik lidt i forvejen. Da jeg så ned ad en sidegang opdagede jeg noget interessant.
I et stort indelukke af ståltråd så jeg nogle farvestrålende genstande. Til at begynde med fattede jeg ikke hvad det var. Men der var en hel containerfuld af dem. I tusindvis. Og i de mest farvestrålende indpakninger. Jeg var ikke længe om at få mine briller på, og nu kunne jeg se, at nogle var med jordbærduft og andre med banansmag.
Jeg tænkte på hvordan tiden havde udviklet sig, jeg huskede, hvordan jeg i min ungdom havde sneget mig ind til min barber og rødmende havde bedt om at få en pakke sikkerhedsartikler udleveret så diskret, at ingen af de andre i forretningen havde overværet handelen. Ja, jeg husker engang jeg ikke engang turde spørge barberen om, at få sådan nogle dimser. Så jeg måtte lade mig klippe en ekstra gang for ikke at vække for meget opsigt, og så håbe på, at de andre kunder ikke lod mærke til noget.
Men nu lå de her i supermarkedet i en farvestrålende indpakning og med banan eller jordbærduft. Jeg fik lyst til at investere de tredive kroner sådan en pakke kostede. Jeg rodede lidt i bunken for at finde en pakke med annanas duft. Det ville være min helt personlige gave til min kone. Men der fandtes ingen med annanas duft.
I mellem tiden var min kone kommet til med sin indkøbsvogn. Jeg lagde mærke til, at der var havnet et par ting mere vognen. Det gav mig mod til at spørge, om jeg måtte købe én af de små farvestrålende pakker. Jeg fortalte hende, at nogle var med banan- og andre med jordbærduft.
”Jamen vi har da lige købt sådan en duftfidus til badeværelset. Det var den du klistrede op på væggen den anden dag, og som lugter af lavendler.”
Min kone så ikke spor interesseret ud, men da hun så hvor skuffet jeg blev sagde hun dog.
”Ja hvis du finder én med fyrreduft, kan vi da godt tage den. Så kan vi hænge den op i Skodaen, for jeg kan huske, vi engang havde sådan en til at hænge i den gamle folkevogn og den duftede da dejligt.”
Jeg kunne ikke få et ord frem og jeg opgav mit indkøb, men da vi havde gået lidt og kigget på alle de andre ting sagde jeg henkastet.” Jeg går lige hen og kigger en gang til. Det kan være jeg kan skrive en historie om det.”
Da jeg kom hen til containeren, stod der en ung pige og rodede i dem. Hun var vist nok professionel. Ja, forstået på den måde at hun havde et navneskilt på kjolen, så hun måtte åbenbart være ansat i forretningen. Der stod Pernille på skiltet. Jeg var ved at spørge om hun ledte efter en pakke med persilleduft, men det lød nok for dumt. Så jeg nøjedes med at bemærke, at jeg var interesseret i duftfiduserne, fordi jeg måske ville skrive en historie om det. Det fik Pernille til at rødme helt op til hårgrænsen og forsvinde i en sky af persillesovs ned ad gangen. Jeg syntes det var mærkeligt, at blive flov over, at en gammel mand ville skrive en historie om de ting, som ungdommen opfatter som helt naturlige i dag.
Men nu ville jeg have én af duftfiduserne med hjem. Jeg så mig omkring. Der var ingen, der bemærkede at jeg snuppede én af de duftfiduser med jordbærsmag og anbragte den i inderlommen på min vindjakke. Det var selvfølgelig meningen, jeg diskret ville sige til kassedamen, at jeg havde en jordbærfidus i inderlommen, for det var ikke meningen, jeg ville stjæle den. Jeg kunne blot ikke lide at min kone og andre kunder skulle vide at jeg havde købt sådan én.
Der var meget andet at se på i supermarkedet. Vi skulle bare have tiden til at gå. Jeg snuste af og til ind i inderlommen. Jeg syntes ikke jeg kunne fornemme nogen form for jordbærduft.
Da vi havde flottet os med kaffe og lagkage i supermarkedets kantine, var det på tide vi skulle hjemad.
Jeg havde helt glemt den pakke med jordbærduft, der lå i lommen ved siden af mit brilleetui. Jeg huskede det først, da vi var kommet gennem kasseapparatet, og jeg lige havde betalt 345 kroner og nu stod og hjalp min kone med at pakke varerne ned i to plastikposer. Da mærkede jeg til min rædsel at en mand tog mig på skulderen og bad mig følge med.
Jeg kunne mærke jeg blev slap i knæene, mens jeg diskret blev ledt hen til kontoret for ikke at vække for meget opsigt. Jeg følte jordbærduften stå som en em omkring mig. Jeg følte at alle mennesker snuste ind ad og vidste at her gik en butikstyv, der lugtede langt væk af røde solmodne jordbær.
Min kone ville ikke lade mig i stikken, så hun fulgte med hen på kontoret. Der var åbenbart en anden butikstyv, der var på vej ud ad døren ledsaget af to granvoksne betjente, for det varede lidt inden nogen havde tid til at tage sig af min sag. Vi blev bedt om at sidde ned og vente et øjeblik. Da det blev min tur sad vi over for to alvorlige mænd. Både min kone og jeg følte os ilde berørt. Især mig. Jeg vidste, hvad det drejede sig om. Jeg blev bedt om at tage det frem, jeg havde i inderlommen.
Jeg lagde duftfidusen midt på bordet i mellem os. Der var ingen der sagde noget. Alle så på det der lå midt på bordet, men alle så på det på hver sin måde. Pludselig sagde min kone: ”Åh, dit store fjols.” Og mens hun tog sit lommetørklæde op af tasken fortrak hendes ansigt sig som om hun skulle briste i gråd. Men i stedet for at græde begyndte det at klukke i hende. Og til sidst lo hun så tårerne trillede ned ad kinderne på hende. Hun tog min hånd. Jeg tror også det trak lidt i mit ansigt, mens jeg grinede lettet. Nu kunne der ikke ske alverden.
Man siger at latter smitter, og det gjorde det også den dag jeg og min kone havnede inde på det kontor på vores hyggedag.
Da vi kørte hjemad i vores Skoda havde vi meget at snakke om. Af og til knækkede vi sammen af grin. Min kone mente at de to alvorlige mænd grinede endnu, mens de fangede andre indbrudstyve.
Jeg lovede dog min kone, at hvis jeg skulle få udgivet min historie skulle jeg ikke selv sætte mit navn under, men lade den udgive ANNANYMT.
Se: www.humormodaids.dk
