BRUGER  
  Log ind  
  Registrer  
  Medlemmer  

<< Maskinhallen   |   Hjem   |   Bøgen springer ud ved Niløse >>

Blæksprutten

image

MERE...

Rasmus og hans far var ude at gå tur i det fine vejr. Solen skinnede så smukt at man næsten kunne høre græsset gro. De havde et syltetøjsglas med sig. Det var meningen de ville ned i gadekæret og se om der var noget spændende de kunne finde.
Nede i vandet fik de hurtigt øje på nogle små kugler på størrelse med en ært. ” Det er haletudse æg, ” sagde hans far. ” Der har været nogle store skrubtudser hernede og lagt de æg der bliver til store skrubtudser, der først lever i vand og senere når de bliver lidt større kravler på land og ender med igen at blive til store skrubtudser.”
”Jeg tror det er blæksprutte æg i stedet for,” sagde Rasmus. Han var kommet i tanker om den spændende historie hans mor havde fortalt ham om de store blæksprutter, der levede nede på havbunden langt ude på de store have. Her boede de inde i deres huler og levede af fisk som de omklamrede med deres 8 lange arme og derefter spiste. De kunne blive uhyggelig store. Og de dykkere der kom helt ned på havbunden holdt sig langt væk fra de huler hvor der boede sådan nogle store blæksprutter. Når de blev vrede eller bange udsendte de en stråle af en mørk væske så man ikke kunne se hvor de var. Jo, det var en spændende historie hans mor havde fortalt ham.
” Vi kan da godt se hvad der kommer ud af æggene,” sagde hans far, ”haletudser eller blæksprutter.” De fandt fire æg som de tog med hjem i syltetøjsglasset. De stillede glasset på reolen så kunne Rasmus sidde på sin stol og holde øje med hvad der skete i glasset. Han kunne tydelig se en lille aftegning i hver af æggene. Og som dagene gik blev de mørkere og mere tydelige. Især det ene af æggene.image
” Der må helt sikkert være en blæksprutte inde i den,” tænkte Rasmus. Han sad længe og kiggede på glasset.
Til sidst kom hans mor og lagde den lille trætte dreng i seng. Men hvad skete der dog inde i stuen. Pludselig var der et af æggene der ligesom eksploderede. Det var det æg hvor Rasmus troede der var en blæksprutte inden i. Det var en blæksprutte. Den kom til verden med de sødeste små fangarme. Otte i alt. På hver af fangarmene var der en masse sugekopper så den kunne suge sig fast på alt hvad der var inde i syltetøjsglasset. Men det første den gjorde var at spise de andre tre æg. Så var den alene tilbage.
Nu begyndte den at svømme rundt ved hjælp af sine mange arme. Den foer op og ned i glasset og sendte små stråler af blæk ud så vandet blev helt grumset. Den er nok sulten tænkte Rasmus, men hvad spiser mon sådan én. Det eneste han kunne nå var en pakke med havregryn og da hans mor engang havde fortalt ham at havregryn er sundt, hældte han lidt ned til den. Det blev ædt med velbehag, så han hældte resten af pakken ned til den. Det forsvandt også ind i dens grådige mund.
Så kom Rasmus til at tænke på de vitaminpiller hans mor havde sagt han skulle spise for at blive stor og stærk. Dem hentede han oppe fra hylden og hældte én af dem ned til blæksprutten. ” Når jeg bliver stor og stærk af at spise dem, bliver du nok også,” sagde Rasmus og syntes det så så sjovt ud når blæksprutten tyggede på den, så han hældte resten af pillerne ned til den.
Og så begyndte der at ske noget. Den begyndte at vokse og det så hurtigt at den snart fyldte hele syltetøjskrukken. Til sidst måtte de sætte den ud i badekarret. Men den blev ved at vokse og efterhånden fyldte den næsten det hele. Og hver gang de skulle i bad måtte de pænt vente indtil det passede blæksprutten at blive løftet over i en balje. Hvis det ikke passede den sprøjtede den hele badeværelset over med den sorte blækvædske. Så måtte de til at gøre hele badeværelset rent.
Til sidst var der ikke andet at gøre end at købe et akvarium. Et stort et som de stillede op i den ene ende af stuen. Rasmus måtte være med til at betale den, så hans sparebøsse blev tømt for hver en krone, der var i den. Både hans far og mor måtte være med til at bære den ind i akvariet. Den slyngede sine lange fangarme omkring dem. Men til sidst lod den sig plumpe ned i det fyldte akvarium. Her var der god plads til den, så den nød den første tid i det dejlige klare vand.
Men den voksede og voksede.
En aften Rasmus lå og sov inde på sit værelse hørte han et brag inde fra stuen. og han kunne tydeligt høre en masse vand der fossede ud over gulvtæppet. Derefter var alt stille i lang tid, så hørte han trin hen over gulvtæppet. Ikke skridt fra et menneske men nogle mærkelige trin af otte arme eller ben, der langsomt nærmede sig.
Han så en arm blive stukket ind gennem tremmesengen til sig og mærkede noget der kildede ham på kinden . Han slog øjnene op, der stod hans mor og aede ham på kinden ”Åh, er det bare dig mor. Jeg må have drømt det hele.” Han skyndte sig ud af sengen og løb ind i stuen for at se til sine haletudse æg han havde i syltetøjsglasset. I nattens løb var alle fire æg blevet til små haletudser. Der var et af dem der var meget større end de andre. Men den lignede heldigvis ikke en blæksprutte , Han kunne ikke lade være med at se sig rundt i stuen. Her var der ingen tegn på at en stor blæksprutte havde vandret rundt. Men han kunne ikke lade være med at løfte på sin sparebøsse. Men da han opdagede at den stadig var fuld af penge, blev han fuldstændig klar over at han havde drømt det hele.
Da han havde kigget på haletudserne nogle dage, syntes han det var synd for dem at de skulle være i det lille syltetøjsglas. Så de satte dem forsigtig ned i gadekæret igen, så de måske en gang kunne blive til store skrubtudser i stedet for til blæksprutter.
image


Indsendt af: Bent Kristiansen den 15/04 - 04 | 14:36 | Profil        

Kommentarer



Kontakt mig, når nogen svarer på dette indlæg?