Jeg synes det er mærkeligt at gøre så meget ud af det, blot fordi jeg skal på Rigshospitalet til undersøgelse.
Jo, da jeg ankom på Københavns Hovedbanegård klokken otte treogfyrre om morgenen den 29. april skal jeg love for at København stod på den anden ende. Der var svært bevæbnede politifolk hvorhen jeg så. Så jeg luskede lidt rundt for at se, hvad der var på færde. Der var en flink københavner der sagde, at der skulle komme en mand til hovedstaden. Jamen jeg sagde da også til ham, at det var da rigtig nok, at jeg var blevet bedt om at komme til undersøgelse, men jeg behøvede da ikke politi eskorte for at komme derud, så jeg tog de rullende trapper ned på perronen, uden nogen lagde mærke til, at jeg forsvandt fra Københavns myldrende Hovedbanegård.
Ganske ubemærket sprang jeg på S toget. Ikke én eneste betjent reagerede, så jeg hoppede af igen da jeg nåede Nørreport station, hvor jeg hurtig sprang ind i bus nummer 6A for at køre det sidste stykke vej. En flink buschauffør fik diskret hjulpet mig af det rigtige sted, så jeg gik det sidste stykke vej til fods med helikoptere svævende over hovedet på mig. Jeg glædede mig ligefrem til at komme ind bag Rigshospitalets beskyttende mure.
Efter en god snak med en læge vovede jeg mig igen ud i det pulveriserende liv. Først med bus til Nørreport station. Så var det jeg tænkte, at jeg ligeså godt kunne spadsere hen på Hovedbanegården. Så jeg gik ned ad en gågade med masser af myldrende mennesker. Det var dog for galt med de helikoptere over hovedet på mig. Mon de vidste jeg gik her. Af og til passerede jeg uniformerede betjente talende i bærbare telefoner. De fulgte min vej gennem byen. På torvet hørte jeg udrykningshorn og så fem seks store politibiler spærre vejen af. ”Ha, mig skal i ikke få fat i,” sagde jeg til mig selv, mens jeg gik ned ad en sidegade, der ikke var afspærret.
Nu var jeg på Strøget, hvor en masse mennesker viste deres kunnen. Én lagde sig på en måtte fyldt med spidse søm. Ja, endda med bar overkrop. Og andre udøvede også deres kunster og fik en lille skilling af de forbipasserende, mens helikopterne sværmede over os.
Ved Tivoli var der vild opstandelse. Masser af betjente og et mylder af mennesker. Jeg blev stående ved indgangen og så ind i Tivoli. Der var nogle der sagde, at en mand var kommet på besøg i København og nu var gået ind i Tivoli. Så jeg gik hen til en billet kontrollør og sagde at det var rigtig nok at jeg var på besøg i hovedstaden og ville ind i Tivoli. Men der kan man se, der er forskel på folk, for de forlangte, at jeg selv skulle betale ved indgangen, mens den anden kom gratis ind. Men det var nu sjovt med de helikoptere der svævede over hovedet på os. Det var nu nok den anden de holdt mest øje med, så jeg gik ind på Københavns Hovedbanegård, hvor jeg tog toget til Slagelse.
Om aftenen så jeg i fjernsynet at den amerikanske udenrigsminister Colin Powell havde været på besøg i København. Mit besøg blev ikke nævnt med eet eneste ord. Ja, de viste ikke engang et eneste billede af mig.
© Bent Kristiansen 2004
