Jeg er en lykkelig mand.
Bare den måde vi ser fjernsyn på beviser, at vi er meget lykkelige. Min kone strikker mens hun ser fjernsyn. Hun siger hun let kan se fjernsyn og strikke samtidig. Og vores teen- ager datter ligger på gulvtæppet foran fjernsynet omgivet af kærlighedsblade og popkorn. Hun har ligesom lavet en lille rede til sig selv midt på gulvtæppet, hvor det er forbudt for os voksne at trænge ind.
Dog får katten lov til at gå ind på hendes område engang i mellem, når det behager den at rejse sig fra min stol og dovent bevæge sig hen over gulvtæppet. Jeg fik sagt min stol. For egentlig var det min stol den har overtaget. For det er som om den ved at nu skal vi se fjernsyn, og vips er den oppe på den stol, der fra begyndelsen var min. Jeg kan selvfølgelig jage den ned, men så skal jeg hele tiden høre på hvor synd det er for Pjuske, at jeg altid skal sidde der, hvor den lige har lagt sig.
Så i tidens løb er det blevet sådan at katten ligger på min stol og jeg sidder på den skammel, som normalt står under sofabordet. Men bare jeg husker, at der ingen rygstød er på den, er den ganske behagelig at sidde på. Men vi ser selvfølgelig ikke fjernsyn hele tiden, for jeg har fundet ud af at man får enormt ondt i ryggen af at se fjernsyn. Det er også den dumme kats skyld.
Men sød er den når den ligger og spinder velbehagelig i stolen. Det giver stuen en hel anden atmosfære, når man mellem mordene i fjernsynet hører en kats sagte spinden.
Men jeg kan nu godt blive gal på den kat. For hver aften når vi går i seng forlader den min stol og vandrer, efter at have drukket lidt varm mælk som min kone har hældt op i dens lille fad hvor der står Pjuske på, hen over gulvtæppet og spankulerer let og elegant ind i soveværelset, hvor den springer op i min kones seng og anbringer sig lige oven på dynen. Hvorefter den strækker sig velbehagelig og falder i søvn igen.
Så kan jeg ligge og glo på det sovende dyr. Og bare jeg nærmer mig sengen hører jeg min kones hviskende stemme. " Nej, du vækker bare Pjuske".
Kan i så forstå, at jeg tit og ofte har lyst til at slå kræet ihjel. Jeg har tit i nattens mulm og mørke ligget og fantaseret om hvordan. Og da jeg læste en historie om en mand, der slog sin hund ihjel med en spade ude i udhuset, blev jeg enig med mig selv om, at jeg let kunne slå vores kat ihjel på samme måde. Men da jeg vågnede om morgenen badet i sved, og havde haft mareridt hele natten og set katte så store som tigre. Ja, da opgav jeg mit forehavende og tænkte på, at vi godt kunne være lykkelige alle, selv om vi har sådan et krapyl som Pjuske.
Ved morgenbordet næste morgen, hvor jeg hele natten har ligget og drømt om katte så store som tigre, sagde min kone pludselig til mig. " Jeg har tænkt mig at køre til dyrlægen med Pjuske, så den kan få sin årlige helbredsundersøgelse og blive vaccineret mod kattesyge." Og det er nok rigtigt, at når vi mennesker skal have en helbreds- undersøgelse en gang i mellem, er det nok også godt for katte.
Da hun ved middagstid drejede ud af vores indkørsel med Pjuske forsvarligt anbragt i en nyindkøbt kattebur på bagagebæreren på sin cykel, gik jeg som sædvanlig og hakkede ukrudt op ude i vores have. Hun var kun lige drejet om hjørnet nede ved købmanden, da jeg smed hakkejernet og styrtede ind til telefonen og ringede dyrlægen op.
Nu vidste jeg hvad jeg ville. Nu skulle jeg én gang for alle få gjort kål på min plageånd, der truede min lykkelige tilværelse. Og selv om min kone mente den var i lykkelige omstændigheder, ville jeg sørge for at det var slut med dens tyranni.
Det var heldigvis dyrlægen i egen høje person der tog telefonen. Og efter en kort pause sagde jeg. "Når nu min kone kommer med vores kat, kan du så ikke give hende en indsprøjtning så hun kradser af. Jeg mener selvfølgelig udånder," føjede jeg til for at han ikke skulle misforstå mine skumle hensigter.
Der blev en lang pause, så hørte jeg dyrlægen sige. "Jamen tror du katten selv kan finde hjem."
Er jeg ikke en lykkelig mand !!! ?
