Min kone elsker blomster, så derfor var det nærliggende at invitere hende over at se et smukt haveanlæg med masser af blomster og vandbassiner og skulpturer. Så på vores bryllupsdag spurgte jeg om vi skulle drikke kaffen i Birkegårdens Haver. Det var hun lige med på, så hun skyndte sig ind og tog sin nye kjole på. Så vi startede bilen og kørte de få kilometer ud til Birkegårdens haver
Og sikke en masse forskellige eksotiske blomster og planter, med hver sin duft og farve. Blomster, der stod og udspredte vellystige dufte, og frø der sad på mærkelige stængler, og næsten bad om at blive plukket.” Tør du spise et af de sorte bær,” hørte jeg mig selv spørge min kone om.
Og hun turde.
Med et kast med hovedet snuppede hun eet af de sorte bær, der hang og dinglede på nogle grønne stængler lige over hovedet på os.
Jeg glemte at fortælle, at jeg ikke selv kunne modstå fristelsen, men havde snuppet eet, da jeg gik forbi, uden at nogen opdagede noget. Jeg kunne allerede mærke virkningen. Det var nok også derfor, jeg spurgte hende.
Sikke en virkning.
Nede i min mave mærkede jeg ingenting. Men det var som om stråler af ild fløj fra maven op i hjernen på mig. Jeg stod badet i lys, som om tusinde lamper var rettet imod mig.
Alt blev tydeligt og klart.
Jeg så min kone badet i lys med sit lange hår, som en glorie om sit ansigt.
En lille blomst fra en eksotisk plante, eller var det en hyldeblomst, havde forvildet sig ind i al den hårpragt, og lyste som en lille stjerne, midt i al hårpragten.
Jeg tog en frugt. Eet af disse sorte bær og sagde, ”Værsgo og spis. ”Nu havde hun spist to af de forbudte frugter. ”Skal du ikke ud og balancere på stenene,” spurgte jeg og smuttede ud på de store sten der lå som gangstier i vandet. Med lidt behændighed kunne man godt komme tørskoet over på den anden bred. Men min kone ville ikke risikere at komme hjem med vådt tøj, sagde hun. Men ud på stenene ville hun, så hun smed sin nye kjole og strømpebukserne.
Da hun stod i det næsten bareste ingenting sprang hun ud på stenen og jeg ved ikke om hun faldt eller lod sig plumpe ud i vandet til alle guldfiskene og til skildpadderne. Der svømmede hun rundt som en gudinde, sendt fra en anden verden.
Jeg følte mig også i en anden verden, for jeg havde set mit snit til at plukke og spise eet til af de sorte bær. Vi havde kun spist to hver, men følte os eet med naturen. Kun hendes hyldeblomst i håret røbede, at det var sandt og ikke en drøm, så jeg bøjede mig ud over bassinkanten og tog forsigtigt hyldeblomsten i min gamle hånd og stirrede ind i den brændende cirkel af lys, som den udsendte med en glød jeg aldrig glemmer. Jeg stod længe med hyldeblomsten i min hånd, mens hun dykkede og legede i bassinet, så vandet skvulpede op omkring os, der stod og så på hende. Med sin hånd vinkede hun til mig, og med en stemme så sprød og fin, spurgte hun om ingen havde lyst til at fange hende, og i sin kådhed vendte hun sit ansigt i mod os, og lagde sig helt stille i vandoverfladen, mens guldfisk og skildpadder slog kreds om hende.
Som et overjordisk væsen var hun et med naturen.
Jeg sagde til mig selv, at det ville jeg have et billede af, så jeg tog kameraet ned fra skulderen og lukkede tasken op og så ind i søgeren, men lyset var for skarpt, så jeg hængte kameraet over skulderen igen.
Ingen billeder denne gang.
I stedet for anbragte jeg igen hyldeblomsten i hendes hår, og bad hende stige op af vandet og klæde sig på. Men i stedet for slog hun et slag med halen så vandet sprøjtede ud over os, der stod og så på hende.
Til min forfærdelse opdagede jeg den forandring, der var sket med hende. Hun var eet med det våde element. Hendes krop var dækket af store skæl. Store grønne skæl, som sad helt oppe fra hovedet og ud på den yderste halespids. Nu boltrede hun sig i vandet og rakte bydende hånden imod mig for at få mig til at forlade mit rette element, og springe ud i det klare guldfiskevand. Men nej, intet. Absolut intet, kunne få mig til at smide tøjet, og stå der i mine lange underbukser. Hvad ville de andre gæster ikke tænke. Det var nok begrænset, hvad de ville finde sig i.
De andre var gået, men jeg syntes ikke jeg kunne være bekendt at forlade min kone i den tilstand, og med det våde hår.
Pludselig var det som om alting forandrede sig. Det skarpe lys blev dunklere, og som en skygge så jeg et mærkeligt væsen løbe hen over de store sten og sprede en hel masse gyldne stjerner ud over vandet.
En fe, tænkte jeg. En lyslevende fe. Stjernerne havde den forunderlige virkning, at alle skællene faldt fra min kones krop, og lagde sig som grønne åkandeblade i vandoverfladen.
Det der. Tænkte jeg, vil jeg have et billede af og hev igen kameraet ned fra skulderen, og lukkede tasken op og så ind i søgeren. Til min forfærdelse så jeg en slange komme frem under det tætte bladhang og bugte sig frem mod feen, der havde så travlt med at sprede glimmer ud over vandet, at hun slet ikke så lindormen med de to hoveder og de spillende tunger komme imod sig. Hun sansede ikke den fare, hun befandt sig i. Med et snuptag hev jeg op i remmen og hamrede kameraet ind i lindormens ene hoved, så det splintredes i tusinde stykker. Kameraet ramte stenkanten, og et billede gik af, så hele sceneriet stod badet i et ildhav af lys. Blitzen var blevet udløst.
Da jeg senere fik billederne fremkaldt, var der kun et billede af mit måbende ansigt. Ellers intet.
Og da jeg igen kunne se, var feen og lindormen borte, og min kone rejste sig op, som en anden Afrodite fra fortidens glemte land, og sprang elegant op på et af stenene og tog sin kjole på.
På vejen ud af Birkegårdens Haver gik vi igen forbi de sorte bær, og jeg spurgte min kone om vi skulle snuppe eet hver. Men hun rystede på hovedet og trak kjolen sammen om sin spinkle krop. Men jeg så mit snit til at plukke en lille klase af de mærkelige sorte bær. Og uden nogen så det, puttede jeg dem forsigtigt ned i lommen på min vindjakke. Jeg lod mærke til at min kones hår var tørt i samme sekund, hun steg op af vandet. Men det bedste var, at hyldeblomsten sad der endnu, og hvor meget hun end virrede med hovedet blev den siddende, og sendte små stråler af lys ud som en funklende stjerne.
”Nu trænger jeg til en kop kaffe,” sagde hun. Og det syntes jeg også at jeg trængte til. Så vi gik op i cafeen og spiste et kæmpestort stykke lækkert lagkage og drak to kopper kaffe til.
Sådan en oplevelse kan man godt få, når man spiser af de sorte bær og blander en øl og en fanta ved hjælp af sin fantasi.
se mere om Birkegårdens haver
