For nogle år siden blev træet født. Ud af en knudret frugt kom den første lille spire til verden. ”Hvad er du for en én,” sagde en busk, der stod og så til med sine smukke blomster. ”Jeg er en venskabstræ og er lige kommet ud af en kærlighedsfrugt,” sagde spiren og så sig om.
Her kan jeg måske få lov til at gro, tænkte den og sagde høflig goddag til en stor Nerium og en Japansk Lygte. Den så sig om én gang til og blev glad for at en stor glasvæg skærmede for den barske natur uden for. Den voksede et par centimeter og foldede et par blade ud.
”Ha, når de kommer fra planteskolen og vander os, bliver du med det samme hevet op og smidt i affaldssækken”, sagde Nerien og rystede sine blade. ” For hvem har plantet dig.”
Det var en ugæstfri verden den lille spire var havnet i. Rundt om den stod de flotteste blomster og buske. Ja hele træer stod inde i det indelukke, som var skærmet med mure og en glasvæg. Af og til kom de fra planteskolen og vandede og puslede om det de engang havde plantet. Men spiren fik lov at stå. Den voksede ikke selv om den fik kunstgødning og en slat vand. Men den voksede ikke.
En eftermiddag blev der røre i det rum hvor alle blomsterne stod. Stole blev sat på plads og borde blev dækket og lagkage og kaffe kom på bordet, og en hel masse glade mennesker myldrede ind. De fleste satte sig, mens andre hentede kaffe og lagkage. Nogle sang. Andre lo og snakkede og overdøvede helt de tre kanariefugle, der fløjtede omkap med alle de glade mennesker. ”Hurra, det er noget jeg kan lide,” sagde spiren og voksede. Ja, den voksede så meget på den ene eftermiddag, at man ikke længere kunne kalde den en spire. Den var blevet til et træ.
Hele det efterår og hele den lange vinter kom de glade mennesker. Hver gang voksede træet. Den fyldte næsten hele rummet. ”Hvorfor vokser du midt om vinteren”, spurgte de andre planter,” vent hellere med at vokse til det bliver forår og solen skinner uden for, så kan du begynde at gro.”
”Men jeg elsker glade mennesker. Jeg kan slet ikke lade være med at vokse når de glade mennesker kommer, for jeg holder så meget af musik og sang og glade menneskestemmer,” sagde venskabstræet, der engang blev født af en knudret kærlighedsfrugt.
Denne dag blev bordene igen stillet op og stole i lange baner blev stillet om de lange borde, der blev dækket med hvidt porcelæn og farvestrålende servietter. Snart kom de første mennesker i deres fine tøj. Mændene i jakkesæt og slips, og damerne i fine kjoler i alle regnbuens farver. Nu skulle der være gilde. Livsglæden lyste ud af dem alle. Venskabstræet voksede. I dag, tænkte træet, skal vi først have sild og der efter mørbradbøf. Jo, træet kunne skam følge med i det hele. Den kendte alle lugtene og lyden kendte den også. Snart snakkede alle i munden på hinanden. Der blev skålet og der blev sunget. Musikkerne sang og spillede, så træet voksede. Skidt være med at solen var gået ned og der var mørkt uden for. Herinde trivedes livsglæden. Og da der blev spillet op til dans, kan det nok være at det gamle stive træben blev rørt og damerne blev svinget i både vals, kvick- step og polka.
Og træet voksede. Altså venskabstræet, der engang havde ligget i en knudret kærlighedsfrugt.
Mens træet voksede blev der drukket kaffe og spist lagkage og nogle gaver blev delt ud, mens træet voksede.
Nu vidste træet at den dag snart var til ende for alle mennesker stillede sig op i en stor rundkreds og tog hinanden i hænderne mens de sang :” Skuld gammel venskab rejn forgo”. ”Hør det er mig de synger om”, sagde træet. Den stod i midten af den store cirkel og bredte sine grene ud og rystede løvet så det helt overdøvede menneskenes sang.
”Se bedstefar, træet har lagt et æg,” sagde den lille dreng og samlede en rund kugle op, der lå under træet. ” Det er ikke et æg den har lagt, men træet har givet sin første frugt,” sagde bedstefaren og slog hul på skallen, så en masse frø faldt ud i hånden på ham. De lå i hånden som lette sommerfuglevinger. ”Skal vi lade dem flyve ud over landet af sig selv,” sagde bedstefaren og pustede til frøene. Men drengen rystede på hovedet og sagde at det var bedst frøene blev bragt ud af menneskehænder.
Dagen efter drog folk af sted med de små frø. I nogle byer blev de godt modtaget. Men i andre byer rystede folk på hovedet og sagde, at i deres by var der ikke plads til et frø, selv om det stammede fra et venskabstræ.
Men i mange byer blev træet sået og snart blomstrede VENSKABSTRÆET i det lille land.
En Eventyragtig fortælling om
Ældremobiliseringens projekt:
Ældre hjælper ældre
