Førhen kendte vi hinanden.
Vi vidste præcis hvad de hed og hvor gamle de var og hvor mange børn de havde. Ja, selv hvad de skulle have til middag vidste vi.
I den lille landsby hvor vi bor, har tiden forandret alting. Kun de gamle er tilbage.
Jeg bor heldigvis ved siden af Hans Henrik. Det har vi gjort i mange år, og selv om vi ikke ligefrem kommer sammen, har vi tit fået en snak over havehegnet. Mange er de ting vi har diskuteret og snakket om i tidens løb.
Mange gange har vi kommenteret, hvad der egentlig er sket med det hus, som vi begge er naboer til.
I tidens løb er en vældig hæk skudt op omkring den have, der før var køn og charmerende. Men da kunne man også se ind i haven og følge lidt med i hvad der skete.
En dag stod huset pludselig tomt. Konen var rejst. Og manden havde også forladt huset. Hækken voksede. Og vi kunne ikke helt følge med i hvad der skete. Af og til stod huset tomt i lang tid. Græsset og de pæne bede groede vildt. Forskellige familier boede derinde bag den store hæk.
Den vinter stod huset tomt. Hans Henrik og jeg snakkede om, at det vidst var kreditforeningen, der ejede huset.
Foråret kom. Og bladene på den høje hæk blev grønne. Så det var kun når jeg hev grenene til side at jeg kunne se ind i det vildnis der var derinde. En skændsel for hele byen var vi enige om.
Jeg sad ude i haven og nød det gode vejr, da jeg inde bag den store hæk hørte en forfærdelig larm. Der var kommet liv i huset igen. En buskrydder gik for fulde omdrejninger. Ikke blot om eftermiddagen, men også de efterfølgende dage. Sikke en larm.
Hans Henrik havde hørt i byen at det var en enlig der var flyttet ind i det store hus. Ellers vidste han ikke noget. Men larmede det gjorde naboen. Dag ud og dag ind. Først med buskrydderen. Så kunne jeg høre fræseren køre derinde. Og plæneklipperen larmede selv om det var søndag.
Og hvis ikke maskinerne kørte for fuld kraft, var der musik. Musik der larmede ud ad de åbne vinduer. Altid larm.
Og da der en dejlig varm eftermiddag bølgede sort røg op inde bag hækken og bredte sig ind i vor have og lagde sig som et tågeslør over roser og helt ned i urtehaven, havde jeg fået nok. Jeg råbte så højt jeg kunne, at det var forbudt at brænde haveaffald af her ude i vores lille landsby. Ja, jeg truede både med politi og kommune.
Sådan en byboer komme her ud og tro at de ejede det hele og kunne gøre hvad de havde lyst til. Selvfølgelig var det en byboer. Det var Hans Henrik og jeg fuldstændig enige om. Men det hjalp at jeg lod min røst høre, for jeg kunne høre der blev rodet op i bålet og snart holdt røgen op med at forpeste vores græsplæne.
Men vedkommende kunne da godt have sagt undskyld. Men ikke en lyd kom derinde fra. Kun larm.
Når lyden af græsslåmaskinen forstummede sent om aftenen derinde bag den høje hæk, startede jeg min. Jeg havde da vel også lov til at lave spektakel. Naboen skulle ikke have det sidste ord. Det var godt det var længe lyst om aftenen, hvor andre sad ude og nød de lune sommeraftener. Og hvor jeg lige akkurat kunne se at slå græsplænen inden det blev helt mørkt. Jeg godtede mig, for nu vidste jeg at naboen ikke kunne høre høj musik.
Det var efterhånden blevet sådan at når naboen startede sine maskiner sad jeg på spring. Og lige så snart larmen derinde holdt op, startede jeg én af mine maskiner. Enten plæneklipperen eller fræseren. Græsplænen blev slået mange gange den sommer, men urtehaven havde det ikke alt for godt, for det var ikke nemt at blive ved med at fræse jord op om persille og rødbeder og alt det andet jeg plejede at have i haven. men det hjalp. Det var som om det spektakel jeg selv lavede var som sød musik i mine ører. Men det var nok mest fordi jeg vidste at jeg kunne irritere min nabo med den frygtelige larm. Hans Henrik så jeg ikke meget til hele den sommer, men jeg havde nu heller ikke meget tid til at snakke med ham.
Nej, nu kunne jeg høre at naboen havde fat i hækklipperen. En infernalsk larm igen. Jeg tog mit checkhefte med ind til isenkræmmeren og købte en moderne hækklipper. Han kiggede forundret på mig da jeg sagde at jeg ville have den der larmede mest. Jeg var fuldstændig ligeglad med de elektriske, der næsten var lydløse. "Nu skulle vi have larm i gaden," sagde jeg. Heldigvis havde jeg benzin til bæstet, der startede med et brøl, da jeg trak i snoren. For da jeg kom hjem kunne jeg høre naboen, men nu skulle jeg vise ham at jeg også kunne larme. Så jeg smuttede elegant hen over den store hæk med det nymodens apparat. Men larme kunne den.
Og det kunne naboens også. Når naboens hækklipper holdt stille larmede min, for der var ingen grund til at de kørte samtidig.
Pludselig fik jeg en god ide. En rigtig ondskabsfuld ide.
På jorden neden for hvor jeg stod lå der et stykke ståltråd. Ikke ret tykt. Nærmest en hegnstråd. Og da jeg kunne høre min nabo tæt ved, blot ovre på sin side af hækken, stak jeg tråden godt ind i hækken. Jeg gik tre skridt tilbage og godtede mig. Hvad ville der ske. Hækklipperen hvinede og gik i stå med et brag. Jeg trak forsigtig ståltråden til mig. Den havde gjort sin mission. Den var flosset i den ene ende.
Nu, tænkte jeg. Nu er det på tide at komme i personlig kontakt med min nabo. Jeg bøjede grenene tilside og lige inden for hækken så jeg ind i et par brune øjne, der forskrækket stirrede ind i det hul jeg havde lavet i hækken. Og en glad pigestemme sagde, "Hej nabo."
Da jeg udvidede hullet i hækken så jeg min forfærdelige nabo. Hun så nu ikke så forfærdelig ud som hun stod der i sin blomstrede bikini og håret slået ud over skuldrene. Jeg hørte mig selv sige "Goddag nabo." Jeg fik fremstammet om hun havde problemer med sin hækklipper. Og med et glad smil sagde hun at der vist havde været noget hårdt den havde fået fat i.
Hun trak i snoren, men den gik ikke i gang. Så jeg tilbød at komme ind og hjælpe hende.
Jeg måtte gå hele vejen uden om og ind gennem havelågen. Og en glad pige modtog mig og fortalte om hvordan hun var gået i gang med den store beskidte have og forvandlet den til en flot have med en veltrimmet græsplæne og smukke blomsterbede. Ja, selv et rosenbed var der. Hun snakkede og snakkede mens jeg var der.
Jeg hjalp hende med at få hækklipperen i gang igen. Jeg rensede også lige tændrøret på havefræseren og bagefter justerede jeg plæneklipperen. Bagefter drak vi en kop kaffe på terrassen.
Da jeg et par timer senere sad hjemme hos mig selv og drak en kold pilsner, hørte jeg hvordan maskinerne kørte inde bag den høje hæk. Men nu lød det som sød musik i mine ører. Alle maskiner summede og larmede som små symaskiner. Og hun havde spurgt om ikke vi ved fælles hjælp. Ja, først når det blev efterår, skulle hjælpes ad med at fælde den høje hæk. Og det havde jeg da ikke spor imod.
Men så er det jeg spørger mig selv. Skal jeg sige til Hans Henrik hvem der bor bag den store hæk. Eller skal jeg holde det for mig selv.
Jeg har vel også lov til at have en hemmelighed.
