Bedstemor blev født en kold vinternat i 1866. Verden var på det tidspunkt i krig.
Der var mangel på alle de nødvendige varer, så selv petroleum til lampen måtte man i hast tigge sig til oppe på herregården, ellers var den lille ny kommet til verden i buldrende mørke. Men fødslen gik godt, og det hjalp lidt på armoden, at venner og naboer kom på besøg og havde lidt godt med til barselspatienten og de andre børn, der så til med store forundrede øjne. Manden var i krig, så han så ikke bedstemor komme til verden. Han var tvunget ind i krigen, for på det tidspunkt gik Tyskland langt op i Sønderjylland. Så på den måde blev bedstemor født i Tyskland, selv om de følte sig meget danske. Måske mere danske end dem, der boede i det gamle land. Bedstemor må have været stærk, for der var mange børn, der døde inden de blev voksne.
Men bedstemor overlevede og blev gift og fik 6 børn. Én af dem blev min far, måske ikke min rigtige far. For min rigtige far døde, da jeg var 9 år. Min nuværende far kom ind i billedet da jeg var 12 år.
En dag sagde min mor til mig , at vi skulle over og præsenteres for mine bedsteforældre. Det var en cykeltur på 20 km. Op ad bakker og ned ad bakker gik det på min gamle skærveknuser. Der var heller ikke ordentlige dæk på cyklen, for det var under Anden Verdenskrig, så der var mangel på alting. Da vi nærmede os husmandsstedet, hvor min bedstefar og bedstemor boede, blev jeg indprentet, at jeg ikke måtte snakke for meget, og jeg skulle give hånd og bukke pænt og huske at sige tak for mad.
Bedstemor stod i døren; hun var helt klædt i sort, og hendes lange uldne kjole gik helt ned til jorden og dækkede hendes fine snørestøvler. Hun var ikke ret stor, men man fornemmede på hendes fremtoning, at hun udstrålede stor myndighed. Jeg skævede til min mor, min store stærke mor, hun så ud til at kunne krybe i et musehul, for det var også første gang, de blev præsenteret for hinanden. Jeg benyttede lejligheden til at krybe om bag min mor og tog hende i hånden. Bedstemor rakte sin hånd frem og tog mor i hånden. Bagefter var det min tur. Jeg bukkede dybt for bedstemor, og jeg syntes hun fik et mildt skær i øjnene.
Vi blev inviteret ind i stuen. Min far måtte dukke hovedet for at gå ind under loftsbjælken. Herinde sad min bedstefar. Han blev siddende i sin stol, og da jeg hilste på ham, var mit buk endnu mere fuldendt. Jeg blev beordret til at sidde i sofaen. Der sad jeg ligeså stille som en mus. Nu havde jeg tid til at se mig om. På væggene hang der en masse billeder af alle deres børn og onkler og tanter. Der var også et billede af min far som ung. Bagved mig hang stuens klenodie. Stueuret med de smukkeste udskæringer. Jeg sad der, uret bag mig gav de mærkeligste lyde fra sig. Det knirkede og peb, og da det pludselig begyndte at slå, foer jeg op og over til mor. 12 rungende slag slog det. Min bedstefar brast i en rungende latter. Det havde nok også set sjovt ud, at sådan en lille dreng som jeg blev bange for sådan en harmløs ting som et stueur.
Jeg tror nok at det var dengang min bedstemor og jeg blev gode venner. Hun har tit meget senere sagt. "Kan du huske dengang, du blev bange for vores gamle stueur". Jeg har heller aldrig rigtig glemt det.
Da vi skulle have mad, havde bedstemor dækket op ude i køkkenet. Bedstefar sad for bordenden. Inden vi begyndte foldede vi vore hænder, og bedstefar bad en bøn. Så øste han op på sin tallerken. Og dernæst kom turen til min far. Min mor øste op til mig, men kun en lille portion, for jeg havde fået strenge ordrer på, at det der blev øst op, det skulle man spise. Jeg havde heldigvis skrabet min tallerken godt af, for vi fik ikke en ren tallerken til næste ret. Det blev bare øst op på den samme tallerken.
Efter middagen gik vi fra køkkenet ud i kostalden. Der var kun en lille mørk mellemgang mellem stalden og køkkenet. Herude stod bedstefars stolthed. 6 køer på rad og række. To mellemstore heste var der også. Foruden et par grisesøer med nogle smågrise. Ude bagved løb nogle høns rundt. Herude fandt jeg også det rum, jeg havde kigget efter. Der var tre hjerter på døren. Jeg syntes ikke der lugtede særligt godt. Jeg opdagede også at avisen blev genanvendt. Først læst med anstand inde i køkkenet, for så at havne herude klippet i sirlige firkanter trukket på en snor.
Vandpumpen stod også herude bagved. Og da vandtruget til dyrene stod og var næsten tom, bad bedstemor mig fylde den med vand. Hun hang en trærende under tuden på pumpen og hen til et stort kar. Og mens de voksne gik videre, hev og sled jeg i pumpestangen, og det lykkedes mig at få truget fyldt op, med en hel masse små og store slag med pumpestangen.
Hen under aften tog mine bedsteforældre deres nye tøj af og kom ud iført noget ældre tøj. Nu skulle dyrene have mad. Og køerne skulle malkes. bedstemor malkede de fleste af køerne. Hun hældte den nymalkede mælk gennem en stor si, der lå oven på mælkejungen. Når mælken var lidt længe om at løbe igennem, var det tegn på, at sien var ved at stoppe. Så tog bedstemor det tynde vatfilter, der nu var gennemvædet med mælk og smed ned til nogle forsultne katte, der var kommet frem fra forskellige gemmesteder. De åd det hele med hud og hår.
Nu kom min fars bror hjem. Han var ungkarl. Han boede i det lille værelse ved siden af hestestalden. Her var der ikke elektrisk lys. Men han benyttede også kun værelset til at sove i. Han arbejdede det meste af tiden med at hjælpe bedstefar og bedstemor med at drive det lille husmandssted. De var jo efterhånden kommet godt op i årene, så det kneb mere og mere med at klare bedriften. Det var også ham, der normalt malkede køerne, men bedstemor kunne godt endnu, når han en enkelt gang var taget i byen.
Om aftenen sad vi inde i den fine stue. Der var tændt op i kakkelovnen. Jeg havde selv hentet nogle brændestykker ude fra brændestabelen bagved. Hvad der blev talt om den aften erindrer jeg ikke, for jeg var godt træt efter den lange cykeltur og alle de indtryk jeg havde fået.. Jeg blev lagt i seng på et værelse, hvor der stod et par andre senge. Her skulle far og mor sove. Dynen, jeg fik over mig, var kolossal tung, og når man pillede lidt i den, kunne man hive nogle store fjer ud af den. Herinde var der heller ikke elektrisk lys, men mor skruede lyset fra petroleumslampen ned på det laveste blus, til de kom i seng.
Jeg vågnede næste morgen ved at hanen galede, og jeg hørte lyde nede fra stalden. Jeg kunne fornemme at en ny og spændende dag var begyndt. Jeg sneg mig op, for min far og mor sov endnu. Nede i køkkenet stod min bedstemor og rodede ved komfuret. Hun havde taget ringene af, og var i færd med at smide flere tørv på, mens ilden slikkede op ad armene på hende. Hun kunne godt se på mig, at jeg gerne ville ud og opleve så meget som muligt, når jeg nu var kommet på besøg på sådan et lille husmandssted. Så hun spurgte om jeg ville med på mejeriet.
Hestene var spændt for vognen, og min farbror skulle lige til at køre af sted med den store mælkevogn. Så trillede vi derud ad. Af og til holdt vi ved en gård og læssede nogle mælkejunger op. De var tunge. Jeg prøvede at løfte én af dem, men kunne ikke løfte den fra jorden." Der skal sådan et bestemt tav til", sagde min farbror og svingede dem op som ingenting. Det var sjovt at køre med. Hjulene sagde så mærkeligt når vi kørte på de veje, der var asfalterede. Og når vi kørte på grusvejene, fulgte de store træhjul hver eneste ujævnhed, og vognen skrumplede frem og tilbage.
Nu var vognen næsten fuld af junger og vi nærmede os mejeriet. Det første vi så var den høje skorsten, hvor der væltede røg op foroven. Min farbror begyndte at slæbe jungerne hen til en vægt, hvor mælken blev vejet. Der gik nogle mennesker rundt med hvidt tøj på. Det var dem der lavede smør og ost. Min farbror sagde, at jeg godt måtte gå rundt og kigge lidt, bare jeg ikke gik i vejen og ikke rørte ved noget. Det var en spændende verden at komme ind i. Det første jeg så var en stor rød maskine. Det store svinghjul var meget højere end mig. Et stempel gik frem og tilbage i en sky af damp. Det var denne maskine, der ved hjælp af remme trak en masse pumper og fik kærnen til at køre rundt. Ved siden af stod kølemaskinen, den blev også trukket af dampmaskinen. Der var en larm så man næsten ikke kunne høre, hvad man selv sagde. Men ud af al den larm, blev der både lavet ost og smør på det lille mejeri.
Vi kørte samme tur hjemad. Nu læssede min farbror jungerne af igen. Nu var de bare fulde af syrnetmælk og kærnemælk i stedet for. Og der var nogle af jungerne, der var fulde af valle. Det var et spildprodukt fra ostefremstillingen, fortalte min farbror mig. Da vi kom hjem var vognen tom igen, og den blev stillet på plads, så den kunne køre næste dag igen.
Hen under aften sagde vi farvel til det lille husmandssted. De stod alle og vinkede til os, så længe de kunne se os. Vi havde en lang vej hjem, men vi havde så meget at snakke om, så turen gik hurtigt hjem.
Jeg besøgte mine bedsteforældre mange gange i årene derefter. Men det var det første møde jeg erindrer bedst.
Bedstefar døde kort tid efter, og min farbror overtog hans arbejde på det lille husmandssted. Jeg erindrer engang jeg kom på besøg. Min farbror stod og holdt én af køerne. Der var tårer i hans øjne, han havde lige opdaget, at den havde mund- og klovesyge. Mange andre køer rundt om havde også fået den frygtede sygdom, der i perioder florerede på det tidspunkt. Jeg tror min farbror led lige så meget som den arme ko.
Min bedstemor blev ældre og ældre for hvert år, der gik. Hun var nu på alderdomshjem. Jeg husker, vi besøgte hende kort tid før, hun fyldte hundrede år. Hun sad der i sin stol. Lille og rynket. Stadig iført sit sorte tøj, og en masse puder var stablet op omkring hende. Hun rakte os en vindtør hånd, der ikke var mange kræfter i mere. Det gamle ur, der engang forskrækkede mig, hang på væggen. Men det gik ikke mere.
Bedstemor døde kort tid efter hun fyldte hundrede år. Vi kørte forbi det gamle husmandssted, hvor hun havde levet så mange år. Det så meget forfaldent ud. Der var ikke blevet kalket i mange år og malingen var skallet af. En gammel harve lå oppe på stråtaget for at forhindre de sidste rester i at blæse ned.
Der boede ikke nogen der mere.
Nogle år senere kørte vi forbi i vores bil. Der hvor det gamle husmandssted havde ligget, var der ikke mere tilbage. Og da jeg tænkte mig om, kom jeg i tanker om, at vejen netop slog en bue her, hvor det havde ligget. Den nye asfalterede vej gik lige hen over det sted hvor det gamle husmandssted havde ligget.
Og der hvor mejeriet havde fremstillet alle sine produkter, så der også øde ud. Den høje skorsten var revet ned og et " TIL SALG" skilt stod ude ved vejen.
