BRUGER  
  Log ind  
  Registrer  
  Medlemmer  

<< Fortitech er nu sat til salg   |   Hjem   |   Niløse Idrætsdag >>

Alternativ

Alternativ messe. Alternativ behandling. Alternativ medicin.
Jeg kan godt huske da jeg og min kone gennem en postordrebog købte
HELSEMIDLET SUPER Q 10,
og hvad der kom ud af det

MERE...

”Du sidder også altid der og hænger. Hvorfor foretager du dig ikke noget.”
Erna så vredt over på sin mand, der sad som en slatten klud i stolen over for hende. Siden han var kommet af med sit kørekort på den nedværdigende måde, havde han bare siddet der i sin lænestol og stirret tomt ud i luften.
Knud Erik skuttede sig, og sank endnu mere sammen i lænestolens beskyttende favntag. Hvad skulle han give sig til. Det var som om al energien havde forladt ham. Og siden han mistede sit kørekort, var der ikke meget tilbage, der interesserede ham. Det var måske også lidt Ernas skyld, at han helt havde opgivet at foretage sig noget. Hun var i vigør hele tiden. Hun vimsede om og gjorde rent og vandede blomster og plantede blomster ud. Cyklede i byen og snakkede med veninder. Jo, hun havde nok at gøre. Knud Erik kunne sidde og blive helt træt af at se på al den spildte energi.
”Jeg sender altså bud efter doktoren til dig, hvis du ikke snart vågner lidt op.” Erna så op fra den postordrekatalog hun bladrede ihærdigt i.
Knud Erik var ligeglad, bare han fik fred.
”Nu skal du se noget interessant,” kvidrede hun, mens hun smed postordrebogen over til ham. Knud Erik kunne ikke se noget interessant ved den bog. Men han havde heller ikke sine læsebriller på, og han gad ikke gå ned i den anden ende af stuen og hente dem. Så Erna tog bogen og læste. ”Der er et firma her, der sender de her Q 10, som du har hørt så meget om, helt gratis til os. Og er vi en lille smule trætte deltager vi i et forsøg, og de garanterer, at vi får vores gamle energi igen.” Erna så helt oplivet ud ved tanken, men det var jo heller ikke hende, der trængte til at få mere energi.
Knud Erik så ikke spor interesseret ud, men han fik dog sagt, at tro kan flytte bjerge, men han måtte da indrømme, at han kendte mange, der tog en Q10 hver dag, og så raske og rørige ud. Men det gjorde de vel alligevel. De havde vel deres medfødte energi i behold, og behøvede ikke et middel til at sætte skub i dem.
”Hvis de ikke koster noget, kan du da godt skrive til firmaet,” Og det lod Erna sig ikke sige to gange, og med sin sædvanlige energi cyklede hun ind på posthuset samme dag. Og allerede et par dage efter modtog de en flot lille pakke med det vidunderlige tryllemiddel, som kunne bringe Knud Eriks sædvanlige energi tilbage igen. Alt var gratis. Både forsendelsen og de 31 gule kapsler, der lå i en lille æske og så indbydende ud.
Knud Erik tog med det samme én af kapslerne og skyllede den ned med en halv liter vand. Så satte han sig ned i sin lænestol og ventede på, at den begyndte at virke. Næste dag sagde han til Erna, at han ville skylle kapslen ned med en halv pilsner, og så drikke resten af øllet bagefter. Men det eneste han opnåede ved det, var at gøre Erna godt sur. For hun sagde til ham, at hvis han ville blive ved med at leve på den måde, var hun da ligeglad med om han sad og surmulede i sin lænestol, og ventede på at energien skulle komme tilbage. For nu tog hun én af kapslerne, og hun kunne allerede mærke, at de hjalp hende. Og det måtte Knud Erik give hende ret i, for hun vimsede endnu mere om den dag og bagte og lavede mad og passede blomster og cyklede i byen.
Om aftenen, da de skulle i seng, sagde Erna til ham, at hun havde lagt en ekstra Q 10 til ham ude på hylden i badeværelset
Erna var gået i seng. Nej, det passer ikke helt for i Knud Eriks øjne var hun sprunget eller hoppet i seng som en gaselle på 21 år.
Nu stod han selv ude på badeværelset og følte sig så træt så træt, at han næsten ikke orkede at skrue hætten af tandpastaen og give tænderne en ordentlig omgang med tandbørsten. Han vidste, at hvis han ikke lugtede langt væk af tandpasta skulle han nok få at vide om han havde husket at børste sine tænder, som han havde lovet sin tandlæge for ikke at få paradentose. Jo, han syntes, at alle havde rottet sig sammen mod ham, da han slukkede lyset på badeværelset og trissede gennem stuen og ind til den brede ægteseng.
”Tog du den Q 10, som jeg har lagt frem til dig ude på hylden,” var Ernas første ord.
Af sted igen. Han gad ikke tænde lyset på badeværelset, men han fandt dog sin Q 10 og skyllede den ned med en halv liter vand.
Uh, hvordan var han dog også havnet i den ugidelige situation, hvor han skulle drive sig selv til alt, hvad han foretog sig. Og Erna, der lå inde i sengen så sprælsk og livlig som en ung pige.
Men nu kunne det være nok med den ugidelighed.
Nu skulle han dupere Erna, for hun ville så gerne se den ekstra super Q10 virkning. Og inden han var nået gennem stuen på sine trætte ben, havde han rettet sig op, og inden han nåede helt ind i soveværelset, løb han de sidste skridt, og med et hop stod han oppe i den brede ægteseng. Mens Erna forskrækket gispede. ”Men Knud Erik dog.”
Knud Erik mærkede Q10eren skvulpe i maven af al det vand. Men det gav ham den sidste lyst til at slå sig på brystkassen med sin ene hånd og udstøde de ville hanabers kampskrig, mens han med den anden hånd holdt godt fast i ledningen til lampen, der hang lige over Erna og lyste for dem under hele det mærkelige optrin.
Knud Erik følte sig som Tarzan, abernes konge. Han lignede også Tarzan, som han stod der i den brede dobbeltseng med Ernas øjne spærret op af angst og forskrækkelse. Sikke en virkning den Q10 havde. Hun nåede lige at tænke, at det var ærgerlig, at hun ikke selv havde snuppet en ekstra inden hun var hoppet i seng, da hun så Knud Erik foretage et elegant hop over i sin egen seng. Hun så også, at han glemte at dukke hovedet, så han ramlede mod loftsbjælken, så det gav genlyd i hele soveværelset. Ja, i hele huset, og Knud Erik faldt som en sæk kartofler ned ved siden af hende.
Der var ikke meget Tarzan i ham mere, da Erna stod og ruskede i ham i sin bare natkjole, og til sin forfærdelse så en bule vokse sig stor midt i panden. Men resolut som hun var, foer hun ud i køkkenet for at finde noget koldt at lægge på bulen, så hun kunne begrænse dens omfang mest muligt. I sin hast snuppede hun den største køkkenkniv, hun kunne finde. Det var selvfølgelig ikke meningen, hun ville skære i Knud Erik. Det var blot meningen, hun ville lægge bladets kolde stål på bulen, for at begrænse dens omfang. Men da Knud Erik så Erna stå der med den vældige køkkenkniv lige over sit ansigt, troede han i sin omtågede tilstand, at det var noget ganske andet hun ville, Så han gav et skrig fra sig, der fik de gamle hanabers kampskrig, som han havde udstødt for få minutter siden, til at ligne en kats mjaven.
”Men Knud Erik dog, jeg vil da kun hjælpe dig, så bulen ikke bliver alt for stor.” Erna tog forsigtig den store køkkenkniv og holdt på bulen, mens Knud Erik lå stille og jamrede sig, som mænd gør når de føler sig godt sårede. Det var dejligt, at blive puslet om, og det gjorde ikke ret ondt, selv om en enorm hovedpine bredte sig over hele hans forslåede hoved.
”Sikke en virkning den Q 10 havde,” kunne han ikke lade være med at hviske, men det fik Erna til at briste i gråd, så hun ikke kunne holde kniven rolig. ”Åh, du kunne da have slået dig ihjel, stakkels mand, de Q 10ere er alt for stærke for dig.”
For at få Erna til at holde op med at græde måtte Knud Erik pænt indrømme, at det kun var for sjov, at han spillede Tarzan i underbukser og sivsko, og han overhovedet ikke kunne mærke nogen virkning af den Q 10, han havde nede i maven, og som han kunne mærke skvulpe rundt i en halv liter vand.
Jo mere han fortalte, jo mere glad blev han. Og selv om han ikke kunne mærke nogen direkte virkning af det han havde i maven lå han alligevel og blev mere og mere glad. Og mens han lå der og holdt Erna i hånden kunne han mærke energien komme tilbage.
Han fik lyst til at stå op. Nej, det var ikke lysten der fik ham til at stå op. Det var nok den halve liter vand i hans mave, der gjorde det nødvendigt for ham at skynde sig ud på toilettet. Han kunne ikke lade være med at smile til sit eget spejlbillede, da han så den store bule midt i panden, der som en udvækst fik ham til at ligne en enhjørning fra et af de eventyr han tit fortalte sine børnebørn om før i tiden. Nu stod han midt i badeværelset og lignede sådan én. Han skar en grimasse, der fik ham til at se endnu mere grotesk ud.

Han skulle lige til at forlade badeværelset, da han til sin overraskelse så den lille kapsel, der var skyld i det hele. Den lå lige midt på hylden og strålede gul og indbydende i mod ham. Det var dog underligt. Så måtte Erna have lagt to Q 10 til ham. For at få sagen undersøgt til bunds kaldte han på Erna, der heldigvis ikke sov endnu. Hun kom tøffende på bare ben og kun med sin natkjole på. ”Hvad tænker naboerne ikke med al den uro her midt om natten,” bemærkede hun, mens hun så på uret, der viste toogtyvetredive.
”Det var da underligt med den Q 10, ” sagde hun undrende, og så på Knud Erik for at overbevise sig selv om, at han ikke drev spøgen videre og lavede sjov med hende. For hun var overbevist om, at hun kun havde lagt én kapsel til ham.
”Du har nok helt glemt at tage den og drukket alt det vand til ingen nytte,” sagde hun og rakte ud efter tandpastatuben, som Knud Erik havde ladet ligge og flyde uden at skrue hætten på.
Hun så sig forvirret om efter hætten, og selv om Knud Erik hjalp hende fandt de den ikke.Til sidst gik den fulde sandhed op for dem begge.
”Jamen Knud Erik dog, så er det jo slet ikke Q 10erens skyld, at du har fået din gamle energi igen.” Hun så medlidende på sin mand, der stod og holdt sig krampagtig om maven med begge hænder. Men det var mest for at maven ikke skulle hoppe for meget af det latteranfald, der helt var ved at slå benene væk under ham.
” Ja, hvis du vil have hætten til din tandpasta må du vente et par dage, mens den ligger nede i min mave og giver mig fornyet energi,” sagde Knud Erik og smed sig ned på gulvet og tog ti Q 10 armbøjninger, mens Erna stod måbende og så til.
Hun kunne næsten ikke genkende sin mand igen. For eftertiden ville hun nøjes med at give ham en halv Q 10 om dagen. Eller også ville hun skrive til firmaet og spørge om de ikke havde nogle mildere, der måske hed Q 5, for så meget energi havde Erna aldrig set i hele sit lange liv.


Indsendt af: Bent Kristiansen den 03/09 - 04 | 13:49 | Profil        

Kommentarer



Kontakt mig, når nogen svarer på dette indlæg?