Da jeg var dreng, boede der en gammel sømand oppe på et værelse i det hus, hvor jeg boede sammen med min lillebror og min mor.
Min bror og jeg gik tit op til den gamle sømand, for han var god til at fortælle. Så sad vi på sengen, og Peter Juhl, som den gamle sømand hed, sad i en gammel kurvestol. Af og til tog han en snus, men det var mest når han blev ivrig, så løb snusen ned over hagen på ham i et par sorte floder.
Fortæl om den gang du var i Amerika, Peter Juhl. Og Peter Juhl fortalte, så snusen løb og min bror og jeg sad og hørte på med store forfærdede øjne og ører der næsten blafrede.
”Har du også set indianere,” dristede min bror sig til at spørge. ”Om jeg har set indianere.” Peter Juhl smagte næsten på ordene. ”Ja, i massevis. Det var dengang jeg var med til at bygge jernbanen, og vi kom længere og længere ind i indianerland, hvor de havde levet i masser af år. Mange er de teltlejre jeg har set, og mange er de krigsdanse jeg har oplevet, for vi hvide mænd har ikke altid opført os lige pænt over for indianerne, så jeg kan godt forstå, hvis de somme tider gik amok og prøvede at stoppe bygningen af jernbanen, for det var ikke så meget indianerne vi gjorde noget. Men det var deres land vi tog. Vi byggede byer og ødelagde deres jagtmarker, så de ikke kunne få mad nok. Nogle gange flyttede de længere væk. Og nogle gange bestemte regeringen, at de skulle flyttes til nogle steder, som blev kaldt reservater. Her kunne de så leve i fred for den hvide mand.
En eftermiddag gik jeg fra mit arbejde ved jernbanen og ned i teltbyen, hvor nogle indianere boede. Jeg mener det var Ogalaer, altså en stamme der kaldte sig Ogalaer. Deres høvding hed Winnitou, det husker jeg lige så klart, for vi var blevet særdeles gode venner, selv om han var meget ældre end jeg på det tidspunkt. Han hilste mig med ordene: ”Vær hilset Old Scatterhand.” Indianerne siger alting på en mærkelig måde. Deres navne er tit noget de er gode til. For eksempel: Stangende Tyr. Letløbende Hjort. Siddende Tyr. Ja mange, mange andre navne. Og kvinderne. Altså de indianske kvinder og piger, hedder sådan noget som Månestråle og Smukke ansigt, der er mange flere endnu, som jeg ikke husker lige i øjeblikket. Mig kunne de lige så godt kalde Peter Juhl, men det gjorde de ikke. Fra det første møde med min ven Winnitou hed jeg altid Old Scatterhand.
Vi sad uden for teltet denne varme eftermiddag med korslagte ben og snakkede. I det fjerne kunne vi se jernbanen sno sig gennem landskabet som et tegn på, at hvide mennesker var på vej. Mod vest så vi en flok bisonokser græsse fredeligt. Jeg havde taget min kikkert med, og lod Winnitou se i det, mens jeg pegede mod de mægtige dyr, der blev endnu større i min kikkert. Han blev så bange, at han sprang op og sagde en masse på indiansk. Men jeg lo beroligende til ham, så det fik ham til at sætte sig igen, og se ud over prærien med sine brune vemodige øjne.
Denne eftermiddag fortalte Winnitou mig, at de havde fået besked fra regeringen om at flytte. Regeringen i Washington havde bestemt, at de skulle rejse til et reservat inden næste nymåne. Jeg blev ked af det på deres vegne, og spurgte om der ikke fandtes andre udveje. Men han rystede på sit indianerhoved så fjerene dansede. ”Jeg har skrevet et brev til Præsidenten, men det hjælper nok ikke. Han sagde bedrøvet farvel og gik ind i sin tipi. Og jeg gik tilbage til stationskontoret. Tre uger efter var de rejst. Alle femhundrede. De efterlod sig intet. Ikke et menneske kunne se at her havde der boet femhundrede mennesker. Eller femhundrede indianere.
Peter Juhl var holdt op med at fortælle. Han så på os to drenge med sine bedrøvede gamle øjne og sagde: ”Det er ikke helt sandt hvad jeg fortæller. For Letløbende Hjort kom ind på stationskontoret en tidlig morgen, og kaldte på mig og sagde. ”Jeg har et brev til dig Old Scatterhand fra vor store og mægtige høvding Winnitou. Han bad mig hilse og sige farvel.” Og ud af koften tog han det brev, der skulle være sendt til den amerikanske Præsident. Peter Juhl rejste sig, og i et lille skuffemøbel fandt han et brev, som han læste for min lillebror og mig, denne eftermiddag på hans lille værelse for så mange år siden.
Peter Juhl er for længst flyttet fra det værelse. Og jeg og min bror er for længst flyttet fra det hus, hvor jeg boede som dreng. Men det mærkeligste og sjoveste var, at da Peter Juhl flyttede, gav han mig brevet og sagde, at det skulle jeg passe godt på, for det var skrevet af en stor indianerhøvding i 1854. Og det var skrevet til den amerikanske Præsident, men aldrig sendt til ham.
I den mørkeste hjørne af skuffen fandt jeg brevet. Papiret var gulnet og skriften blegnet, så det var næsten umuligt at læse. Så jeg havde mit mas med at tyde; hvad der stod i det gamle gulnede brev fra en anden tidsregning.
Winnitous brev
TIL DEN AMERIKANSKE PRÆSIDENT.
Den store høvding i Washington har ladet hilse, at han ønsker at købe vort land. Den store høvding lover os også venskab og god vilje. Dette er venligt af ham, eftersom vi ved, at han i så ringe grad behøver vort venskab til gengæld. men vi vil overveje jeres tilbud. For hvis vi ikke sælger, så kommer den hvide mand måske med tordenkæppe og tager vort land.
Hvordan kan man købe himlen, jordens varme? Ideen er fremmed for os indianere. Hvis vi ikke ejer luftens friskhed og vandets glitren, hvordan kan det så købes? Hver eneste del af denne jord er hellig for mit folk. Hver eneste glinsende fyrrenål. Hver eneste sandstrand. Hvert eneste tågestrøg i de mørke skove, hver eneste lysning og hver eneste insekt på svirrende vinger er hellig i mit folks erindring og erfaring. Saften som strømmer i træerne er den røde mands erindringer.
Den hvide mand glemmer landet hvor de fødtes, når de forlader dette liv for at vandre blandt stjernerne. Vore døde glemmer aldrig denne skønne jord. For den er den røde mands mor. Vi er en del af jorden, og den er en del af os. De duftende blomster er vore søstre. Hjorten, hesten, den store ørn. De er vore brødre. Bjergkæderne, saften af græsset, ponyens kropsvarme og menneskets. Alt hører til i den samme familie. Så når den store høvding i Washington lader hilse, at han vil købe vort land, kræver han meget af os. Den store høvding lader hilse, at han vil reservere et sted for os, så vi kan leve i fred og ro for os selv. Han vil være som en far for os og vi hans børn.
Vi vil overveje jeres tilbud om at købe vort land. Men det vil ikke blive let. For dette land er helligt for os.
Dette glitrende vand som strømmer i bække og floder er ikke blot vand, men vore forfædres blod. Hvis vi sælger jord til jer, så må i huske, at den er hellig, og i må lære jeres børn, at den er hellig, og enhver gådefuld genspejling i søernes klare vand fortæller om begivenheder og erindringer i mit folks liv. Lydene fra vandets strømmen er min fars og mine forfædres stemmer.
Floderne er vore brødre, de slukker vor tørst. Floderne er vore kanoer og giver føde til vore børn. Hvis vi sælger vort land til jer, må i huske at lære jeres børn det.
Den røde mand er altid veget for den fremtrængende hvide mand, som tågen i bakkerne viger for morgensolen. Men vore fædres aske er hellig. Disse grave er hellig jord, ligesom disse bakker, disse træer, denne del af jorden er hellig for os. Vi ved at den hvide mand ikke forstår vore skikke. Et vist stykke jord er ikke mere værd end det ved siden af, for han er en fremmed som kommer om natten og tager fra jorden, hvad han behøver. Jorden er ikke hans bror, men hans fjende. Og når han har besejret den flytter han videre. Han efterlader sine fædres grave bag sig, men det rører ham ikke.
Vore skikke adskiller sig fra jeres skikke. Synet af jeres byer plager den røde mands øjne. Men det er måske fordi den røde mand er en vild og ikke forstår. Der findes ikke et roligt sted i den hvide mands byer. Intet sted hvor man kan høre knopperne springe ud om foråret, eller svirrende insektvinger. Men måske skyldes det, at jeg er en vild og ikke forstår. Hvad er livet værd, hvis man ikke kan høre natravnens skrig og frøer der kives rundt om en dam? Jeg er et rødt menneske og forstår ikke. Indianeren foretrækker den bløde lyd af vinden som rammer vandspejlets ansigt, og vindens egen lugt krydret med nåletræer.
Luften er dyrebar for den røde mand. For alle er vi fælles om den luft vi indånder. De vilde dyr, træerne, mennesket, alle ånder vi den samme luft. Så hvis vi sælger vort land til jer, må i pleje og bevare luften som en dyrebar ven, så vi stadig kan smage på vinden som forsødes af markblomsternes duft.
Vi vil overveje jeres tilbud om at købe vores land. Hvis vi går med til det, er det for at være sikre på det reservat, i har tilbudt os. Der kan vi måske få lov til at leve vore korte dage, som vi selv vil. Når det sidste røde menneske er forsvundet fra denne jord, og erindringen om os er blot en skygge af en sky, som bevæger sig over prærien, skal disse skove og strande endnu rumme mit folks sjæl. For mit folk elsker denne jord, som et nyfødt barn elsker sin mors hjerteslag.
Så hvis vi sælger vort land til jer, må i love at elske det som vi har gjort.
Vi bliver måske brødre engang når alt kommer til alt
Vi får vel se.
Det var det gamle gulnede brev jeg fik af Peter Juhl for mange år siden, og som en stor indianerhøvding ved navn Winnitou havde skrevet til den amerikanske præsident, men aldrig fået afleveret. Nu, så mange år efter kan vi måske drage nytte af de kloge ord. I hvert fald giver det os et godt indblik i indianske forhold for ca. ethundrede og fyrre år siden.
Der stod meget mere i brevet, men skriften var mange steder så udvisket, at jeg ikke kunne læse det hele, men jeg håber i får glæde af at være indianer her i år 2000, og se op mod himlen med alle dens stjerner, og dufte til markens blomster og se køerne tygge drøv på marken uden for.
Det gamle brev smuldrer helt, så jeg fejer stumperne sammen og smider dem i papirkurven.
( Historien er opbygget over ”Tale af Suquemish høvdingen Seattle” side 129 i Prærieindianernes religion.) Læs mere
