På det tidspunkt var min kone og jeg ikke særlig gode venner.
Så da jeg var på forretningsrejse i Nigeria i Afrika, tænkte jeg at jeg ville overraske hende med en gave. Det skulle være noget helt specielt. Ikke noget med sovenier som elfenbenssmykker eller forstøvet næsehornspulver fra et næsehorn. Nej, hendes gave skulle være noget særligt.
Så da jeg en sen aften var på restaurant nede ved havnen i Lagos, kom der en mand ind og solgte nogle små brogede hundehvalpe. Hvor var de søde med de flotteste små aftegninger. ” Helt tamme”, sagde manden og hev et lille ynkeligt væsen op af en kurv. Det kunne jeg ikke stå for. Sådant et lille pibende væsen måtte være en fin gave til min kone.
” Sådan en hundehvalp er lige noget for min kone”, sagde jeg mens jeg tog tegnebogen frem. Jeg så kun mandens glade ansigt. Jeg lod slet ikke mærke til at han så desorienteret ud. Men et stort sort smil bredte sig på hans ansigt, da han spurgte, om han skulle klippe halen af dyret. Nej, selvfølgelig skulle han da ikke klippe halen af min lille hundehvalp, så han nøjedes med at klippe den lidt ude i spidsen af halen, så den dusk der sad der blev klippet af. Jeg spurgte hvad hunderace det var, men det fik jeg aldrig svar på, for manden var forsvundet ud af den dør, han var kommet ind ad. Men lige meget. Den lignede mest en Sct. Bernhardshund, for den havde ligesom en lille manke af noget sort hår hen over ryggen.
På hotelværelset nogle timer senere barberede jeg manken af med min elektriske hårtrimmer. For jeg var kommet i tanker om, at min kone måske ikke kunne lide en Sct. Bernhardshund, for hun havde altid ønsket sig en Golden Retriever. Så det fik hun.
Nej, hvor blev hun glad for sin gave. Aldrig havde hun fået en lignende gave. For som hun sagde, var jeg aldrig særlig opfindsom, når jeg gav gaver. Og hun havde altid ønsket sig en Golden Retriever, sagde hun, mens hun gav mig et stort kys. Jeg havde håbet at hun havde sagt at hun hellere ville have en Sct. Bernhardshund. Men det gjorde hun ikke. Så det indebar at jeg hver morgen når jeg var færdig med at barbere mig måtte have fat i den elektriske hårtrimmer og give manken en omgang, så hun kunne blive i troen på at det var en Golden Retriever og ikke en Sct. Bernhardshund, hun havde fået.
Som bæstet voksede til, blev det større og større. Det er helt naturligt, for sådan gør små hundehvalpe. Mange mennesker er i tidens løb blevet forbavset over, hvor stor sådan en lille uldtot kan blive. Men min kone og jeg blev om end mere forbavsede over at sådan en Golden Retriever eller Sct. Bernhardshund kunne blive så stor. Jeg måtte forklare min kone, at det jo var en afrikansk afstamning, så de blev, om muligt, endnu større end vore hjemlige eksemplarer.
Nu ærgrer jeg mig over, at jeg ikke lod manden kupere halen på den, dengang den var et lille kræ. For nu, når vi sad og spiste morgenmad eller sad fredeligt ved kaffebordet, blev bordet ryddet på et øjeblik af bæstets kraftige hale. Bare et par enkelte vift med halen så dansede kopper og tallerkener hen over bordet.
Men jeg havde lagt mærke til, at det ikke var når den var i godt humør, den logrede med halen. Det var næsten altid når den var vred. Det var en væsentlig forskel fra den danske race og til den afrikanske. Det havde været meget bedre, hvis den logrede op og ned med halen i stedet for frem og tilbage.
Men sød og kærlig var den. Når min kone gik tur med den, havde hun den altid i snor. Vi havde købt en stærk hundesnor til den. Men selv om den var i snor gik vore venner og naboer altid over på det andet fortov når min kone gik tur med Molly, som vi havde valgt at kalde den. Vi vidste egentlig godt det var en hanhund, men vi syntes at Molly var sådant et sødt navn til den store godmodige hund.
Det var en god hund. Den gøede aldrig. Det meste den kunne var at spinde velbehagelig, når den var glad og knurre ildevarslende, når den ikke fik sin mad til tiden. Vi fandt i tidens løb ud af at den ikke var meget for sovs og kartofler. Men det dyre hundefoder med oksekød og andet kræs i spiste den med velbehag. En stor portion. Og når min kone stegte bøf gik der helt panik i den, hvis den ikke fik en humpel ren kød. Og det endda inden det blev stegt.
Vore katte forsvandt. Først det lille skravl til gråmis. Og et par dage efter var den store også væk. Jeg måtte fortælle min kone, at jeg ved en fejltagelse var kommet til at lukke døren op. Og vips var de ude. Jeg kan ellers ikke fordrage at lyve for min kone, men jeg turde ikke fortælle hende, hvad jeg troede, der var sket med vore to misser. De var nu ellers søde. Og jeg lovede da også min kone at efterlyse dem i lokalavisen.
For at min kone skulle tro at jeg stadig elsker hende, satte jeg en annonce i, hvor jeg lovede, at dem der fandt vore små kæledækker fik en findeløn på titusinde kroner. Jeg kunne sagtens tilbyde det store beløb, for jeg vidste at kattene ikke fandtes mere. Men min kone siger stadig til venner og bekendte at hun er gift med en god og kærlig mand, der elsker hende og sine dyr så højt, at han vil give titusinde kroner for at se sin kone glad igen.
Jo, for tiden er min kone og jeg gode venner og det er Mollys skyld. For selv om jeg har bøvlet med at trimme manken og klippe dusken ude i halespidsen, er det besværet værd. For min kone tror stadig, hun har en Golden Retriever og ikke en glubsk Sct Bernhardshund til kæledyr. Som sagt. På det tidspunkt var min kone og jeg gode venner. Jeg havde jo også lige sat titusinde kroner på spil, for at få vore katte igen så det manglede da bare andet.
En aften jeg kom lidt sent hjem, var min kone borte. Hun burde ligge i sin seng på det sene tidspunkt. Men nej. Hun lå ikke i sengen. Men det gjorde Molly. Den lå og bredte sig ud over begge senge. Mellem poterne holdt den én af min kones sko. Én af de røde, som min kone altid går i. Den var helt sæbet ind i savl, for Molly var travlt optaget af at gnaske den i småstykker. Den bøvsede velbehagelig da den så mig. Turde jeg gå ind til den ?. Men den så mæt og veltilpas ud. Så jeg listede hen og kløede den bag øret, mens jeg sagde ”. God hund”. Jeg turde ikke spørge , hvor mor var henne. Men jeg havde mine bange anelser. Nu fortrød jeg, at jeg ikke havde indrømmet at det var en Sct. Bernhardshund og ikke en skikkelig Golden Retriever, for så havde vi nok skilt os af med dyret for lang tid siden.
Men nu var det for sent. Uigenkaldelig for sent.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle. Gå i seng turde jeg ikke, for Molly bredte sig over begge senge. Og turde jeg egentlig være i samme rum som dyret ? Jeg mærkede nakkehårene rejse sig, så forskrækket blev jeg, da den fulde sandhed gik op for mig. Tænk sig hvis bæstet blev sulten igen. Jeg listede ned i stuen og tog telefonen og drejede 112 og den flinke betjent lovede at sende en patruljevogn med det samme.
Jeg satte mig ned, for benene rystede sådan under mig, at jeg måtte sidde ned og tænke situationen rigtig igennem. Hvad ville betjentene ikke sige, når jeg blev nødt til at indrømme, at jeg havde narret min kone til at tro, at hun havde en skikkelig Golden Retriever til kæledyr i stedet for en blodtørstig Sct. Bernhardshund. Men nu er det for sent. Men jeg er ligeglad, bare jeg ikke kommer i fængsel.
Lidt efter hørte jeg døren smække og en glad stemme sagde: ” Hej, er du kommet hjem skat”. Og der stod min kone lyslevende. Hun havde været nede og trække en pakke cigaretter i automaten. Jeg havde tårer i øjnene, da jeg omfavnede hende. Og nu gik jeg til bekendelse og fortalte hende at jeg havde narret hende med Molly. Jeg indrømmede at den sikkert var en Sct. Bernhardshund og ikke en skikkelig Golden Retriever. Jeg fortalte, at jeg hver dag havde trimmet manken og klippet den lidt ude i halespidsen, for at hun ikke skulle opdage mit bedrageri. Mens vi sad og holdt om hinanden, blev vi enige om at det nok var bedst vi afleverede Molly i en hundekennel.
Da politiet dukkede op undskyldte vi mange gange og sagde at vi var blevet enige om at aflevere vores Sct. Bernhardshund i en hundekennel, for den var blevet lidt for stor, og vi havde altid ønsket os en lille sød Golden Retriever.
De to bøse betjente sagde at Molly mere hørte til i en zoologisk have. Men de sagde det først efter de havde smækket døren efter sig.
Molly kom i zoologisk have. Tænke sig en hund i et løvebur. Men den befandt sig godt, når vi besøgte den. Jeg har før hørt om en hund i et spil kegler. Men en hund mellem vilde løver, det havde jeg aldrig troet kunne lade sig gøre. Men selvfølgelig. Molly var en hel speciel Sct Bernhardshund. Men det var nok fordi jeg købte den i Afrika at det kunne lade sig gøre.
