BRUGER  
  Log ind  
  Registrer  
  Medlemmer  

<< Anker Jørgensen på besøg   |   Hjem   |   Foredrag og lysbilleder om gadebørn >>

Musen

image

Kære Susanne
Efter at have været ude på skolen i formiddag kan du sikkert forstå, at jeg bliver nødt til at skrive et brev til den censor jeg havde til min prøveopgave i Tekstbehandling på edb kursusset


ANGÅENDE :   Mine kvaler med musen !!!

MERE...

Gode censor.
Jeg skriver til Dem for at få Dem til at se på min prøveopgave i Tekstbehandling med mildere øjne. Sagen er den, at jeg under prøven havde de forfærdeligste kvaler med min mus. Mise`ren er ikke Deres eller skolens skyld, men helt og kun min egen. Jeg burde have været mere opmærksom, så var det nok ikke sket.

At det også skulle ske lige netop i dag, hvor vi er samlet i klasseværelset for at vise, hvad vi har lært det halve år vi har gået her. Kurset har været godt og computerne er vi også fortrolige med. Og alle fremmedord som Internet,  Filer, Rediger, Formate`r, office, chatter. Ja, det sidste ord ville jeg nok stave som kat i gamle dage før EDB kurset, og den kunne jeg måske også have haft brug for.

Jeg spørger : "Er sandheden nemmere at forstå når den er krydret med fremmedord eller er den blot lettere at skjule." Men jeg ved at jeg ikke fik meget ud af den eksamen. Men det er nok den dumme mus, der er skyld i det.

Ja, jeg blev så hidsig og gal på den dumme mus, at jeg nær havde klasket den mod væggen eller smidt den ud ad vinduet. Men for ikke at forstyrre de andre prøvedeltagere slog jeg koldt vand i blodet og prøvede at liste den ned i min taske. Jeg kalder musen for Arkibald, selv om jeg godt ved, at den er af hunkøn og kan formere sig.

Ja, hvad ville Arkibald  også i vores skolestue netop i dag, hvor vi er til prøve i tekstbehandling. Jeg skylder at fortælle at Arkibald er én af min datters hvide mus. Jeg opdagede den først da jeg var godt i gang med opgaven.

Da jeg lukkede tasken op for at finde min diskette så jeg den for første gang. Den sad og gnavede i mine bøger. Vi har ikke kunnet finde den i lang tid og så dukker den op her til prøven i tekstbehandling, og er dobbelt så tyk som den plejer at være. Den skal helt sikkert have unger, for den havde ligesom lavet en lille rede i bunden af tasken.

Jeg lynede forsigtig lynlåsen sammen og sagde til mig selv." Nu er du spærret inde." Jeg skrev næste afsnit, og havde egentlig glemt den dumme mus, da jeg til min forfærdelse mærkede noget der løb op ad mit ene ben. Da jeg så ned kunne jeg intet se, så Arkibald måtte være på vej op ad mit ben på den indvendige side af bukserne. Jeg skyndte mig at spænde livremmen et par takker ind for at begrænse dens område mest muligt. Jeg holdt op med at skrive. Som De kan tænke Dem er det ikke let at koncentrere sig med Arkibald oppe i varmen.   Skulle jeg klemme til ? Nej, det kunne jeg ikke få mig selv til, for jeg har kendt den temmelig længe, og hvad vil min datter ikke sige.

Jeg så mig om for at se om nogen havde set det mærkelige dilemma jeg var havnet i, men det eneste jeg så var en masse elever, der sad fastklinet til deres computere. Hvad ville der ske, hvis Arkibald gnavede hul i mine bukser og stak hovedet ud. Jeg kunne mærke hvor travlt den havde. Den var nok ved at bygge rede oppe i varmen til et nyt kuld unger.

Som De nok kan forstå var jeg gået helt i stå med opgaven. Jeg kunne ikke koncentrere mig om andet end den dumme mus.
Pludselig fik jeg en god ide. Jeg mindedes min soldatertid, hvor vi røg en fjende ud med et gasangreb. Jeg så mig om, men alle havde travlt , så jeg lettede mig lidt og slap en smule ubehagelig luft ud. Arkibald blev stille. Og lidt efter mærkede jeg noget der løb ned ad mit ene ben. Nede ved buksebenet ved min venstre sko kom Arkibald til syne og satte sig på bagbenene. Og minsandten om ikke den holdt sig for næsen, som om den bebrejdede mig mit gasangreb.

Jeg var heldig, at den smuttede op i tasken igen og ikke foretog en ekspeditionsrunde hen over gulvet.  Som censor nok kan se, burde der ses med lidt milde øjne på mine karakterer på grund af den dumme mus. Den har jo ikke generet andre af eleverne ved sin uheldige tilstedeværelse.

PS.  Arkibald har fået fire små søde lyserøde unger, som jeg har lovet min datter at hjælpe med at sælge. Så hvis du er interesseret i at få et par søde små mus, kan du købe dem billigt af mig

Med venlig hilsen
BENT  KRISTIANSEN
DIANALUNDVEJ  6
4293  DIANALUND


TLF  58 26 02 42


Indsendt af: Bent Kristiansen den 24/09 - 04 | 13:42 | Profil        

Kommentarer



Kontakt mig, når nogen svarer på dette indlæg?