Efter at være blevet alene i vores store hus, har jeg tit set ham. Manden i spejlet. Det er ikke mig, for sådan ser jeg ikke ud. Den jeg ser i spejlet i entreen er ikke mig. Jeg ser en fremmed med små blodskudte øjne. Tøjet hænger i laser. En stor fedtplet på det ene bukseben. Skjorten er snusket. De daggamle skægstubbe dækker hagen og dækker samtidig fugerne på de indfaldne kinder.
Det hjælper lidt på spejlbilledet når jeg en enkelt gang får besøg af hjemmehjælpen. Hun sørger for et par rene bukser og en ren skjorte. Og når hun tager barbermaskinen frem og viser mig hvordan, er det igen et pænt billede af manden i spejlet.
Inde i stuen er jeg helt alene. Her er der ingen der ser mig. Og ingen der hører mig skrige. Så går jeg igen ud i entreen. Ud til min ven. Jeg sidder på min stol og vi fører lange samtaler.
Inde i soveværelset er han der igen.
Jeg løfter min knyttede hånd mod ham og hamrer hånden ind mod hans modbydelige fjæs. Blodet drypper fra min forslåede hånd. Jeg går igen ud i entreen og ser min fjende inde i spejlet. Jeg ser ind i hans blodskudte øjne. Med den anden hånd hamrer jeg ind i hans fordrejede ansigt. Jeg stirrer forstenet på mine sårede hænder, mens jeg tørrer blodet af på mine bukser.
”Der fik jeg dig, dit beskidte svin.”
Nu er jeg igen alene i huset.
Jeg hører hjemmehjælpen låse døren op. ”Ring efter politiet,” stønner jeg, ”jeg har slået et menneske ihjel.”
Her i fængslet, har jeg det godt.
Har fået en seng at sove i med rent sengelinned. Mit værelse skinner rent og nyvasket. Jeg bliver puslet om af kvindelige fængselsbetjente, der sørger for, at jeg får mad og kaffe sammen med de andre indsatte. Bad hver morgen, og nu kan jeg se mig selv i spejlet uden at blive helt konfus. For nu kan jeg kende mig selv i renvasket skjorte. Nybarberet. Og resten af håret pænt tilbagestrøget af en venlig fængselsbetjent.
