I søndags kørte busserne igen på en tur UD I DET BLÅ fra Nyvang. Det var en spændende tur nogle af vi kåde pangsjonister oplevede
I skal have mine oplevelser fra busturen for fem år siden:
Vi kåde pangsjonister blev inviteret til at deltage på en heldagsbustur, som NYVANG ville give sine frivillige medarbejdere som en tak for en god sæson.
Det var herligt at vi kom i betragtning, så jeg startede bilen søndag morgen og efter en halv times køretur befandt jeg mig på den lidt kølige efterårsdag på parkeringspladsen på Nyvang. En masse mennesker var allerede ankommet og snart dukkede Elly, Bente, Anna og Harry op.
Så kunne vi godt starte, så vi 90 mennesker myldrede ind i de to busser. Vi var enige om at vi ville med den højeste af busserne, for at få det bedste udsyn.
Den flinke guide bød os velkommen med en gammel dansk, som vi drak med velbehag. Ja, jeg drak min med en form for afsky, for jeg har et helt speciel forhold til GAMMEL DANSK. Bare jeg tager en lille mundfuld føler jeg mig i en anden verden:
Vi kørte derud ad med hundrede kilometer i timen. På begge sider af vejen så vi trætte og udasede mænd og kvinder, der var travlt beskæftigede med høstarbejde. Mændene gik foran og slog de stive strå af med en le og kvinderne gik bagefter og bandt negene sammen, og nogle store børn rejste negene og satte dem i hove, så de kunne tørre i den sene efterårssol. En enkelt selvbinder så vi som en skygge mellem to bakker med tre stærke heste for. ” Det er så moderne", hviskede min sidemand
Guiden fortalte, at vi skulle ind på AMAGERMUSEET i St, Magleby. Det passede mig fint at vi kunne blive i fortiden. Så da vi holdt ved museet, var jeg lige i hopla til at se og høre om gamle dage, hvordan de hollandske bønder kom her til Danmark i 1521, og beholdt deres kultur og skikke helt op til vor tid.
To søde amagerpiger modtog os og fortalte vidt og bredt om deres museum .Ja, hvorfra jeg ved de var amagerpiger. Jo, de havde taget nogle gamle amagerdragter på for at ligne de hollandske indvandrere fra den gang. De fortalte godt, så det var let at sætte sig ind i, hvordan de levede dengang
Men jeg syntes vi var alt for mange turister derovre. Det var som om vi alle 90 skulle være i cafeen og butikken og i stuerne. Så jeg så mit snit til at liste mig ud af bagdøren og hen til den anden gård, der vist nok hedder NORDGÅRDEN , her var der ingen turister:
Da jeg gik gennem porten, så jeg en skikkelse stå med ryggen til. Da hun vendte sig om så jeg det var en helt ung pige, der gik og samlede æg. Hun gik helt hen til mig , tog mig i hånden og nejede dybt. ” Ottomine ”,sagde hun. Kurven med æggene beholdt hun under armen.. Jeg så beundrende på den dragt, hun havde på. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at de her på museet gør meget for deres gæster, for Ottomine lignede præcis et menneske fra en anden tidsalder ” Min dragt har jeg på, for det er jo søndag i dag, og jeg kommer lige fra kirken, hvor jeg har hørt pather Rufus prædike. Om lidt går jeg ind og skifter”.
Jeg så forundret på hende. Det var vel nok en kustode, der levede sig ind i fortiden. Hun tog mig i hånden og bad mig følge med. I hestestalden knipsede hun med fingrene, og vips stod der to brune heste med seletøj og slog sig i tøjret. Hun knipsede igen og væk var de. Gemt under fortidens mørke. Vi gik videre. Hun knipsede med fingrene. Og der i vaskehallen stod zinkbaljer og kogekar fyldt med kogende vand, og en lystig ild brændte i gruekedlen, så dampen slog op mod kvinden, der stod og hev det dampende tøj op og ned. På en briks lidt derfra hørte vi den dunkende lyd af et maglebræt, der blidt men bestemt blev slået mod tøjet.
Da Ottomine så jeg tog fotografiapparatet ned fra skulderen for at tage et billede af sceneriet, rystede hun på hovedet og knipsede med fingeren igen, og langsomt fortonede panoramaet sig og efterlod sig kun nogle tomme vaskebaljer og en rusten gruekedel
Jeg skævede til hende. Der gik hun i sine fine søndagsklæder med en kurv æg under armen. Var hun hønsepige ??? Vi gik forbi hønsehuset igen.og hørte hanen gale og hønsene kagle, og jeg kunne ikke lade være med at spørge hende.” Ottomine”sagde jeg, ” er det ikke bedst du knipser hønsene væk igen”. Men da sagde hun at fortid og nutid godt kan mødes.
Fra gårdspladsen gik vi ind i stuebygningen. Der var ikke en sjæl at se. Hun sagde at herskabet var på besøg hos præsten efter kirketid. Hun satte kurven med æggene på køkkenbordet og sagde: ” Jeg må hellere skifte til min hverdagsklædning”. Begyndte at løse båndene op og tog kysen af hovedet. Rullede det hele pænt sammen og lagde bylten ind under sengen. Inden jeg kunne forhindre det slog hun olmerdunsdynen tilside og sprang op i sengen, så musene pibbede forundrede i halmen i bunden af sengen. Der lå hun i den store himmelseng mellem de hjemmevævede lagner ”. Jeg er træt. Jeg vil hvile mig lidt i herskabets seng, ” sagde hun.
Det var nok fordi jeg var der, at hun turde. Sådan en fattig hønsepige burde ikke ligge i herskabets seng, når de ikke var hjemme. Jeg sagde til mig selv, at det ville jeg have et billede af, men Ottomine sagde vredt, at man ikke kunne blande fortid og nutid på den måde.
Jeg ved ikke hvad det ville være endt med, men pludselig hørte vi hestetramp og vognrumlen ude på de toppede brosten på gårdspladsen . Hende ud af sengen i en fart. Snuppede kurven med æg og sprang ind i udstillingskabet med de fine amagerdragte. Jeg blev så forfjamsket, at jeg sprang efter hende. Der stod vi i skabet. Til min forfærdelse opdagede jeg, at skabet var af glas, så herskabet let kunne se ind til os, der stod derinde. Ottomine skilte sig ikke ret meget ud fra de andre, bortset fra at hun stod i den bare særk og de andre var iført deres pæneste højtidstøj. Det var godt hun var så åndsnærværende, at snuppe kurven med æggene med ind i skabet. Så kunne hun godt gå for at være hønsepige.
Det var meget værre med mig. Jeg skilte mig frygtelig ud fra de andre. Der stod jeg. Godt nok i mine nye bukser købt i Regent og med min gråblå vindjakke på. Jeg lignede mest af alt en mand fra nutiden og ikke én fra fortidens glemte land. Her stod jeg som en fremmed, i en fremmed verden. Men jeg stod stille. Helt stille.
Vi kunne heldigvis se ud, og se hvad herskabet havde travlt med. Han sad på sin stol og var ved at snøre sine støvler op, og fruen havde travlt med sit. Heldigvis var de så optaget af deres, at de ikke så hen mod udstillingskabet. Ikke endnu i hver fald. Jeg var så bange, at jeg holdt vejret. Jeg skævede over til Ottomine. Hun rystede over hele kroppen så skabet dirrede. Da jeg bagefter spurgte om hun var bange, sagde hun nej. Det var af grin hun rystede, sagde hun. For hun kunne godt se, at jeg skilte mig totalt ud fra de andre, der stod i skabet.
Jeg ved ikke om det var spændingen eller om det var den Gamle Dansk, der endnu havde indflydelse på min mave .Men jeg begyndte at hikke.Et vældigt hik kom fra mellemgulvet og ud ad munden med en høj lyd, som gav genlyd i skabet, og ca. hvert 5 sekund kom der en tilsvarende lyd. Der var intet at gøre. Jo mere jeg prøvede at stoppe min maves reaktion, jo højere blev hikkene.
Som på tælling holdt herskabet op med deres sysler og stirrede forstenet hen på os i udstillingsskabet. Og som på tælling sprang de op og ud ad døren. Vi så dem aldrig mere. Til deres dages ende vil de sikkert mindes Oehlenslæger dengang han skrev sit digt om guldhornene : Det hikker og spøger i gamle ---- Det havde de selv oplevet !!!
Men Ottomine og jeg havde travlt. Os ud af skabet og ind under sengen, så hun kunne få sin søndagsklædning på igen. Men vi måtte åbenbart have fået skubbet bylten lidt ind, for jeg måtte have fat i spadserestokken for at rage den ud. I kampens hede fik jeg væltet potten så noget af den brune væske, der stod i bunden, løb hen over det hvidskurede gulv og forsvandt ned i revnerne. Sikke en redelighed Jeg fik dog spiddet én af de store krabater, der havde taget bolig under sengen . Men endelig fik vi fat i tøjet.
Overstadig som jeg var gav jeg Ottomine et klask bagi. Men det skulle jeg aldrig have gjort, for hun himlede op om, at hun var en ærbar hollandsk pige, og for at give sine ord mere vægt tog hun pispotten og knaldede mig sådan én oven i kalotten, at jeg så sol og måne og elleve stjerner. Og potten gik i tre stykker og de sidste dråber fløj gennem luften og havnede som fregner på Ottomines vrede ansigt. Jeg undskyldte mig med, at jeg kun ville se om hun var nulevende og ikke en kvinde fra fortidens glemte land. Hun svarede, at hun var en ærbar kvinde selv om hun kun var hønsepige, og det nok kun var i vore dage vi kaldte det sexchikane. Hurtigt tog hun sit tøj på, og da hun så sig selv og sin brunplettede ansigt i spejlet, blev vi i et latteranfald gode venner igen.
Jeg hørte nogen ved døren. Det var Bente og Elly. Da jeg vendte mig om så jeg Ottomine i fuld fart hen over de toppede brosten. Kurven med æggene havde hun under armen. Som en skygge forsvandt hun ud gennem porten. De to fra de kåde pangsjonister fortalte, at de var gået rundt og set en masse gamle og interessante ting fra fortiden. Jeg skulle nok tie stille. Men da vi sammen gik forbi hønsehuset kunne jeg ikke lade være med at knipse med fingrene , som jeg havde set Ottomine gøre, men lige meget hvor meget jeg end knipsede. Hønsene ville ikke forsvinde.
Det var ved at være tid, at bussen skulle køre. Men jeg skyndte mig ind til de to Amagerpiger og spurgte om de kendte Ottomine. Jeg så godt de så lidt forskrækkede ud, men de rystede begge på hovedet, og bedyrede, at de ikke kendte nogen af det navn.
Vi fik en øl ved bussen. Jeg gik hen til den store jernlåge, der førte ind på flyvepladsen, hvor der ca, hver tredje minut lettede en stor pasagermaskine. Sikke en larm. Det var ikke let at vænne sig til fremtiden, når man lige havde været så mange år tilbage i tiden. Stille sagde jeg til mig selv:
” Skål Ottomine, kan du også høre flyvemaskinerne ??
Vi forlod AMAGERMUSEET og dermed også fortiden og kørte fra St. Magleby mod Dragør.
Vi foretog lige en byrundtur i den flotte gamle by for at køre ud til Dragør Badehotel eller Strandhotel, som den hvist hedder. Men lige meget med det. Det var her vi skulle spise vores frokost. Vi kom ind i et stort lyst lokale, og snart var vi alle 90 bænket ved nogle lange borde. Efter at have sunget ” Jeg bærer med smil min byrde” tog vi fat på det store kolde bord med sild og snaps og andre gode ting. Vi, de kåde pangsjonister, sad ved det sidste bord og snakkede og fortalte og spiste og drak og kiggede ud ad vinduet og så den nye bro over Øresund.
Vi kørte i vores bus et kort øjeblik og holdt så igen ved Øresundsbroens Udstillingslokale. Sikke en omvæltning på de få timer, hvor vi først var langt tilbage i tiden og nu befinder vi os i dette fremtids vidunder af en moderne udstillingslokale. Selve udstillingen vil jeg ikke beskrive, men der var meget at se på og et besøg værd. Men vi var kaffetørstige og et kvarter over tre blev der severet kaffe og kage på Kastrup Strandpark, hvor vi kunne sidde og se ud over brobyggeriet fra første sal. Sikke en udsigt og solen skinnede så vi kunne se langt.
I det fjerne så vi den store kran Svanen, som vist er verdens største og som først hjalp til på Storebælt med at sætte brodragerne på plads og som nu er flyttet til Øresund. Det var Harry der vidste en hel masse om den kran. Men da jeg spurgte ham om hvad motorkraft sådan en krabat har, blev han mig svar skyldig. Men jeg var blevet nysgerrig så efter kaffen gik jeg en tur ned på havnen i Dragør. Det kunne da være der var nogle der vidste noget om det :
Jeg gik lidt uden for havneområdet og på en bænk sad der to ældre mænd. Det var tydeligt at se, at det var to forhenværende sømænd. De så meget vejrbidte ud som de sad der på bænken. Jeg tror de sad og drømte sig tilbage til deres tid på de store have. Jeg kunne ikke lide at forstyrre dem i deres tanker. Men jeg var nysgerrig så jeg sagde pænt goddag. Den ene vendte sig mod mig og nikkede.
Nu syntes jeg vi havde kontakt med hinanden. Jeg fortalte at vi sad oppe i restaurationen og da vi så SVANEN langt ude blev vi nysgerrige efter at vide hvad motorkraft sådan en krabat har. Det fik én af mændene til at udbryde : ” Ja, det nymodens skidt”. Han vendte skråen i munden og sendte en fed stråle tobakssovs ud på jorden. Det fik mig til at gå om i læsiden. ” Nej, det var ikke som da Børge og jeg var på søen, det var en hel anden tidsalder. Da var der træskibe og jernmænd , men nu er det jernskibe og træmænd. Og så bygger de oven i købet en bro” .
Han så helt forarget ud. Jeg tror nok de gamle søulke kunne fortælle mange historier fra den gang, de var på søen. Men det var ikke det jeg var interesseret i lige nu. Jeg spurgte én gang til om de kendte noget til motorkraften på SVANEN
Det fik ham, som jeg troede hed Børge til at se meget eftertænksom ud. Han kløede sig i nakken og vendte skråen i munden og fik mig til at føle, at det var godt jeg var gået over i læsiden. ” Ja, jeg kan da godt forstå du ikke kan finde noget af det i bøgerne. For det står ingen steder. For det er edermame noget de ikke er særlig stolte af. Jeg kan fortælle dig at da de havde tegnet Svanen blev en hel masse firmaer bedt om at give tilbud på at bygge den. Det var et hollandsk firma, der var det billigste. Så de byggede den. Men der var sket det uheldige, at alt materialet om selve motoren, var bortkommet under vejs. Sådan går det, når så mange mennesker laver sådan noget. Den ene ved ikke hvad den anden laver. Men hvordan det egentlig er gået til er der ingen der rigtig ved. Men der skulle da selvfølgelig en motor i. Penge var der ikke mange af, for det hollandske firma havde jo givet det lave tilbud uden at tænke på at der skulle en motor i. ”
Den anden var livet helt op under Børges fortælling. Det var vel heller ikke hver dag, der kom nogen og snakkede med dem om deres rette element. Jeg var blevet meget interesseret, så efter at Børge vendte skråen endnu engang, bad jeg ham om at fortsætte. Men jeg kunne dog ikke lade være med at tænke på, hvor han vidste alt det der fra.
Men han fortsatte : ” Det var noget af et dilemma de var havnet i. De oprindelige tegninger kunne de ikke finde. Det blev nok også alt for dyrt. Der var én der foreslog, at sætte en kulfyret dampmaskine ned i hver af pontonerne. Men der var ingen der rigtig syntes om den ide, for alle syntes at tiden var løbet fra dampmaskinen som drivkraft. Men så var der én der kom med den geniale og billige ide. Hvorfor ikke sætte nogle motorer i fra nogle skrottede skodabiler ?”
Børge skottede hen til mig og sagde” Du kender vel en skoda”. Det måtte jeg svare ja til idet jeg sagde, at jeg skam havde en skoda model 1984 derhjemme. Jeg kunne fornemme, at Børge blev mere og mere ivrig efterhånden, som han fortalte. Og kammeraten ved siden af var også livet helt op.
Og da Børge holdt en lang pause kunne jeg ikke lade være med at spørge. Og hvad så . Børge tog en ny skrå op af lommen og efter at have bidt den over så han eftertænksom på mig og fortsatte : ” Alle syntes det var en god ide, og inden længe blev en masse skrothandlere kontaktet. Det var rigtig nok at der var en masse gode motorer til salg. Endda billigt. Otte motorer skulle der bruges ”, sagde Børge. ” Ja, otte i hver side ”, sagde ham kammeraten ved siden af. Børge kiggede lidt på ham og sagde så : Ja, selvfølgelig 8 i hver ponton, i alt 14 motorer. Men så kan den også sejle 7 knob i timen”.
Han bøjede sig ned og med sin stok tegnede han, hvordan motorerne var anbragt efter hinanden i de to pontoner. Det kan godt være, at jeg så ud til at tvivle på det han sagde. Det gjorde jeg egentlig ikke, men jeg havde så travlt med at gange de 8 motorer i hver ponton og lige meget hvordan jeg regnede fik jeg det til i alt 16 motorer. Men det er nok en erindrings forskydning fra Børges side.
Men han tilføjede som sagt : ”Du kan jo selv se at den sejler rundt derude. Og den er selv sejlet hertil helt fra Holland. Og man har ikke hørt ret meget om de motorer, der ligger i den. Så de må jo virke godt. For ellers skal vi nok have hørt det. ” Det måtte jeg give ham ret i. Man hører mest om det der går galt.
Nu var bussen klar til at køre. Så vi hoppede om bord. Jeg vinkede til de to sømænd da vi kørte forbi, men de var så optaget af at snakke med andre turister, at de slet ikke så os. Jeg fortalte dog Harry om det jeg havde hørt og han så også noget forbavset ud.
Klokken 18 var vi tilbage på ANDELSLANDSBYEN NYVANG efter en herlig dag, med masser af oplevelser.
BENT KRISTIANSEN
DIANALUNDVEJ 6
4293 DIANALUND
TLF 58 26 02 42
