En eventyrlig beretning om udgivelsen af mit hefte
Syv-ni-tretten FUGLESKRÆMSLET.
”Skal jeg trykke på knappen nu,” spurgte Poul. ”Ja, lad os se hvad der sker,” svarede jeg og så spændt på computeren, der gav en mærkelig lyd fra sig. ”Så.” Sagde Poul. ”Nu befinder Fugleskræmslet sig på Lemanns trykkeri på Mejerivej 8 i Stenmagle.”
I samme sekund foretog mit hefte med 10 fortællinger for børn og 6 julehistorier en hurtig rejse fra Værkstedet Åmosens computer. Og et splitsekund efter befandt den sig i en trykkerimaskine 12 kilometer væk. Alle 52 sider med tegninger af Allan Rasmussen og attentusinde sekshundrede og seksogtyve ord befandt sig i en brøkdel af et sekund 12 kilometer væk. Poul fortalte, at det var lige meget om det vi sendte skulle til København eller Australien. Alt skete med lysets fart.
Det er næsten ikke til at forstå, når man tænker på, at da jeg begyndte i skolen for mange år siden skrev vi med en griffel på en lille sort tavle. Senere blev det med en blyant på et stykke papir og senere igen med pen og blæk, der klattede bogstaver ud på papiret, og snart kom kuglepennen, der afløste den dyre fyldepen. Og da computeren afløste skrivemaskinen kan det nok være, der kom gang i skriveriet. Ja, nu springer vi disketter og Cd’er over og sender det skrevne ved at trykke på en knap på computeren.
Men jeg ville nu se om det var sandt, at Lemanns trykkeri havde modtaget mit hefte, som Poul og jeg havde redigeret og lavet om fra 52 papirsider til en PDF fil. Jo, det havde han da, bedyrede han, da jeg ringede til ham ti minutter senere. Men for en sikkerhedsskyld bad jeg trykkeren sende et prøvehefte inden det gik i trykken. Det kunne jo være noget var gået tabt under vejs.
Og det er jeg glad for, jeg gjorde. Ja, alle bogstaver og sidetal var rigtige. Men katten manglede. Der hvor katten skulle stå under benene på heksen, var der ingen kat. Den må åbenbart være sprunget eller faldet af på den hurtige flyvetur. Måske faldet af i svinget ved Stenlille.
I kan selv se, der er ingen kat.
Det bliver nok ikke let at få fat i den kat igen. Katte er nu nogle mærkelige væsner, der går deres egne veje. Jeg kan huske, at naboens Emma for et stykke tid siden kom og spurgte, om jeg ville se efter deres store amerikanske skovkat, når jeg gik min tur rundt om Holmen. De efterlyste den både med plakater og på Internettet, men katten var som sunket i jorden, indtil de tilfældigvis skulle have deres bil vasket. Så fandt de katten siddende fredeligt på en bænk omme bag vaskehallen på tankstationen og slikke solskin.
Men den ville gerne med hjem til Niløse igen.
Jeg vil også efterlyse min kat både med billede og på Internettet. Så hvis nogen har set katten mellem Niløse og Stenmagle vil vi gerne høre om den på e mail adressen www. niloese. dk.
Ellers når den ikke at komme med på side 42 i mit hefte
Syv-ni-tretten Fugleskræmslet,
der bliver udgivet om få dage.
Se venligst billedet af katten. Den render måske rundt og tror den er en berømt Internetcat.
I dag mødte jeg Åmoseløberne, da jeg gik tur. Jeg mødte dem langt ude på Holmen, hvor Poul fortalte, at det ikke var spor overnaturlig, at katten var forsvundet. Han havde fjernet den, for at få plads til to skrubtudser, der passede til historien om
Nisserne besøger den onde heks. Ja, der kan man se. Syv ni tretten. Alting har en naturlig forklaring, og det var ikke spor overnaturligt, at katten forsvandt. Jeg havde blot glemt det, for jeg er ikke god til at huske, men god til at glemme.
Men Julenissen Impuls er en næsten sandfærdig historie. Den handler i hvert fald om computere og Internet og gode og dårlige impulser.
