|
Jeg har i hele mit lange liv troet at et fugleskræmsel er et levende væsen, der skræmmer uartige børn væk når de er inde på jordbærstykket og stjæle dejlige solmodne jordbær.
For da jeg var dreng boede min lillebror og jeg lidt uden for Vejen by. Gaden begyndte oppe i byen, og der hvor byen holdt op, fortsatte en smal grusvej, som vi kaldte Rosengades Forlængelse. På den ene side af den smalle grusvej kunne man se ud over Bondesens marker. På den anden side af vejen var der meget mere interessant at se på, for her havde Pallesen en stribe jord, der grænsede op mod det sted, hvor vi legede allermest. Nemlig Anlægget, som vi kaldte den skov, hvor vi legede i. Den stribe jord blev dyrket med en masse forskellige afgrøder, for Palle var gartner og havde en forretning oppe i Vejen by. Og længere oppe i Rosengade havde han sine drivhuse.
Nogle gange havde han sine geder og gedekid på græs ude på en stribe af jorden, så kunne vi børn ikke lade være med at gå ind og kæle med dem, når vi gik fra skolen og hjem.
Som sagt havde Pallesen forskellige afgrøder, som han solgte i sin forretning, men i den her forbindelse er nok jordbærstykket det mest interessante. Hver dag vi gik forbi kunne vi se, at jordbærrene blev mere og mere modne. En dag kunne vi ikke stå for fristelsen, men stillede skoletasken og gik ind i jordbærstykket og snuppede et jordbær hver. Men der var også andre tyve på spil, for et par solsorte fløj forskrækket op, da vi kom anstigende. Og da vi klappede i hænderne fløj et par stykker af de sorte fugle op af jordbærstykket og ind mod skoven. ”Kan i lade være med at stjæle Pallesens jordbær,” råbte vi efter dem. Men jeg er sikker på, at lige så snart vi vendte ryggen til og gik hjem, var de helt sikkert ude af skoven og inde i jordbærstykket igen, hvor de gnaskede store solmodne jordbær i sig.
Næste dag vi gik fra skole stoppede vi forfærdet op ud for jordbærstykket. Et menneskelignende væsen stod der inde med udbredte arme og i nogle gamle laser af tøj. Min lillebror skulle lige til at løbe hjem, for sådan et væsen havde han aldrig set i hele sit liv. Det havde jeg sådan set heller ikke, men jeg syntes, at manden så så mærkelig ud, at jeg kunne se at der var noget lusk i det. Så jeg stillede mig op med hænderne i siden, for at se rigtig modig ud. Og for at dupere min lillebror råbte jeg. ”Goddag Fugleskræmsel.”
Jo, det var et rigtig fugleskræmsel vi så den eftermiddag i Pallesens jordbærstykke. Vi gik helt hen til den uden at træde på jordbærrene, som nu var blevet endnu mere modne. Vi rørte begge ved tøjet, og tog den i hånden og vi bukkede pænt og sagde goddag Hr. Fugleskræmsel. Jeg har senere hørt, at nogle kalder sådan et gespenst for en Rejemand. Men den her min bror og jeg så denne eftermiddag i Pallesens jordbærstykke var så sandelig ikke en rejemand, men en rigtig fugleskræmsel, for dens krop var lavet af nogle egestolper, som Pallesen havde givet sit gamle aflagte tøj på, og derefter stoppet ud med halm. Og om armene hang nogle blikdåser, som skramlede i vinden. Men det sjoveste var nok hatten, der sad oven på det alt sammen, for det var let at se, at det var Fru Pallesens hat, som var bundet fast om hagen. For selv min lillebror kunne se, at det var en gammel damehat, der var hentet frem af sine gemmer igen. Vi snuppede et par jordbær, da vi gik ud af stykket igen. Det syntes vi, at vi havde fortjent oven på den forskrækkelse med fugleskræmslet. Men vi så ikke én eneste solsort i hele jordbærstykket.
De næste par dage, når vi om eftermiddagen gik fra skole, kunne vi ikke gå forbi jordbærstykket uden at snuppe et par jordbær. Fugleskræmslet tænkte vi ikke mere på, den stod bare midt i stykket og strittede med sine arme og ben og ringlede en gang i mellem med sine blikdåser, når det blæste lidt. Solsortene var heller ikke bange for den, for når vi gik rundt i stykket kunne vi godt jage et par stykker op, der fornærmet fløj hen mod skoven.
Den eftermiddag glædede vi os til at komme hen til jordbærstykket, så vi løb det sidste stykke vej for at komme først. Det eneste vi så, var alle de dejlige jordbær, og jeg tror nok vi begge var røde om munden, da der pludselig lød et skingrende skrig henne fra fugleskræmslet. Da vi begge så derhen, så vi fugleskræmslet komme vaklende hen imod os. Den havde forladt sin plads midt i stykket og kom i sit gamle tøj og hatten på skrå råbende og skrigende hen mod os. Mere så vi ikke. Vi var på flugt ud af jordbærstykket. Min lillebror tabte i farten sin ene træsko. Men det så jeg ikke. Jeg så kun hans forfærdede øjne, der var blevet dobbelt så store, og så så jeg hans ben, der gik som trommestikker, mens han overhalede mig på sine bare ben. Jeg beholdt mine træsko på, selv om jeg så ikke kunne løbe så stærkt som min lillebror med sine bare tæer. Men mine træsko ville jeg ikke miste til et fugleskræmsel, selv om det løb efter mig.
Vi snuppede hver vores skoletaske. Over skulderen så jeg fugleskræmslet stoppe op og holde sig på maven. Men vi havde ikke meget tid, for nu gik det hjemad i en susende fart. Vi foer ind ad døren begge to, næsten samtidig, hvor mor stod i køkkenet og var ved at smøre en syltetøjsmad til os. For hun vidste vi var sultne, når vi kom fra skole. Men hun fik dog sagt, at hun aldrig havde set os komme hjem i sådan en fart. Men vi skulle ikke have fortalt noget.
Mens vi sad ved køkkenbordet og spiste syltetøjsmad og drak saft til, stod mor ved vinduet og kiggede ud i haven. Op ad havegangen kom det mærkeligste væsen min mor nogen sinde havde set. ”En Rejemand er kommet ind i vores have og er på vej ind i huset,” gispede hun. Hun så forfærdet på os to drenge, og vi beroligede hende med, at det vist ikke var en Rejemand, men kun et fredelig fugleskræmsel. Det bankede på døren, og vi foer alle ud for at lukke op. Vi ville stå last og brast mod det forfærdelige, der var på vej ind i huset til os. Det var en skam far ikke var hjemme. Så skulle han nok have jaget fugleskræmslet ud af vores have og ud i jordbærstykket igen, hvor det hørte til.
Uden for stod Pallesen med min lillebrors træsko i hånden. ”Er der nogen her, der mangler et par træsko,” sagde han og holdt min lillebrors træsko frem for næsen af ham. Så måtte vi gå til bekendelse og fortælle, at vi ikke var bedre end de fugle, der stjal jordbær. Vi måtte indrømme, at når vi gik fra skole besøgte vi altid jordbærstykket, også selv om der stod et fugleskræmsel for at jage jordbærrøvere væk.
Bagefter fortalte Pallesen min mor, at han havde set os i jordbærstykket, og så ville lave sjov med os ved at spille et levende fugleskræmsel. Og det lykkedes over al forventning, klukkede han, mens han sad på tørvekassen og drak en tår kaffe sammen med mor.
Men vi hørte ikke hans historie Så jeg har hele mit liv troet at et fugleskræmsel er et levende væsen, der forhindrer børn i at stjæle jordbær, og en rejemand er mest beregnet til at forskrække fugle.
Men Pallesen er dog den mest mærkelige fugleskræmsel jeg har set i hele mit lange liv. Og så forskrækkede han endda min mor.
