Der var engang en dreng på 26 år, der hed Alfred. En dag sagde hans far og mor til ham:
" Alfred," sagde de," gå ud i skoven og find et flot juletræ til os." Alfred gik ud i udhuset og fandt saven frem. Han glædede sig allerede til at danse om juletræet, som han huskede fra sidste år. Han huskede endnu, hvordan det stod med lys og glimmer og ragede næsten helt op til loftet. Nej hvor var det smukt. Bare han nu kunne finde et træ der var lige så smukt og lige så stort. Ja, størrelsen betød meget, for hvis det var for stort måtte de save hul i loftet, og det brød hans far sig nok ikke ret meget om. Og hvis træet var for lille ville hans mor sikkert sige: "Det var da et usselt lille træ, vi skal have i år. "Og så ville hun blive ked af det. Og når hun var ked af det, blev Alfred også ked af det.
Pludselig fik han en ide,´en lysende god ide´endda.
Han var kommet i tanker om at det gamle træ fra sidste år stod ude bagved. Godt nok ikke med lys og glimmer på, men det var godt nok til at måle efter. Jo, det stod der saftsusemig endnu. Strunk og struttende med sine visne grannåle. Og foden var ikke engang taget af endnu.
Så Alfred tænkte. " Det er ingen sag at tage det med ud i skoven og finde et træ der er præcis lige så stort, og så kom man da også af med det gamle stykke møbel. Han kunne bare lade det blive ude i skoven og så kunne han samtidig tage foden af og anbringe den på det nye træ."
Han rystede træet så grannålene fløj om ørerne på ham. Men nu kunne han let bære det den stykke vej ud til skoven.
Træet blev tungere og tungere. Der var alligevel et stykke vej ud til skoven. Da han gik forbi Mads Pedersens hus så han noget interessant. Et helt nyt juletræ. Ikke et gammelt fra sidste år. Nej et helt nyt træ som Mads Pedersen havde hentet hjem og lige sat på fod. Der var ikke et menneske i nærheden, for Alfred var blevet nysgerrig efter at se om Mads Pedersens træ var højere end det gamle skaberak han slæbte rundt på.
Da Alfred holdt det op ved siden af fandt han ud af, at de var lige store. Akkurat lige store.
Så han tænkte: "Hvorfor spilde tid på at gå ud i skoven, når der stod alle tiders flotte juletræ foran ham. Med fod og det hele på. Jeg bytter det bare om og det er ikke sikkert, at Mads Pedersen opdager noget."
Som sagt så gjort.
" Hvor var det let at finde et juletræ i år," sagde Alfred da han kom hjem. Og hans far og mor blev helt stolte af ham, da han kom hjem med det smukke træ, der passede perfekt i højden. Og Alfred var ikke engang kommet til skade med saven.
Jo han var dygtig. Ja, hans mor sagde, at han endda måtte være med til at pynte det inde i den pæne stue.
Og det havde de alle tre travlt med, indtil der lød et brag uden for. Da de kiggede ud så de Mads Pedersen, der var ved at lade jagtgeværet igen. " Det var da grusomt," hylede Alfreds mor. "Nu er Mads Pedersen igen gået amok med jagtgeværet. Gå ud og berolige ham lille Far," sagde hun og skubbede Alfreds far ud af døren. Alfred holdt sig i baggrunden. Han vidste ikke helt hvad der skete, så han gemte sig bag sin mor. Og der blev han, selv om Mads Pedersen hylede op om at han skulle komme ud og få sin straf. Men han skulle ikke nyde noget. Tænke sig. Blive så gal en højhellig juleaften bare fordi han havde byttet om på de to juletræer.
" Mor hvorfor løber far i zik- zak," spurgte Alfred, mens de så hans far forsvinde op over bakkekammen i en sky af blå krudtrøg
Men det blev alligevel en dejlig juleaften. Alfreds far kom hjem inden det blev mørkt. Og ænderne var dejlig møre og risalamanden smagte godt og Alfred vandt mandelgaven. En marcipangris med en rød sløjfe om.
Og juletræet var lige så stort som sidste år. Ja, det var akkurat det samme som sidste år. For på grund af det gode naboskab blev træerne byttet om én gang til.
Og Alfred sagde da også bagefter, at han havde hørt så meget om genbrug, så han var ikke spor ked af, at de måtte nøjes med et genbrugstræ det år. For bare man kom godt med glimmer og julepynt på kunne man næsten ikke se, at det var et genbrugstræ fra sidste år.
