Hver gang det var snevejr vågnede nisserne. De boede langt ude på marken, for her var der fred og ro. Det var en helt anden slags nisser, end dem man ser her op til jul. For snenisserne er helt hvide. De er lige så hvide som sne. Det er nok også derfor de kun kommer frem, når det er snevejr.
Ingen menneske har nogensinde set en snenisse. For de kommer aldrig op over sneen. De lever nede under sneen. Når sneen er let og porøs laver de deres gange nede under sneen. De går på den frosne jord. Hvis sneen er høj kan man slet ikke fornemme, at de er der. Men hvis sneen ikke er så høj stikker deres hvide hue op over sneen. Men den er helt umulig at få øje på, for huens hvide farve falder helt sammen med den hvide sne.
Denne morgen vågnede de alle på én gang. Hvor havde de sovet længe. For det var længe siden, at de havde haft et dejligt snevejr. Sneen lå højt, så alle nissebørnene løb ud i den nyfaldne sne. ikke et menneske kunne følge dem, for ikke en gang deres hvide hue stak op over sneen. Nu var der tid til leg. Sneen var dejlig porøs, så det var let at lave gange i den løse sne. Så lille Mads, der var den mindste af alle snenisserne, kunne bare skubbe sig i gennem. Sneen blev stående som en underjordisk gang efter ham, så han kunne let finde hjem igen. Han gik og gik. Der var sne overalt. Hvid sne.
Han havde ikke gået langt, før han så nogle gange, der krydsede hans vej. Han fulgte én af de gange, for han var nysgerrig efter at se, hvad det var for et dyr, der lavede sådan nogle gange i hans sne. Mads skyndte sig efter den, og snart fik han øje på en lille hale på et mærkeligt dyr. Dyret havde ikke opdaget ham endnu. Den havde så travlt med at bore sig gennem sneen, at den helt glemte at holde øje med, hvad der skete bag den. Musen blev meget forskrækket, da den mærkede, at nogen holdt fast i halen på den. "Åh, er det bare dig Mads, hvor blev jeg forskrækket, da jeg mærkede at nogen holdt fast i min hale. Du gør mig jo ingen ting. Det var værre hvis det var en ræv eller en kat, der havde snuppet mig i halen. Jeg er på vej ud for at finde noget mad til min kone og mig. Min kone ligger hjemme i reden og er så forkølet. Jeg tror hun har fået influenza af al den sne. Det er ikke noget vi mus bryder os om." "Jeg elsker sne," sagde Mads. "Det er det eneste tidspunkt vi løber rundt, ellers ligger vi og sover resten af året." Han hjalp musen med at finde noget mad. Det var let at finde nogle frosne bær, der lå nede under sneen. Musen takkede mange gange og skyndte sig hjem til sin syge kone.
Mads gik videre. Han havde vovet sig langt hjemmefra. Han nød at gå på den frosne jord med alt det hvide omkring sig. Pludselig kunne han høre nogen der trak vejret dybt. Da han lyttede rigtig efter, kunne han høre, at det var et større dyr. Han listede nærmere for at se, hvad det var, og han var lige ved at løbe ind i nogle lange pigge, der stak ud fra et sammenrullet dyr. Det var her lyden kom fra. Da Mads kom helt hen til pindsvinet, der lå og sov vintersøvn, opdagede han at det snorkede. Mads havde aldrig før set sådant et mærkeligt dyr. Et dyr der lå og sov, når al den dejlige sne var faldet. "Du skal vågne nu, for nu er sneen faldet." Mads troede, at pindsvinet lå og ventede på, at der skulle komme sne og så havde sovet over sig. Pindsvinet åbnede med besvær det ene øje. Den så forundret på Mads, der stod og hev i én af dens pigge. "Nej lad mig ligge. Jeg er gået i hi og sover vintersøvn. Jeg skal først vækkes når sneen er væk og marken er grøn igen. Jeg kan ikke leve når det er snevejr. Jeg har det ikke lige som dig, der kun lever hver gang det er snevejr." Så skuttede den sig som om den frøs, og lagde sig bedre tilrette og sov videre.
Mads skyndte sig videre. Det var dog et mærkeligt dyr, der ikke ville vækkes før hans dejlige sne var væk. Nu må jeg nok hellere komme hjem til min far og mor igen. Tænk, hvis jeg har vovet mig så langt væk, at sneen smelter, før jeg når at komme hjem. Jeg vil se om jeg kan finde en lettere vej hjem. Forsigtig trampede han sneen sammen, så han havde noget at stå på, mens han stak hovedet op af sneen for at se, hvor han var. Men det eneste han så var sne, sne og atter sne.
Så skyndte han sig hjem, og han håbede at sneen ville blive liggende rigtig længe denne her gang.
