Det begyndte i 1958 da vi boede i Strøby og hvor jeg arbejdede på Strøby Andelsmejeri. En dag i december hjalp Johannes mig med at lave et skæg af blår. Vi stod på værkstedet på mejeriet og klippede og klistrede. Til sidst havde vi et flot gråt skæg af blår, som vi normalt brugte på mejeriet til at tætne rør og samlinger med. Men det kunne sagtens bruges til et flot julemands skæg.
Ove var 4 år da jeg optrådte første gang som julemand med Gretes røde housecoat, en nissehue og det flotte blårskæg. Ove genkendte mig på uret på min arm.
Næste år skulle det laves om. Jeg aftalte med Johannes, at han skulle være julemand hos os og jeg skulle cykle gennem Strøby og ned hvor han boede. Vi sagde ikke noget til de andre. Juleaften lagde jeg nissetøjet ud i vaskehuset for enden af huset. Mor og far var på besøg ovre fra Jylland. Mor vidste, at jeg på et tidspunkt ville snige mig ud uden nogen opdagede noget. Men tiden gik og mor blinkede til mig, at nu var det tid at optræde som julemand. Men pludselig røg døren op og ind kom den rigtige lille julemand med rødt tøj og blårskæg. Mor lettede en halv meter fra stolen. Det kom bag på hende. Vi fik vore gaver og da julemanden var gået sagde Ove, at han godt vidste at det var Johannes, for han kunne kende ham på lyden. Lidt efter gik jeg ud i vaskehuset og tog nissetøjet på og cyklede hen til Johannes. Ikke et menneske mødte jeg på min vej. Alle i Strøby fejrede juleaften med mad lys og juletræ. Ingen så julemanden cykle gennem byen. Johannes og Gretes lille søn gjorde store øjne, da en lang ranglet julemand kom ind ad døren. han sagde ingen ting. Men vellykket var det.
Så var jeg julemand hvert eneste år. Først for vore egne børn. Et år havde vi besøg af Gretes forældre og Søster og Arne i juledagene. Emil ville spille julemand for alle vore børn. Søster og Arnes børn var nok ikke så hærdede som vore børn. De havde nok aldrig set en julemand i housecoat og med blårskæg, for både Else og Anni stak i et skingrende vræl, da julemanden kom ind ad døren. Og de vrælede til Emil tog alt nissetøjet af, mens de så på det.
Da vi flyttede her til Niløse i 1961, flyttede nissetøjet med. Vi fik flere børn. De store vidste, at det var deres far, der var julemand. Men det gjorde ikke noget, for festlig, det var det. Det var blevet en tradition sammen med julemaden, træet og de gaver, de fik.
Efterhånden flyttede de hjemmefra og vi fik børnebørn. De fik også besøg af julemanden i housecoat og blårskæg.
Ove og Eva var på besøg med deres børn og et par kusiner og Evas lillesøster Bente. De sang julesange for os og vi dansede om juletræet. Bente ville ikke kysse julemanden.
Da Jan og Zitas datter Kamilla havde været på besøg her, sagde hun til sin far og mor da de kørte hjemad i bilen, at hun godt vidste, at det var farfar, der var julemand. Men så føjede hun til: "I må ikke sige det til farmor, for hun ved det ikke."
Mange gange har jeg været hos Tine og Alf, der bor ved siden af os. Michael ved godt det er farfar, men han siger ikke noget til Lasse.
For et par år siden var jeg julemand i Lasses børnehave på Lundtoftevej i Dianalund. Vi dansede om juletræet med hinanden i hånden. Jeg kunne ikke se Lasse nogen steder, indtil jeg fandt ud af, at jeg gik med ham i hånden. Bagefter læste jeg en julehistorie og delte gaver ud til børnene. Bagefter snakkede børnene om, at det måtte være en meget gammel julemand, der havde været på besøg, for hans skæg var helt gråt.
Her i år 2000 har mit julemandsvirke taget en god vending.
Jeg var til julemarked på Andelslandsbyen Nyvang for at læse historier og fortælle om gamle dage. Vi sad ovre i det gamle posthus iført julemandstøj. Nu skriver jeg vi, for en anden pensionist kunne også se det sjove ved at være julemand, hvor der kommer så mange mennesker. Så Ove og jeg sad og ventede på, at folk skulle finde vej over til det gamle posthus. Men der kom ikke mange, så vi gik af og til en tur ud i området og snakkede med børn og andre, der var interesseret i julemænd. Ove lærte mig at opføre mig som en rigtig hyggelig julemand. Og jeg skiftede mit blårskæg ud med et vatskæg købt i Bilka. For mange af børnene sagde, at jeg ikke var en hel rigtig julemand med det mærkelige skæg. Så det bøjede jeg mig for og kom så til at ligne en rigtig julemand med vatskæg. Og så for resten irriterede blårskæget mig så meget, når jeg skulle have det på en hel dag, så med lidt vemod blev det skiftet ud. Men jeg har det endnu.
Den sidste dag på Nyvang havde jeg ikke juletøjet på, men sad i den pæne stue på husmandsstedet og fortalte julehistorier for et utal af gæster der kom på besøg for at fornemme, hvordan man holdt jul i gamle dage med griseslagtning og kagebagning og hyggen i de gamle stuer, hvor der blev læst og fortalt historier ved petroleumslampens skær.
Masser af børn sad på divanen og stolene og hørte på, mens jeg fortalte julehistorier og samtidig flettede jeg ting ind fra gamle dage fra min egen barndom. En lille pige blev sat på en stol og moren sagde, at hun ville gå ud i køkkenet, mens den lille hørte historier. Jeg kender ikke det ritual de havde med at læse historier, men den lille tog først sine sko af. Så strømperne. Så smed hun vindjakken og tog blusen af. Dernæst begyndte hun at smide de lange bukser. Jeg skævede til hende og var så færdig med historien, da moderen kom ind og udbrød. "Jamen, Susanne dog." Så sagde den lille: "Jamen jeg troede jeg skulle i seng, nu jeg hørte manden fortælle historier. "
Man får mange sjove oplevelser. Så da jeg blev spurgt om jeg ville være julemand på butikstorvet i Dianalund svarede jeg ja uden at blinke. Fredag den første december klokken fem skulle juletræet tændes på en festlig måde. Så jeg ankom til Ventemøllevejs børnehave klokken 15,30. Jeg troede der kun var allerhøjest ti børn, der skulle køre med hestevogn til butikstorvet. Men i børnehaven myldrede 120 børn rundt iført nissetøj og hue og en masse forældre var mødt op for at se børnene med julemanden i spidsen og med politieskorte gå fra børnehaven om til butikstorvet. Juletræet blev tændt. Og cirka 1500 mennesker overværede det, mens julemanden havde travlt med at hilse på så mange børn som muligt. der var en slikpose til hvert barn og de voksne kunne smage på risengrøden som Aktive Kvinder delte ud.
Da der var juletræsfest for dagplejemødrenes børn på Niløse skole kom julemanden i sin kane og parkerede oppe på vejen. Han gik længe uden for inden han vovede sig ind til de små, der fulgte julemanden med store forundrede øjne. Vi dansede om juletræet. Der blev delt slik ud og drukket kaffe og gløgg. Alle kunne lide julemanden, bare han ikke kom for tæt på. Der blev taget en masse billeder med børn på skødet.
Søndagen før jul var jeg igen inde på butikstorvet. Jeg gik rundt med en kurv med slik og bagefter læste jeg et par julehistorier. Der var fest i Kobbergryden, hvor der var nogle børn der syntes godt om julemanden. Og jeg fik en god snak med en masse børn, der fortalte om deres juleønsker. Af og til måtte jeg om i baglokalet hos guldsmeden og fylde kurven op.
Den 21, 22 og 23 var jeg igen julemand på butikstorvet. Nu var det snart juleaften og spændingen steg. Der var mange mennesker på butikstorvet. Mange børn hilste på julemanden og fik en snak og lidt godter fra kurven.
Jeg vil drage nogle episoder frem:
En lille dreng med stærke briller sagde på ravjysk : "I år behøves du ikke tage til Skagen, julemand, for i år holder jeg jul hos mormor, her i Dianalund.
"Er det ikke dig der læste for os i børnehaveklassen," var der et par store børn der spurgte. Jeg bedyrede at jeg var den rigtige julemand. Men da jeg var kommet lidt væk råbte de, "Hej Bent." Og da jeg vendte mig om grinede de. Jeg var den rigtige julemand for de små.
"Hvor er dine rensdyr," var der mange der spurgte. Så måtte jeg komme med en god forklaring.
Den juleaften kørte vi til vores ældste søn i Vemmelev.
