Impuls blev født langt ude på landet. "Nej, hvor er han sød," sagde hans far og mor. Ja, alle dyrene, der så ham sagde, "Nej, hvor er han sød," og sød det var han. Ja han var lige så sød som en lakridsstang, sagde de alle sammen.
Da Impuls begyndte at gå, fik han et par grønne støvler. De passede ikke helt til hans røde nissedragt, men det var lige meget, sagde hans far og mor, for nu kunne de altid kende ham. Og lige meget, hvor han gik og stod, sagde alle: "Nåh, Impuls, det er ham nissen med de grønne støvler. Og så vidste alle, hvem det var.
En dag sagde Impuls farvel til sine brødre og søstre og sin far og mor. Og alle dyrene kom og vinkede farvel, da Impuls en morgen drog hjemmefra med en stok i den ene hånd, og en god solid madpakke i den anden. I et lille hjemmelavet kræmmerhus, lavet af dyreskind, som han bar i en tynd snor om halsen, havde han anbragt en smule tryllepulver, som hans far og mor sagde han skulle tage med for en sikkerheds skyld. Hvorfor de sagde sådan, kunne Impuls ikke rigtig forstå. For hvad farligt kunne der hænde ham, når bare han passede sig selv og ikke fornærmede nogen, der var større end ham selv.
Impuls gik og gik. De grønne støvler knirkede hen ad landevejen og snart kom han til et stort hus, hvor der kom og gik en masse mennesker. På et skilt læste han navnet, kontor. Ja, kontor stod der med store bogstaver. Der smuttede han med ind, da døren blev åbnet. Det var en mærkelig verden de mennesker levede i. Den ene computer efter den anden stod på rad og række. Og ud for hver sad der et menneske og trykkede på nogle taster, og ud af hver kom der stribevis af papir med tal og bogstaver på. Men det sjoveste var den skærm, der lyste grønt. Det var spændende at se, hvad de forskellige sad og skrev. Nogle brugte også skærmen til at spille forskellige spil på. Men det var mest, når manden med de store hornbriller, var nede i den anden ende af kontorlokalet. Så kunne Impuls se, hvordan de brugte skærmen på deres egen måde. Der var især et spil, hvor et dyr rendte rundt og spiste de andre. Det så Impuls at de spillede mange steder. Ja, alle mennesker var så optaget af deres computere, at de slet ikke opdagede, at en lille levende nisse havde sneget sig ind i deres verden. Men det var Impuls glad for, for nu kunne han gå i fred og ro og undersøge alt, hvad der var værd at se på.
Pludselig blev der en uro over det hele. Alle mennesker larmede, snakkede og lo. Og alle skyndte sig ud ad døren. Og den sidste slukkede lyset. Der var pludselig bælgravende mørkt over det hele. Det var ikke fordi det gjorde noget, for Impuls var ligeglad med, om der var lyst eller mørkt, for han kunne se lige så meget i mørke, som hvis det var lyst. Det havde alle nisserne vænnet sig til i tidens løb. Så han var ligeglad. Men han syntes blot, det var mærkeligt. Og kedeligt var det også. Nu, hvor alle computerne stod stille og var slukket alle sammen.
Men det er der råd for, tænkte Impuls. Jeg har hele kontoret for mig selv, og alle computerne er mine. Jeg kan gøre ved dem, hvad jeg har lyst til.
Han tændte for den ene, og snart viste der sig noget krims krams på den grønne skærm. Han prøvede med sin ene hånd at trykke på én af tasterne. Han måtte bruge alle sine kræfter for at trykke tasten i bund. Men pludselig lød der et klik og oppe i det ene hjørne af dataskærmen stod der et flot bogstav. Akkurat det samme bogstav han havde trykket på. "Aha, er det sådan den virker," sagde han. Og hurtig efter hinanden trykkede han på en hel række taster. Og oppe på skærmen stod der med store bogstaver: Glædelig Jul, Henriette. For han havde set, at der stod Henriette på et navneskilt ved siden af computeren. Nej, hvor spændende. På den næste computer skrev han det samme. Glædelig jul, Emma, hilsen julenissen. Sådan gjorde han ved alle computerne. Han skrev ikke helt ens på dem alle. Nogle gange skrev han hilsen Impuls. Han glædede sig allerede til at se deres ansigter, når de kom næste morgen og startede deres computer.
Men der var længe til næste dag, så Impuls gik på opdagelse, for det var en spændende verden de mennesker levede i. Bag på én af computerne opdagede Impuls at én af køleribberne var knækket af. Han kunne lige smyge sig igennem når han trak maven ind og gjorde sig rigtig slank. Det var en hel anden verden end den han kendte. En verden fuld af ledninger og forstærkere, dingenoter og himstregimser. Ja, Impuls vidste ikke hvad det hed alt sammen. Men spændende var det. Det var godt han havde taget sin stok med derind. Men det allerbedste var, at madpakken med hans mors dejlige mad også var med inde i den mærkelige verden. For nu var han blevet sulten. Enorm sulten endda. Der var plads nok derinde til at han kunne brede maden ud. Han troede det var almindelig pålægsmad, som hans mor havde smurt. Men nej. Da han fik lukket op, var der et lille fad og en ske og nogle kærner. Nede i bunden af skålen lå der en lille seddel, hvorpå hans mor havde skrevet med den flotteste nisseskrift: "Når du bliver sulten lille Impuls skal du tage tryllestøvet og drysse ud over skålen. Så skal du se, hvad der sker." Nu vidste Impuls hvad tryllestøvet skulle bruges til, og da han tog lidt af tryllestøvet og dryssede ud over skålen, blev skålen på et øjeblik fyldt med den dejligste risengrød. De små kærner, der lå i bunden af skålen, havde udviklet sig til den lækreste risengrød, med smørklat og kanel. Hele computeren duftede af det dejligste varme risengrød. Og Impuls spiste og spiste og spiste, til han ikke kunne rokke med ørerne. Og da han så ned på sin mave opdagede han, at han var blevet dobbelt så tyk som han plejede at være. Ja, tre gange så tyk. Da skålen var tom, slikkede han den ren, og bagefter slikkede han skeen og pakkede det hele sammen i pakken igen. Og resten af tryllestøvet hængte han tilbage om halsen igen. Det kunne måske bruges en anden gang til at lave en portion risengrød med. Men nu var han så mæt, at han næsten ikke kunne stå på benene.
Nu var det tid at komme ud af computeren, for nu opdagede han at lyset var blevet tændt og en masse mennesker myldrede ind ad døren. Han smed sin stok og sin madkasse ud ad det smalle hul i bagklædningen. Det var meningen han ville ud af det samme hul, som han var kommet ind ad, men til sin forfærdelse opdagede han, at hullet var blevet alt for lille. Han sad uhjælpelig fast. Da han fik tænkt sig om kom han i tanker om, at det ikke var hullet, der var blevet for lille. Nej, det var ham, der var blevet for tyk af al den dejlige risengrød, han havde spist. Men ud kunne han ikke komme, uanset hvor meget han end masede. Maven var for stor og hullet for lille.
Impuls satte sig ned, han var lige ved at give sig til at græde, men det hjalp nok ikke noget. Så i stedet satte han sig ned og tænkte sig om.
Henriette, Ellen og alle de andre startede deres computere. Nej, hvor blev de forbavsede og forskrækkede da de så, at der stod glædelig jul på alle skærmene. Manden med de store hornbriller kom også. Han skældte ud, og sagde de skulle lade være med det pjat, for nu skulle der arbejdes, og nisser og andet trolderi var der ikke tid til på hans kontor. Nej, hvor blev han gal. Impuls var glad for at han stod uden for, og han selv sad godt gemt inde i den computer, hvor han havde skrevet glædelig jul, Henriette. Men nu mærkede han, at der blev mere og mere varmt derinde, og det larmede og knitrede hver gang Henriette trykkede på de forskellige taster. Til sidst kunne Impuls ikke holde den infernalske larm ud, så han tog fat i én af de tynde ledninger og ruskede alt, hvad han kunne. Det var som om computeren fik en anden lyd, og Henriette holdt op med at trykke på tasterne.
Henriette hørte godt, at computeren fik en anden lyd, og de tal og bogstaver hun havde skrevet forsvandt fra dataskærmen, og et billede af en nisse med grønne støvler tonede frem på skærmen. Hurtig som hun var, trykkede hun på den tast, der får det der står på dataskærmen til at forplante sig til et stykke papir. Og hvad så hun på papiret: En flot tegning af en nisse med en ledning i hånden og grønne støvler på fødderne. "En nisse, en nisse skreg hun og foer op fra stolen. Det fik alle dem ved de andre computere til at stoppe op. Og manden med de store hornbriller kom farende og skulle lige til at skælde ud, men han kunne heldigvis også se, at der var noget galt med den computer. Da han kiggede om bagved, opdagede han hullet i bagbeklædningen, så han var ikke længe om at få fat på en montør, der kunne skrue bagbeklædningen af, så man kunne komme ind og se, hvad der gemte sig inde i det inderste.
Impuls sad derinde og vidste ikke hvad han skulle gøre. Han hørte, hvordan skruetrækkeren skruede alle skruerne løse. Og han hørte, at menneskene snakkede om, at maskinen havde fået nogle forkerte impulser. Det kunne han ikke forstå. Hvordan vidste menneskene at han hed Impuls. Og han syntes da også selv, at han var en rigtig Impuls. Så hvorfor snakkede menneskene om forkerte impulser. Han var kravlet helt op i et hjørne, men han vidste, at han ikke kunne gemme sig, for når bagbeklædningen kom helt af, kunne man overse hele det indre med ledninger, himstregimser og dingenoter og alt andet der var derinde.
Hvad ville der ske.
Han fik en god ide`. Hurtigt fik han fat i tryllepulveret. Det var godt han ikke havde lavet risengrød af det hele. Det var godt han havde gemt noget. Han dryssede tryllestøvet ud over sig selv og hviskede så højt han turde. "Lad mig blive til en rigtig impuls. Ikke en dårlig impuls, men en rigtig impuls. Han holdt godt fast i den tynde ledning, der kildrede så sjovt i hele kroppen. Nu kunne han mærke at tryllestøvet virkede. For pludselig var han væk. Han forsvandt ind i den tynde ledning, som en impuls. En rigtig Impuls.
Da bagbeklædningen blev skruet af, var nissen væk. Sporløst forsvundet. Kun den lille skål og hans stok fandt de. Ellers ingen ting. Og da de skruede bagbeklædningen på igen virkede computeren perfekt. For Impuls var forsvundet ind i den tynde ledning sammen med de andre impulser.
Men det var ikke et liv for en nisse, så han skyndte sig ud af computeren. Ja , han skyndte sig helt ud af kontoret, for det her gik alt for stærkt, syntes han. "Lad mig komme hjem igen," tænkte han, "nu har jeg oplevet rigeligt. Og jeg glæder mig til at komme hjem til min far og mor igen, så jeg kan fortælle om mine oplevelser."
Og kort tid efter fløj han ud af stikkontakten hjemme hos sin far og mor, så katten, der lå og slikkede sine poter nede på gulvtæppet blev så forskrækket at den sprang ud af vinduet. Men nu var Impuls hjemme igen. Endda den rigtige Impuls med nissetøj og tophue på. Ja, selvfølgelig også sine grønne støvler. For selv om sålerne var slidt helt tynde af den lange tur, beholdt han dog sine grønne støvler på.
