BRUGER  
  Log ind  
  Registrer  
  Medlemmer  

<< Nye toiletter på Niløse skole   |   Hjem   |   Storm over Niløse skole >>

KØB IKKE KATTEN I SÆKKEN

Sidst jeg var oppe i det store supermarked, havde jeg en mærkelig oplevelse. Ja, det begyndte allerede på vejen derop, da jeg intetanende kom kørende i min bil. Pludselig løb der en kat over vejen. Og havde den så bare løbet over vejen, men den infame kat løb tilbage igen, så en påkørsel var uundgåelig. Det gik mest ud over katten. Fra at være et levende væsen, var den fra det ene øjeblik til det andet forvandlet til en ynkelig bylt på landevejen.

MERE...

Jeg syntes ikke, jeg ville lade det døde dyr ligge i vejsiden, så jeg stoppede bilen, og gik tilbage for at se, om der var et eneste liv tilbage. Men alle 9 liv var udslukt. Jeg gik hurtigt tilbage til bilen for at køre videre, men en dame, der kom cyklende forbi så bebrejdende på mig, så jeg lukkede bagklappen på bilen op og tømte én af mine indkøbsposer for tomme flasker. Jeg stoppede katten ned i posen. Den kunne ligge i bagagerummet sammen med alle mine tomme flasker, indtil jeg kom hjem. Så ville jeg begrave den i baghaven, havde jeg besluttet.
Lidt rystet over det tragiske dødsfald kørte jeg videre, og nåede parkeringspladsen uden for indkøbscentret. Jeg lukkede bilens bagklap op, og blev enig med mig selv om at hente en indkøbsvogn i remissen lidt derfra. Så ville jeg køre de tomme flasker, i stedet for at bære dem.
Da jeg stod og baksede med en genstridig mønt, så jeg ud ad øjenkrogen et par damer gå forbi min bil. Den åbne bagklap måtte åbenbart have virket som en magnet. For jeg så én af mine indkøbsposer skifte ejer. Med et snuptag hankede den ene af damerne op i indkøbsposen. De gik snakkende forbi mig. Jeg syntes ikke jeg ville være bekendt at afbryde deres samtale, så jeg lod indkøbsvogn være indkøbsvogn, og skyndte mig hen og klappede bagklappen ned, for ikke at miste flere poser på den måde.
Jeg sneg mig efter dem. Nu ville jeg se, hvad der videre skete. Jeg så de gik ind ad svingdøren til supermarkedet. Den ene gik på toilettet. Men det var ikke hende, der var den mest interessante. Hende med min indkøbspose gik ind på cafeteriet og satte sig ved et bord for at vente på veninden. Hun satte sin nyerhvervede pose ved det ene bordben og tog en cigaret op ad sin sorte skuldertaske. Jeg kantede mig ind til et bord ikke langt derfra, hvor jeg havde en kolossal overblik over situationen. Min veninde fiskede posen op, og stillede den midt på bordet. Så hørte jeg hende udstøde et skingrende skrig, for derefter at dejse bagover med et brag. Det vakte opsigt i cafeteriet. Tak skal I have hvor folk løb stærkt. Først kom lægeambulancen, og kort tid efter kom den rigtige ambulance, og så blev min kat og min veninde kørt afsted.
Jeg drak en øl for at få styr på nerverne, og derefter gik jeg ud og samlede alle mine tomme flasker, jeg havde bag i bilen og kørte dem i indkøbsvognen hen til Faktas flaskeautomat. Lidt længere henne opdagede jeg indgangen til flaskeautomaten. Maskinen stod og blinkede ;
”Klar til tomme flasker og kasser.” Der stod heldigvis en anden kunde og puttede tomme flasker ind i uhyret, så jeg kunne se, hvordan det skulle gøres. Og da det blev min tur smak jeg elegant den ene kasse med tomme flasker ind i et stort hul forneden i maskinen. Men hvad skete. Uhyret begyndte at blinke og gav en mærkelig lyd fra sig. Og på dataskærmen læste jeg følgende besked: ” Vær venlig at fjerne den uønskede kasse.”
Jeg troede, at kassen var sat skævt ind, så jeg gav den et ekstra skub indad, men det fik maskinen til at skubbe kassen ud, så den havnede på min ene fod . ” Nej, kan du så lade være med sådan noget pjat din balstyrige krabat,” kunne jeg ikke lade være med at udbryde og herpede kassen ind med et snuptag, med det resultat, at maskinen blinkede og gav lyd fra sig og selve databeskeden blev tydeligere og ordene. ”Vær venlig at fjerne den uønskede kasse,” stod og blinkede. Og da jeg trykkede kassen indad med min ene fod, kan det nok være, at der kom liv i maskinen. Den kylede den uønskede kasse ud, så det var kun et held, jeg ikke blev alvorlig kvæstet derved. ”Jeg skulle have taget sikkerhedsskoene på”, sagde jeg til en ung mand, der var kommet til på grund af larmen og støjen fra den vrede maskine. ” Den vil sku ikke have mine tomme flasker.”
”Ja, men det kan jeg godt forstå, det er fordi du har købt dine to kasser øl i Super- Brugsen,” sagde en unge mand, mens han smed sin kasse med tomme flasker ind i maskinen. Og mens jeg så måbende til forsvandt kassen med tomme flasker ind i maskinen, der nu stod og blinkede gemytligt og viste ordene : ”Vent på bon.” Og lidt efter viste den flinke maskine :” Husk deres bon.”
Men det var dog en forbistret klog maskine Fakta havde, når den helt af sig selv kunne regne ud, at jeg havde købt mine to kasser billige Krone øl i Super- Brugsen.
På vejen hjem kørte jeg ind til Lars Peter. Min gode ven, der er portør på sygehuset. Jeg fortalte ham hele historien om det jeg havde oplevet.
Næste dag ringede han og sagde, at der rigtignok var blevet indlagt en dame, der var besvimet i et supermarked. Men ingen kunne forstå, hvorfor hun havde sin kat med i en indkøbspose. Men det mærkeligste var, sagde han. Det var da de undersøgte damens skuldertaske og fandt at den var fuld af ben. Jeg kunne ikke lade være med at sige, at jeg da også syntes, at det var mærkeligt med de ben i hendes taske. ”Jamen,” sagde Lars Peter, ”det er da resterne af den and, du har prøvet at bilde os ind.”


Indsendt af: Bent Kristiansen den 07/01 - 05 | 14:40 | Profil        

Kommentarer



Kontakt mig, når nogen svarer på dette indlæg?