”Hvis vi skal til Knuthenborg skal bedstemor med,” sagde vores datter, og så over på os forældre med et rasende blink i øjet. ”Hun har altid ønsket sig at komme til Knuthenborg og se alle dyrene.”
”Ja, selvfølgelig skal hun da med ned og se løverne,” sagde jeg, og mindedes en historie jeg en gang havde hørt.
Så vi pakkede bilen og kørte om for at hente bedstemor. Med lidt god vilje kunne hun godt sidde i midten og holde styr på børnene på bagsædet. Og så gav hun nok en is på vejen derned ad. Så det skulle nok blive rart at have hende med.
Vejret var fint og humøret højt, så vejen føltes ikke så lang, som den plejede. Så det varede ikke længe før vi holdt foran indgangen og fik vores billetter til en hel dag sammen med dyrene. En hel bilfuld. Altså fem mennesker blev sluppet løs, men vi måtte selvfølgelig ikke stige ud af bilen til de farlige dyr. Og det havde vi selvfølgelig heller ikke lyst til.
”Bare vi ikke får skrabet malingen af bilen,” sagde bedstemor, mens hun forfærdet så ud på de store dyr, der gik fredeligt uden for. ”Ja, det ville jeg blive uhyggelig ked af,” sagde jeg, og tørrede sveden af panden med den ene hånd, mens jeg tænkte på det bøvl jeg havde haft med at få malet bilen. Godt nok var den hjemmemalet, men jeg havde lagt hele min energi i arbejdet for at få et godt resultat. Så jeg ville ikke bryde sig om, at et eller andet stort dyr gned sig op ad bilen og skrabede den gule maling og fartstriberne af. Jo, bilen var skam køn gul med sorte fartstriber på siderne, og en enkelt sort plet foran og bagved. Jeg syntes selv, jeg havde fået et godt resultat ud af mit arbejde.
”Gå ud og jag det nysgerrige næsehorn væk, Anette,” sagde jeg, og huggede bremserne i, så bilen stod stille i en sky af støv. Det var selvfølgelig kun for sjov, at jeg sagde sådan, for jeg vidste, at Anette ikke kunne finde på at forlade bilens trygge bagsæde. Men inden jeg, og min kone eller de andre i bilen kunne forhindre det, havde bedstemor smækket bagdøren op og givet næsehornet en ordentlig én på trynen med sin stok, så det arme næsehorn satte halen mellem benene og tog flugten i en sky af støv. ”Sådan skal det gøres,” sagde bedstemor kæphøj, mens hun kravlede på plads mellem sine to børnebørn.
”Nu skal vi ind og se tigrene,” sagde bedstemor, mens jeg prøvede at få bilen op ad det hjulspor, som den sad fast i.
Pludselig lød der et brag så stort, at vi alle, selv bedstemor holdt op med at grine, og stirrede forfærdet på den store giraf, der havde lagt sig op på taget af bilen, så kun dens bagben nåede jorden. ”Hvad er det dog den gør,” skreg jeg forskrækket, mens jeg hev i rat og gear. Men bilen rørte sig ikke ud ad stedet med den knusende vægt på taget.
”Det var da også fuldstændig uforsvarlig at male bilen gul med sorte fartstriber, når du vidste vi skulle ned til girafferne. Den tror det er en sød lille hungiraf.” Anette kunne ikke lade være med at bemærke, at nu behøvedes de ikke at lære hende om bierne og blomsterne. Men det fik bedstemor til at rulle vinduet ned og hyle og skrige ud ad vinduet, mens hun tampede løs på det gule uhyre med sin stok. Men det fik blot giraffen til at give dem en ekstra rystetur.
”Nu kan det være nok,” skreg jeg, mens jeg slap rattet med begge hænder. Jeg vidste jeg var familiens overhoved og derfor måtte bevise, at jeg kunne redde min familie fra den tragedie, der foregik lige over hovedet på os. Med besvær fik jeg skubbet soltaget så meget tilside, at jeg med begge hænder prøvede at skubbe det usle uhyre ned fra bilens tag, mens jeg samtidig brølede af mine lungers fulde kraft. Det fik da også giraffen til at holde op. Men om den var nysgerrig efter at se det indre af sin udkårne, eller om det bare var almindelig nysgerrighed, fandt vi aldrig ud af. For den stak sit store hoved med de spillende brune øjne helt ned i bilen til os. Og lige meget hvor meget jeg puffede og hylede op, forblev dens store hoved inde i bilen, indtil bedstemor sagde. ”Lad mig.” Og inden nogen kunne forhindre det, lagde hun armene om halsen på det arme dyr og gav den et smækkys lige på mulen.
Nu skulle man tro, at vores trængsler var forbi. Men forfærdet hørte vi en voldsom rumlen. Og inden vi fik tænkt os om, havde indtrækket i vores bil forandret farve og blevet pænt lysegrønt. Som en græsmark på en forårsdag. Ja, bedstemor var også grøn over det hele. Og jeg var grøn, men det var vist mest af raseri.
Med bilens sidste kræfter kom vi endelig op ad det hjulspor, der var skyld i det hele. Og mens vi kørte væk fra giraffernes område og ind et sted, hvor vi kunne vaske os og tørre bilens indvendige dele af med en køkkenrulle, havde vi travlt med at give hinanden skylden for den mærkelige oplevelse.
Da jeg så på min kone, efter at hun havde været inde på kantinens badeværelse for at nette sig lidt, kunne jeg ikke lade være med at sige, at den grønne hårfarve egentlig klædte hende godt. Men det skulle jeg aldrig have sagt. Til sidst måtte jeg love hende et par timers ophold hos en damefrisør inden så længe.
Endelig fik vi bilen gjort lidt rent og kunne begynde den lange hjemtur.
Der var højt humør på bagsædet, og lidt efter lidt bredte den gode stemning sig også til forsædet, for hvad var der egentlig at være ked af. Vi havde haft en sjov oplevelse. Og som jeg sagde, fik vi nok forsikringsselskabet til at betale. Så hvad var der egentlig at være ked af, for bilen spandt som en symaskine på vejen hjem ad.
Vi var næsten hjemme, da vi foran os så en patruljevogn i vejsiden og to velvoksne betjente havde travlt med at dirigere trafikken ind til siden. ”Min bedstemor er forelsket i en giraf,” sagde Mads, mens han kiggede interesseret på den betjent, der stak hovedet ind ad vinduet til os. Han havde ikke sagt meget på hjemturen, så han syntes, han ville sige noget til den flinke betjent.
”Nå, så din bedstemor er forelsket i en giraf,” sagde betjenten og smilte tilvores lille søn, mens han så sig om i bilens indre. ”Jamen, da hun kyssede den, blev den så gal at den overbrækkede hele bilen.”
Nu kan det nok være at betjenten blev interesseret. Han ville gerne have hele historien. Og Mads er god til at fortælle, så betjenten fik hele historien, om hvordan vi havde været i Knuthenborg. Og han fortalte, at hans far havde rejst sig op på sædet og stukket hele sin krop ud gennem soltaget for at jage et næsehorn væk, som hans bedstemor havde slået med sin stok. Men så var der kommet en giraf og lagt sig oven på bilen og givet dem en vippetur, og så var det, at bedstemor gav den et smækkys.
Betjenten vidste, at Mads er sådan en lille dreng, der er god til at fortælle, så han spurgte hvorfor vi ikke bare kørte vores vej. Det fik Mads til at sige: ”Nej, det kunne vi da ikke, for giraffen lå jo oven på bilen, så den var næsten flad. Men det var noget han fandt på, for at gøre sin historie mere interessant. For han syntes, det lød bedre end blot at sige, vi var kørt fast i et hjulspor.
Men Mads er sådan en lille dreng, der ikke forstår ret meget, så betjenten nøjedes med at trække på smilebåndet, og spørge om jeg havde drukket spiritus. Og da sagde Mads, at ham og hans lillebror kun drak sodavand. Men da bedstemor sagde, at det var sandt, hvad drengen fortalte, fik vi endelig lov til at køre igen.
”Men kør nu endelig forsigtig,” sagde den flinke betjent, mens han undrende så efter den gule bil med de ramponerede fartstriber.
Bent Kristiansen
Dianalundvej 6
4293 Dianalund
tlf. 58 26 02 42
