ELLER HISTORIEN OM JENS VEJMANDS ENKE
Hver fredag gik Stine på kirkegården. Fredag var sådan en dejlig dag, for da var der næsten aldrig andre end hende selv deroppe. Så hun følte hun havde hele kirkegården for sig selv. Hver fredag i næsten ti år var Stine gået derop. Så kunne hun sidde på bænken og lade tankerne gå tilbage. Til en tid med megen modgang, men også en tid med megen glæde, hvor Jens og hun kæmpede sig gennem livet. Hun som syerske, og Jens som daglejer og skærveslager.
Men nu havde Jens snart ligget i jorden i ti år og ventet på hende. Ti lange år. Stine kunne godt lide at sidde på bænken, det var som om hun kom tæt til Jens. Og hun kunne lide at sidde og snakke med ham. Hun fik selvfølgelig ingen svar, men det var så beroligende at sidde og pludre med ham. For der var ikke mange at snakke med på plejehjemmet, hvor hun havde et lille værelse.
Nu sad Stine og tænkte på, hvad der skete sidste fredag. I den uge der var gået, havde hun ikke haft det særligt godt. Hun huskede, hvordan hun lige havde revet gravstykket over og sat sig på bænken og småpludrede, som hun plejede at gøre. Hun havde lige sagt. ”Ja Jens, hvor kunne det være dejligt, hvis du var her oppe hos mig.”
Da så hun jorden skælve lige midt på gravstedet. Forfærdet så Stine, hvordan jorden ligesom skød opad, og det hun lige havde revet så helt forkert ud. Jorden blev ved med at bevæge sig. Stine var ellers ikke spor overtroisk, men det isnede helt ind i sjælen på hende. Hun havde ikke fantasi til at forestille sig, at Jens kom op til hende igen efter at have ligget i jorden i ti år.
Resolut var Stine sprunget op fra bænken. Hendes første tanke var at løbe sin vej. Men nej. Jens måtte ikke komme op til hende igen efter alle de år. Rask var hun trådt ud på gravstedet og trampede jorden ned. Da hun havde trådt jorden godt fast, rev hun stykket over igen. Men denne gang gik det stærkt. Og heldigvis var det, som om Jens var blevet rolig igen.
Stine havde skyndt sig hjem på plejehjemmet igen. Hun sagde ikke noget til nogen levende menneske, hvad hun havde oplevet. Hun var bange for, at ingen ville tro hende. Men hun var lige ved at betro sig til præsten, for han var nok den eneste, der kunne hjælpe hende. Han kunne sikkert mane Jens i jorden igen. Men Stine nøjedes med at gå i kirke om søndagen, og hun fulgte nøje med i, hvad præsten sagde. Dog kunne hun ikke få sig selv til at fortælle ham noget.
Stine sov ikke godt om natten. Så snart hun lukkede øjnene fik hun de forfærdeligste mareridt. I sine drømme fornemmede hun Jenses hånd komme op fra dybet og trække hende med ned. Stine kunne i sine fantasier mærke hans kolde hånd på sine ben. Og når hun så vågnede badet i sved, sov hun ikke mere den nat.
Det var blevet fredag igen. Stine ville op på kirkegården. Men først havde hun sagt farvel til alle hun kendte på plejehjemmet. De syntes, det var mærkeligt, at hun tog så alvorlig afsked med dem. Men de tænkte vel, at hun var ved at blive gammel og måske en smule sær.
Inde under sin omfangsrige frakke havde Stine gemt det kors, der normalt hang over hendes seng. Det havde hun taget med. Det var det eneste, hun kunne forestille sig, der kunne hjælpe hende, hvis Jens prøvede at komme op til hende igen.
Oppe på kirkegården havde hun taget korset frem, og bar det foran sig som en beskyttende skjold mod det onde, hun forventede at opleve.
Da Stine drejede om hjørnet, hvor hun kunne overskue hele gravstedet, stoppede hun forbavset op. Lige midt på gravstedet var der et muldvarpeskud. Et stort et. Hun havde sat sig på bænken, for benene rystede under hende. Ja, hele kroppen rystede, men det var ikke af skræk. Men af lettelse. Og en indestængt latter kom til udbrud, da hun havde tænkt hele situationen igennem.
En hel uge med mærkelige spekulationer og mareridt. Hun kunne heller ikke lade være med at tænke på, at hun altid havde sagt, at der var en naturlig forklaring på alting. Og det måtte hun give sig selv ret i, når hun denne grå fredag eftermiddag sad og så ud over gravstedet. Og selv muldvarpene var rolige.
