Min historie om Kænguruen med et lille barn i pungen blev pludselig aktuel da vi i fjernsynet så vores kronprinspar stå med hinanden i hånden, mens de så på de mange hoppende kænguruer og kommentatoren snakkede noget om et menneskebarn i pungen.
Her er så historien med én af Anni Klittens i alt 17 tegninger til min nye bog eller hæfte, som de er godt i gang med her på Værkstedet Åmosen.
KÆNGURUEN
Der var masser af kænguruer, der hvor Søren boede. De var ved at være en plage for de mennesker, der boede der. Lige meget hvor man så hen, så man hoppende kænguruer. Nogle små, men mange af dem var uhyggelig store. Nogle havde unger. De sad i en pung på maven af dem. Det var mødrene, der havde dem i en pung på maven. Når ungerne var lidt store, hoppede de tit ud af pungen, og gik på opdagelse i den frie natur. Men så snart en fare nærmede sig, hoppede de alle ind i pungen igen. De vidste nøjagtig, hvor de hørte til, for der var kun plads til én i hver pung. Der var ikke noget med at komme på besøg hos hinanden.
På den farm, hvor Søren boede, havde de en tam kænguru. Søren legede tit med den. Han havde lært den mange forskellige ting. Og den kom altid, når han kaldte på den.
En dag han skulle passe sin lillebror, fik han den gode ide at stoppe ham ned i pungen. Der var god plads til ham dernede, og lillebror syntes åbenbart, det var sjovt, for han pludrede lystigt dernede. Men han forstod ingenting, for han var næsten lige blevet født og var ikke døbt endnu. Kænguruen befandt sig godt med at have en unge i pungen. Det var godt nok ikke dens egen unge, men dens moderinstinkt fortalte den, at den skulle passe på det lille nyfødte væsen. Søren havde tit sat én af sin søsters dukker ned i pungen, men det her var noget helt andet. En rigtig lille levende unge. Kænguruen hoppede, og den lille hvinede af fryd. Søren syntes også det så sjovt ud når Hop-A-Long hoppede af sted på sine kraftige bagben og hans lillebrors hoved hoppede i takt oven på pungen.
En dag kunne de ikke finde den lille. Sørens mor havde lige puslet ham ude i haven i det fine vejr, der altid var der, hvor de boede. Hun havde lagt ham fra sig på havebordet og vendt sig om et øjeblik. Hun så ikke hvor han blev af, for den eneste der var i nærheden var Hop-A-Long., men hun vidste ikke, at den var interesseret i hendes baby.
De ledte og ledte.
Til sidst måtte Søren gå til bekendelse og indrømme, at han tit havde puttet sin lillebror ned i Hop-A-Longs pung for at more ham. Sikke en opstandelse der blev. For Hop-A-Long var heller ikke til at finde. De kiggede forfærdede ud over prærien og så de tusindvis af kænguruer, der hoppede rundt så langt øjet rakte. Én af dem måtte være Hop-A-Long med en lille menneskeunge i sin pung.
Hop-A-Long skyndte sig væk. Den havde den lille i sin pung. Og nu gik det over stok og sten. Den satte af med sine kraftige bagben og styrede med halen, så den kom hurtigt fremad. Ud til sine kammerater ude på prærien. Hvor gjorde de store øjne, da de så, hvad Hop-A-Long havde i sin pung. Aldrig havde de set sådan en unge, og lillebror blev sammenlignet med de andres unger. Men alle de andre syntes, at deres egen unge var den kønneste og kvikkeste. Selv Hop-A-Long kunne se, at dens unge slet ikke lignede de andres. Men den syntes alligevel, at lillebror var den sjoveste og kønneste af dem alle.
Til sidst blev de andre kænguruer træt af at høre på Hop-A-Long. De syntes, den skulle hoppe hjem til sig selv igen. De kunne godt se, at den var lidt anderledes i sin opførsel og væremåde. Så Hop-A-Long skyndte sig hjem på farmen igen. Hvor blev de glade, da de så Hop-A-Long nærme sig i en sky af støv. Den rakte selv babyen op med sine forben, til den glade mor, der knugede sit lille barn ind til sig.
Fra den dag var Hop-A-Long tit babysitter. I stedet for at komme ned i sin barnevogn, blev den lille anbragt i pungen. Og så gik det over stok og sten ud over prærien. Men den vendte altid tilbage med den lille i god behold. Det var også tit, hvis Søren skulle være babysitter, at han anbragte den lille i pungen, så kunne de alle tre lege i timevis.
Den dag den lille skulle døbes, kørte de alle af sted i deres gamle bil. De kørte langsomt, for i vejsiden hoppede Hop-A-Long af sted med den lille i sin pung. Det var Søren, der havde fået den gode ide` med at lade en kænguru bringe dåbsbarnet til kirke. Det var aldrig før sket, at en kænguru havde transporteret et barn til kirke for at få det døbt. Så der var kommet mange mennesker, for at overvære, at Sørens lillebror blev døbt.
Hop-A-Long måtte pænt vente uden for. Præsten ville ikke have den med ind i kirken. Så den stod pænt uden for og ventede, til de kom ud igen. Sørens lillebror hed nu Holger. De syntes alle, at det var et pænt navn til den lille. Og det var så nemt at sige Holger- Hopla, som de kaldte ham. Det var et navn, som han egentlig havde givet sig selv, for hver gang han så Hop-A-Long skreg han altid Hopla- Hopla. Så det var ikke så sært, de kaldte ham Hopla.
Hopla blev igen anbragt i pungen, og de andre myldrede ind i deres biler for at følge dåbsbarnet på vej hjem igen. Det var et sjovt syn at se Hop-A-Long hoppe i vejkanten med Holger i sin pung, mens han skreg hopla- hopla af fuld hals.
Holger og Sørens forældre benyttede sig af, at Hop-A-Long var så glad for deres børn, så den var tit barnepige til dem begge to. Så gik det ud over prærien i fuld galop. Søren løb ved siden af, og Hopla sad i pungen og hylede af fryd. Søren kunne ikke følge med, når det gik rigtig stærkt. Men så ventede Hop-A-Long på ham, og benyttede ventetiden med at tage sig en mundfuld græs. De andre kænguruer holdt sig pænt på afstand fra dem. De var lidt bange for mennesker.
Men der skete det, at Søren og Holger blev ældre. Til sidst blev Holger så stor, at han ikke kunne sidde i pungen mere. Så måtte de begge løbe ved siden af deres barnepige og legekammerat. Men de færdedes altid sammen på den store åbne prærie, og både de andre kænguruer, og de mennesker, der kendte dem, syntes det var et dejligt, og et mærkeligt venskab, der var opstået mellem Hop-A-Long, Søren og Holger.
