Søren stod og fiskede andemad nede ved gadekæret. Han havde en lang kæp, som han stak ud i vandet, og når han hev den op igen, havde der sat sig en masse grønne stængler på hans gren. Der lå allerede en ordentlig bunke ved siden af ham. ”Hvad skal du bruge det skidt til,” spurgte Svend Larsen ham, da han gik forbi på vej til købmanden. Men det vidste Søren ikke.
Det var mest som tidsfordriv, han stod der og fiskede andemad. For der skete aldrig noget i byen. Hans kammerater sad nok og så fjernsyn eller legede med deres computere. De var i hvert fald ikke ude at lege selv om solen skinnede fra en næsten skyfri himmel. Så Søren stod og kedede sig, og hev den ene bunke andemad efter den anden op af gadekæret, som han lagde i en kæmpe bunke på bredden.
Det var en mærkelig dag i dag.
Pludselig kom han i tanker om noget og smed kæppen og spurtede hjemad det bedste han havde lært, og så hurtigt hans gummistøvler kunne bære ham. ”Far, far,” råbte han så højt han kunne. ”Skynd dig ned til gadekæret. Al vandet er forsvundet. Alt vandet er væk og ænderne går nede på bunden og hyler og fiskene ligger og spræller og gisper efter luft. Hans mor stak hovedet ud ad vinduet og så forskrækket på Søren, der stod og hoppede op og ned og fortalte igen, at vandet var forsvundet fra gadekæret. Han fortalte, at han havde stået og fisket andemad og pludselig havde set en strømhvirvel ude ved andeøen. Først havde han troet det var Havmanden Victoria, der stod derude og lavede sjov. Men så havde han set en stor strømhvirvel, der sugede nogle af ænderne med ned. Og pludselig var alt vandet væk, og de sidste ænder gik nede på bunden og hylede. Søren var god til at fortælle. Og han fik også sagt, at en rusten cykel og et gammelt køleskab var kommet til syne.
Søren skyndte sig at smide gummistøvlerne og tog sine nye gummisko på, for nu kunne han mærke, at hans far og mor var interesseret i det, der skete nede ved gadekæret. Og når han fik sine nye gummisko på kunne han løbe stærkt. Ja, meget stærkere end dem alle sammen til sammen.
”Jamen jøsses dog,” sagde hans mor og smed forklædet og skyndte sig ud af døren sammen med Søren og Sørens far. Søren sprang foran dem som en gaselle og de halsede efter ham. Da de kom forbi naboen, Peter Christensen, råbte Sørens far. ”Skynd dig ned til gadekæret Peter. Alt vandet fra gadekæret er forsvundet ned i vores nye kloakker. Peter smed riven og råbte ind til Inger, at han løb ned til gadekæret. Og hun ville selvfølgelig med, for hun var da også nysgerrig og hev op i sin nederdel og spurtede efter de andre.
Nede ved købmanden stod et par og snakkede uden for. Men da de så alle de mennesker der kom løbende holdt de op med at snakke, og tog i stedet for benene på nakken efter de andre. Sikke en flok, der kom løbende, med Søren dansende i spidsen. Alle råbte. ”Vandet er forsvundet ud af vores gadekær.” Og da de andre mennesker i byen hørte det, smed de alt hvad de havde i hænderne og løb efter de andre.
Da de drejede om hjørnet nede ved gadekæret stoppede de alle op, som ramt af lynet.
Foran dem lå det idylliske gadekær. Ænderne svømmede rundt og rappede, og på bredden lå stadig en stor bunke andemad. Der sad en krage ude på andehuset. Den sad og skræppede, for den var ikke vant til det postyr og alle de mennesker nede ved dens idylliske gadekær.
Så den sad og skreg.
Men der var også én af de andre der skreg. Ja, han skreg højere end kragen. Og det var Søren:
”Aprilsnar,” skreg han så højt, at han overdøvede både kragen og alle ænderne. Og nu var han glad for, at han havde sine gummisko på, for nu kunne han løbe fra alle dem, der prøvede at fange ham, mens han løb rundt om gadekæret og skreg Aprilsnar, Aprilsnar, Aprilsnar.
