"Klokken fem skal du være hjemme," sagde min mor. "Jamen jeg ved jo ikke hvad klokken er, når jeg ingen ur har," sagde jeg og så længselsfuld op i skabet, hvor jeg vidste, at fars lommeur befandt sig. Da min far døde, sagde mor, at jeg måtte arve hans ur, når jeg blev stor nok til at passe på det. Nu syntes jeg, at dagen var kommet, for jeg ville ned til åen og fange hundestejler. Mor tog uret frem fra skabets mørke, hvor det havde ligget og samlet støv et par år. "Pas nu godt på det," sagde mor og drejede på viserne, og satte værket i gang ved at dreje på knappen, der sad oven på uret. Vi kunne let høre, at det gik når vi holdt det op til øret. Jeg så beundrende på det. Urskiven var hvid, og tallene var af det purreste guld, sådan så det i hvert fald ud. Ja selve uret var også af det purreste guld, og så lå det i en lille kasse, man kunne åbne ved et tryk på en knap, så sprang et låg op, og man kunne se viserne meget tydeligere. En guldlænke fuldbyrdede det smukke ur, som jeg stak ned i lommen på mine plusfours, og gjorde lænken fast med den ring, der kunne åbnes med lidt fingerfærdighed. "Pas nu godt på uret og kom hjem senest fem," var mors sidste ord til mig, da jeg gik ud af døren. Jeg tog en blikdåse og et lille fiskenet, som jeg havde stillet uden for. Der var et par kilometer ned til åen, men hvis jeg skød genvej over Bondesens pløjemark, var der knapt så langt. Bare han ikke så mig, for jeg skulle igennem hans gård, og han brød sig ikke om, at vi børn løb på hans mark, når han lige havde pløjet. Vejret var fint, det var rigtig fiskevejr. Træskoene blev snart tunge af den fede muld som satte sig under de to træsko, og gjorde dem endnu tungere. Det ene skridt tog det andet ind over Bondesens pløjemark. Jeg holdt fiskenettet i den ene hånd, og i den anden holdt jeg blikdåsen. Jeg gik og gik. Med blikdåsen slog jeg takt ind mod mit lår. Jeg var så glad. Her gik jeg ind over den uendelige mark med min fars ur i lommen og skulle på fisketur. Så jeg slog takt med blikdåsen. Jeg havde et øjeblik glemt fars ur. Hver gang jeg slog mod låret ramte blikdåsen noget hårdt. Men hvor var livet dejligt. Jeg skulle ud at fiske hundestejler, og skulle være hjemme klokken fem. Jeg stivnede, og blev ganske kold og hjertet gav et ekstra hop i mit drengebryst
Fars ur.
Jeg tog det forsigtig op af lommen, mens jeg krampagtigt holdt fast i guldkæden. Glasset var smadret, og lå som skarpe elementer nede i min lomme. Den lille viser var revet af, og den store viser stak ud i en hel forkert vinkel, og selve urskiven var flosset og bøjet ind i uret, og den ene side sad løs, så man kunne se ind i værket, og se alle de mange tandhjul. Og det gik ikke mere. Værket var holdt op med at tælle minutter, dage og timer. Uret var tavs, da jeg holdt det op mod øret. Det var som om tiden gik i stå denne eftermiddag på Bondesens mark. Dagen var ikke smuk mere, solen blev kold og tågen lagde sig om mig i et koldt gys, mens jeg rystede over hele kroppen. Hvordan kunne naturen tage del i min tragedie denne dag for så mange år siden.
Jeg så Bondesen stå i porten ind til sin gård, men det var lige meget nu, hvad betød det, at han ikke kunne lide, at jeg gik på hans mark. Det betød intet nu, for jeg vendte om. Jeg fulgte mit spor tilbage, hvor jeg kom fra. Mine træskospor. Men nu var træskoene dobbelt så tunge og skridtene feje og ludende. Havde jeg overvurderet mig selv. Kunne jeg ikke engang passe på det klenodie, der blev givet mig af min mor denne dag for så mange år siden.
Arven efter min far.
© Bent Kristiansen
