Det er endnu engang lykkedes mig at få udgivet mine syv ni tretten historier. Også denne gang har Åmoseværkstedet hjulpet med at færdiggøre børnehistorierne til trykning, som er foregået på Lemanns grafik i Stenmagle.
Denne gang kan vi ikke kalde det et hæfte. Det er ved hjælp af moderne teknik blevet en bog på 60 sider. Anni Klitten har lavet i alt 14 illustrationer til bogen. Det var nyt for hende, fortalte hun mig, selv om hun er kunstmaler, er det en hel anden måde at tegne på. Jeg har valgt at holde udsalgsprisen på 30 kroner, men så er der heller ikke én krone i fortjeneste, men jeg har det så sjovt, når jeg tager ud og fortæller, at det er det hele værd.Jeg sætter én af børnehistorierne på Internettet. Dog ikke titelhistorien, der er Kænguruen, som har været på nettet én gang før.
EVENTYRET OM DEN SORTE PRINS PÅ DEN HVIDE HEST.
I et lille idyllisk kongerige levede der en gang en konge og en dronning, der havde tre døtre. Da den ældste kom i den giftefærdige alder, kom der en ung prins ridende ind på kongegorgen på en smuk sort hest. Han drog af sted med den ældste prinsesse siddende foran sig på den sorte hest. De drog af sted til hans kongerige.
Da den næstældste prinsesse kom i den giftefærdige alder, kom en ung prins ridende ind på kongeborgen på en smuk hvid hest. Han drog af sted, med den næstældste datter siddende foran sig på den smukke hvide hest. Inden de drog af sted, sagde hun hånligt til sin lillesøster. ”Ha, nu har vi taget alle prinserne her omkring, så du bliver nok aldrig gift.”
Den yngste prinsesse blev ked af det. Hun syntes det så så smukt ud, da hendes søstre red bort på hver sin hest.
Da den yngste prinsesse kom i den giftefærdige alder lod kongen bekendtgøre, at den der tog hans yngste datter til ægte ville arve det halve kongerige. Men ingen prins kom til kongeborgen på en smuk hest.
Prinsessen blev mere og mere bedrøvet som tiden gik.
En dag gik hun langt ind i den store mørke skov, der lå lige op ad kongeslottet. Hun gik og gik. Hun var helt opslugt af sine bedrøvelige tanker. Pludselig hørte hun nogen der jamrede sig. Hun troede først det var et dyr, der var i nød. Men da hun listede nærmere, opdagede hun en trold, der sad i klemme under et væltet træ. Hun var bange for trolde og hekse og andre onde væsner. Men da trolden bad så mindelig om at hjælpe den fri, tog hun fat i træet, så trolden kunne krybe ud under det væltede træ. ”Fordi du har hjulpet mig, vil jeg opfylde de tre største ønsker du har,” sagde trolden.
Prinsessen blev meget forbavset og forskrækket. Ja, hun blev så forskrækket, at hun fik sagt: ”Jeg ønsker mig en sort prins på en hvid hest.” I samme øjeblik stod der den flotteste hvide hest ude i den store mørke skov. Ved siden af stod en sort prins og holdt fast i seletøjet. Han var sort over det hele. Håret var krøllet og kulsort, kun det hvide i hans øjne lyste hvidt. Og da han smilte til sin prinsesse lyste hans tænder kridende hvide i hans sorte ansigt.
”Det var de to ønsker,” sagde trolden. ”En hest og en prins. Nu har du et ønske tilbage.” Prinsessen bad om at få lov til at vente med det sidste ønske til hun fik tænkt sig noget mere om.
Den sorte prins løftede prinsessen op foran på hesten, så red de ind på kongeslottet. Sikke en opstandelse der blev i det lille idylliske kongerige, da de så prinsessen komme ud af skoven på en hvid hest. Da prinsessen fortalte sin far og mor om sin mærkelige oplevelse i skoven, sagde de begge, hvorfor hun havde valgt en hvid hest og en sort prins og ikke omvendt.
Det kunne prinsessen ikke svare på.
De sagde begge til hende, at hun skulle tage ud i skoven igen. Ud til trolden og bede om at få sine ønsker lavet om, så hun fik en sort hest og en hvid prins. Så ville hun få det halve kongerige.
Prinsessen blev stædig. Hun ville ikke lave sine ønsker om. Hun var glad for sin hvide hest og sin sorte prins. Hun spurgte sin far, hvorfor farven gjorde nogen forskel. Han var fuldstændig ligeglad med, om det var en sort eller hvid hest hun havde fået, så burde han også være ligeglad med, om det var en sort eller hvid prins, hun blev gift med.
Nu blev faderen så vred og sagde, at de alle kunne forsvinde ind i skoven igen, hvis hun ikke gjorde som han sagde.
Næste morgen drog prinsessen ud til trolden igen. Hun sad foran på den hvide hest og hendes sorte ven sad bagpå og holdt om hende med begge arme. De nåede helt ud til trolden igen. Nu havde trolden fået tænkt sig om. Og da de så trolden, sagde hun med høj røst. ”Jeg ønsker mig en smuk sort hest, jeg selv kan ride på.” Trolden sagde ingen ting. Den syntes det var et mærkeligt ønske. Men han kendte menneskenes mærkelige ideer. Så han tryllede hurtigt den smukkeste sorte hest frem.
De red ud af skoven på hver sin hest. Da de kom til kongeborgen red de forbi, selv om hun så sin fars og mors bedrøvede ansigter i et vindue på kongeborgen. De red videre, og da de havde passeret tre floder kom de til hans kongerige. Og her levede de lykkeligt til deres dages ende.
