BRUGER  
  Log ind  
  Registrer  
  Medlemmer  

<< Syv ni tretten Kænguruen   |   Hjem   |   Bøgen er nu sprunget ud >>

Sådan et par helligdage kan godt være lidt kedelige.

image

Men i lørdags var vi inviteret ind og spise på Dianas Cafe`& Steakhouse. Det var Alice fra vores gruppe, de kåde Pangsjonister, der syntes at nu skulle vi ud at spise med kniv og gaffel.

MERE...

Det hele kom sig af, at vi var til Marinas 70 års fødselsdag i Reerslev forsamlingshus mandag den 11 april, og da vi sad i bilen hjemad og glædede os over den vellykkede fest, hvor vi fik så god mad og stemningen var så god, med et par festlige indslag og harmonikamusik af Jørgen Brogaard, og hvor vi blandt andet sang Barndomsminder, og hvor vi traf en masse mennesker her fra vores lille by, og så var det, at Alice sagde, at sådan en fest ville hun også holde, når hun blev 85. Så fik jeg sagt, at hun da kun var 81, og så længe kunne vi da ikke vente på at hun inviterede os ud, så det var derfor vi blev inviteret ind og spise på Dianas Cafe` & Steakhouse her i lørdags.
Da min kone og jeg kørte hjemmefra tog vi selvfølgelig Meta og Marina med. De stod af inde på butikstorvet, mens jeg hentede hende der betalte gildet, altså Alice. Jørgen Brogaards Skoda holdt på parkeringspladsen, så jeg vidste han også var kommet.
Vi blev anbragt ved et bord med to bænke, som vi lige kunne smyge os ind på, i sådant et lille indelukke. Så vi følte vi var lidt afskåret fra de mange andre gæster, men vi havde vores lille indelukke for os selv. Vi fik fem store fadøl og en sodavand. Det var godt vi ikke bestilte dem større, for så kunne vi ikke have løftet dem fra bordet. Alice havde bestilt maden til os. Gammeldags Ribbenssteg med tilbehør. Og tak skal i have, hvor var det nogle store portioner og hvor smagte det godt. Vi spiste og spiste og snakkede og snakkede. Og skålede også en gang imellem.
Jørgen Brogaard har den skavank, at han snakker Jysk med en smuk dialekt og han er god til at fortælle historier og anekdoter. Så snakken gik.
En mand fra indelukket ved siden af rejste sig og kaldte forsigtig ind under vores bord. Kiki, Kiki kaldte han. Vi var alle blevet opmærksom på ham, da han skamfuld og stammende fortalte at hans hund havde forvildet sig ind under vores bord. Men han bedyrede dog, at den skam ikke ville gøre os noget, den var så fredelig. Og den var ikke ret stor. Vi prøvede at få hunden ud ved at sparke forsigtig med benene, men vi opdagede, at det næsten var umuligt at kigge ned under bordet. Jeg syntes dog, at jeg så et par store bange hundeøjne nede i mørket. Hunden havde det rart og fredeligt dernede, så manden spurgte om vi havde noget imod at den blev derinde lidt, for han kunne ikke kalde den til sig. Det havde vi da ikke spor imod, vi sad blot stille med fødderne for ikke at skræmme det lille kræ.
Manden forsvandt over til sin ven i det andet indelukke. Men pludselig kom han farende igen og sagde, at han lige havde set værtens kat forsvinde ind under bordet. Da sagde vi som i kor, at nu kunne det være nok. For tænk sig, hvis de kom op at slås derinde. Værten kom til og så uforstående på os. Han bedyrede, at der nok ikke skete noget inde under bordet. For den kat, der lige var forsvundet ind under bordet var en majkat.
Hold da helt op, hvor blev vi gode venner med dem der sad i det andet indelukke.


Indsendt af: Bent Kristiansen den 01/05 - 05 | 10:36 | Profil        

Kommentarer



Kontakt mig, når nogen svarer på dette indlæg?