En dag jeg gik en tur, så jeg noget hvidt, der lå og flød i vejgrøften. En konvolut med et brev indeni. Regn og rusk havde helt udslettet, hvad der stod i brevet, og jeg ville nok også have smidt brevet væk, hvis alt hvad der stod i det var læseligt. For hvad kom det mig ved. Og dog alligevel. Hvordan var et brev havnet i en vejgrøft på dette øde sted ?......
Med megen besvær fik jeg stavet mig igennem det allersidste, der var skrevet. Der stod: ” Det eneste jeg ønsker mig er at gå i fred og passe mig selv. Jeg kan ikke have sådan en makaber trussel til at hænge over mit hoved." Det var alt. Både navn og adresse var hvisket ud og brevet, og konvolutten smuldrede faktisk for øjnene af mig, så jeg smed det tilbage i grøften for at tidens tand kunne tilintetgøre de sidste rester.
Men ordene blev ved at spøge i mit hoved. Hvem var det, der skrev sådan. Var det ikke et hvert menneskes selvfølgelige ret at gå i fred og passe sig selv.
Min fantasi og min spadseretur bragte mig videre, så jeg digtede en lille historie om ordene jeg fandt en trist regnvejrsdag. Hvad var det der stod: " Det eneste jeg ønsker mig er at gå i fred og passe mig selv. Jeg kan ikke have sådan en makaber trussel til at hænge over mit hoved”.
En mand var lige blevet dødsdømt. Men den ene af de tre dommere, der dømte ham sagde. " Nej, han skal ikke dømmes til døden, han skal have en strengere straf. Vi får smeden til at støbe en jernkugle med nogle lange pigge på. Den får vi vores troldmand til at fikse, så den svæver over hans hoved nat og dag. Fem meter oppe. Vi fortæller ham ikke, hvornår den skal falde, eller om den i det hele taget skal falde og knuse ham.
Manden blev glad, da han slap med livet i behold. Men hver gang han så op, så han det fare ruende uhyre hænge som en trussel højt over sit hoved. Lige meget om han gemte sig i skoven eller krøb ned bag en sten . Kuglen blev stående over hans hoved. Og uanset hvor hurtigt han løb fulgte kuglen med. Den mistede ikke sin plads, og når han faldt om af træthed kunne han ligge på den hårde jord og stirre op mod himlen.
Men kuglen var der stadig.
Og da manden faldt i søvn drømte han de forfærdeligste ting. Badet i sved vågnede han og vaklede videre, og selv om det var mørkt, så han en selvlysende kugle svæve deroppe i mørket, hvor månen og stjernerne plejede at lyse. Aldrig kunne han vide sig i sikkerhed for den trussel, der svævede over hans hoved.
Han byggede sig et hus af cement og jernbeton. Nu kunne kuglen ikke gøre ham noget. Troede han. For da han kom ud af huset, han lige havde bygget, fulgte kuglen ikke med. Den blev stående over huset. Manden blev glad og gik sin vej, men han var ikke kommet langt før der lød et enormt brag, og da han vendte sig, så han sit hus forvandlet til en støvsky, og kuglen hang igen som en burre over hans hoved. Den slap ikke sit tag. Til sidst lagde manden sig ned, og mens han så op mod himlen, råbte han : ” Slå mig ihjel nu. Den her straf har intet menneske fortjent. ”
Det var min lille historie om det brev, jeg fandt i en vejgrøft. Det er selvfølgelig en opdigtet historie, for sådan en kugle findes nok ikke i virkeligheden, man kan nok ikke lave sådan en kugle, selv om man bruger vores mest avancerede teknologi. Men tror i ikke, at den arme mand, der engang havde skrevet sådan i et brev, havde den følelse, at noget stort og forfærdeligt svævede over hans hoved. Jo, ellers ville han nok aldrig have skrevet sådan. Jeg gentager lige hvad han skrev: " Det eneste jeg ønsker mig er at gå i fred og passe mig selv. Jeg kan ikke have sådan en makaber trussel til at hænge over mit hoved."
Er den person det eneste menneske i verden, der har een eller anden form for trussel til at hænge over sit hoved. Nej, jeg kan nævne mange kugler, der svæver over folks hoveder. Et vaklende helbred. Store pengesorger. Fallit og konkurs. Skilsmisse. Ja, meget mere. Kuglen kender ingen grænser.
I fantasiens verden er det så dejligt, at man selv kan bestemme, hvad der skal ske. Så jeg vil genoptage min opdigtede historie for at give den en lykkelig slutning:
Jeg sluttede med at skrive: " Til sidst lagde manden sig ned, og mens han så op mod himlen, råbte han : Slå mig ihjel nu. Den her straf har intet menneske fortjent." De forfærdeligste tanker for gennem hovedet på ham, men til sidst faldt han til ro, og hen på morgenstunden så han et skyggebillede af en længst forsvunden begivenhed. Han så sig selv som en ti årig dreng. Lyshåret og med fregner. Men det var ikke så meget det. For scenen for hans syn viste et øde landskab med en lille ledvogterhus, og togskinnerne strakte sig så langt øjet rakte. En lille pige gik midt på sporet, hun sansede ikke, den fare hun svævede i, så opslugt var hun af at balancere på den ene skinne. Hun hørte og så ikke toget , der bruste imod hende. Men det gjorde drengen, i sidste øjeblik rev han hende væk fra det brusende uhyre, der truede med at knuse hende. Hun var reddet. I et drømmesyn så han nu pigen igen, men denne gang som en kvinde omgivet af sine tre børn, som hun holdt ind mod sig i et kærligt favntag. Han fornemmede de kærlige tanker hun sendte ham, da hun denne morgenstund stod med børnene knuget ind til sig. Hun vidste, at den lykke ikke ville være, hvis ikke den ti årige dreng havde reddet hende i sidste øjeblik, og med fare for sit liv kastede hende til side. Hendes magiske tanker fik kuglen til at flytte sig, og som i et drømmesyn så manden kuglen flytte sig. Den svævede bort styret af nogle kærlige tanker og da den var kommet et stykke væk styrtede den til jorden og opløstes i en hav af ildgnister så himlen blev helt oplyst. Ikke af solen men af kuglen, der helt gik i opløsning.
Det var slut på den opdigtede historie. Og jeg skylder selvfølgelig også at fortælle, at hele, altså hele, historien er opdigtet.
