Der var fest i det store herskabshjem. Skibsredderen sad for bordenden og rundt om bordet sad hans kone og de fire børn, der sad stille som små mus og nippede til maden som små mus.
Den hvide dug var lagt på, og rundt om vimsede tjenestepigen. ”Frøken Jensen, vil De være venlig at finde et rent glas til Skibsredderen,” udbrød fruen mens hun holdt et snavset rødvinsglas op mod lyset. Hun rakte to glas hen mod frøken Jensen, som skyndsomt bragte de to glas ud i køkkenet. I køkkenet holdt frøken Jensen begge glas op mod lyset, men kunne ikke se én eneste lille aftegning af fingeraftryk eller andet der gjorde det sandsynlig at eet af glassene var snavset. Så de blev i hast båret ind i stuen igen mens frøken Jensen stille sagde: ”Hvem var det, der ville have et rent glas.” Med det samme opdagede frøken Jensen sin lille fortalelse og fremstammede at selvfølgelig var begge glas nu klare og rene.
Hvordan kunne jeg gøre min entre i deres verden. Mig med mit brune skind, der skinnede brunt af smørsovs og branket sukker. Pludselig lå jeg på den hvide dug. Hvordan jeg havnede der, ved jeg ikke den dag i dag. Men alles øjne var rettet mod mig formastelige, der var plumpet ind i deres verden. Jeg så den store datter holde sig for munden med sin serviet, mens hun blev mere og rød i hovedet af indestængt latter. Jeg kunne kun ligge der med mit brune skind på den hvide dug. Hvorfor var der ikke en hånd, der tog om mig, og lagde mig tilbage på min plads i skålen igen. Nej, jeg blev liggende. Jeg syntes jeg var kommet i himlen sammen med alle de levende lys og vinkaraflen og fadet med den lækre flæskesteg og sovsekanden med den brune sovs og skålen med de hvide kartofler. ”Kom over til os,” råbte de hvide kartofler. Men jeg skulle ikke nyde noget. Mig med mit brune skind. Jeg ville ikke blande mig med de hvide kartofler. Skibsredderen så ikke på mig, i stedet så han bebrejdende på sin kone, der var parat til at krybe i et musehul. Forfærdet stirrede hun på det brune formastelige, der var havnet på hendes hvide dug. ”Frøken Jensen, vil de være venlig at fjerne det, der ligger på bordet.” ”Ha, nu skal jeg fjernes på anstændig vis. Måske kommer jeg i himlen, eller måske bliver jeg lagt tilbage til mine brune venner i den lille skål.” Men ak, jeg kom ikke i himlen eller blev lagt tilbage i den lille skål. Nej, jeg blev skam fjernet med en hvid serviet, mens tjenestepigen klemte mig så hårdt i sin hånd, at jeg ikke kunne lade være med at råbe. ”Av, av det gør ondt.” Men i skraldespanden havnede jeg, selv om jeg råbte og skreg, at jeg da ikke kunne gøre for, at jeg blev sparket ud af den lille skål af mine brune venner og havnede på skibsredderens hvide dug i hans hvide verden.
