BRUGER  
  Log ind  
  Registrer  
  Medlemmer  

<< Rekorder i Niløse   |   Hjem   |   POSTEN SKAL UD >>

Papeduen

image
Peter var på besøg hos sin onkel, for hans onkel var altid sjov at besøge. For det meste sad de oppe hos duerne.

MERE...

Onklen havde anbragt et par stole oppe i dueslaget, så sad de deroppe og holdt øje med duerne og snakkede om duer. Onklen kunne næsten ikke snakke om andet end sine duer. ”Han har duer på hjernen,” sagde Peters far altid. Han tænkte kun på duer, ja, han spiste og sov deroppe, men Peters far var måske bare lidt misundelig, for Peters onkel vandt tit præmier. Det var når duerne var ude at flyve. Peter og hans onkel kunne sidde i timevis og vente på, at duerne kom hjem igen.
Det foregik altid på den måde, at de lukkede duerne ind i nogle kasser. Og disse kasser blev læsset på en lastbil, som nogle dueejere havde købt. Nå. Og så blev duerne kørt ligeså langt væk, som menneskene syntes, så blev duerne lukket ud midt på en mark og så var det meningen de selv skulle finde hjem. Men de skulle nok komme hjem, og det så hurtigt som muligt for de havde næsten altid en kone eller kæreste derhjemme, der ventede på dem. Så de skulle nok skynde sig hjem. Og det var det Peters onkel syntes var så sjovt. Bare det var hans duer, der først kom hjem.
Peter havde tit været med den lille lastbil, der kørte duerne langt væk. Det var gerne en ældre mand, der var gået på pension, der kørte lastbilen. Når de var kommet til bestemmelsesstedet langt væk drak de gerne en tår kaffe inden duerne blev lukket ud. Når de lukkede duerne ud, hjalp Peter til, for det var bedst, at alle duerne blev sluppet fri på én gang. Så var det sjovt at se hvordan de kredsede om lastbilen for så at flyve af sted i den rigtige retning. Mange gange kom duerne hjem længe før lastbilen, for de fløj den lige vej, mens lastbilen måtte følge den snoede landevej hjemad.
Jo, Peter syntes det var sjovt at sidde oppe i dueslaget og vente på at duerne kom hjem igen.
En gang i mellem kedede han sig. Men så gik han ned i stuen og snakkede med onklens tamme papegøje, den var sjov at snakke med. Den kunne en masse ord og Peter havde da også lært den en masse nye ord. Det var vist en gammel sømand, der havde ejet den, for den kunne sige ”Skib ohøj og Poppedreng ha sukker.” Og så kunne den en masse bandeord, som Peter ikke vidste hvad betød. Men det var også lige meget, for de kunne få masser af tid til at gå med at snakke sammen.
En dag Peter igen kom på besøg, så onklen helt oprevet ud, han kunne næsten ikke få et ord frem, så ophidset var han. De fulgtes ad op til duerne, og i et hjørne viste onklen ham en lille nyfødt due. Den lå nøgen og gabte efter mad. Peter kunne ikke se, der var noget særligt ved den, bortset fra, at den havde en stor grøn fjer midt på ryggen. ”Det er en krydsning mellem min bedste due og papegøjen,” fortalte han. Peter blev meget forbavset, men hvor meget han end prøvede at få onklen til at fortælle hvordan han havde båret sig ad med at få sådan en mærkelig skabning, som lå der nøgen og hjælpeløs, ville han ikke med et ord fortælle, hvordan han havde båret sig ad. ”Lige så snart den er stor nok, må du få den med hjem og passe den hjemme hos dig selv. For det er nok ikke godt den bliver her mellem alle mine andre duer. Du har jo heller ikke andet at lave hele sommerferien end at passe den due. Du kan jo anbringe den på det tomme værelse i har.”
Hvor blev Peter glad for sin gave. Han bar den hjem i en tom skotøjsæske. Han var ikke længe om at få ordnet det tomme værelse ved siden af sit eget. Så kunne duen være derinde og holde øje med hvad der skete nede ved gadekæret. For både duen og Peter havde udsigt ned over gadekærets grønne vand. Ja, helt ud til andeøen kunne de se. Nu havde den vokset sig stor. Den lignede en due bortset fra, at den havde en stor grøn fjer på ryggen, og den var endda vokset meget i mellemtiden. Peter tilbragte meget tid sammen med den. Han havde sat en stol derind, så kunne han i timevis prøve at få den til at sige noget. Det var som om den slet ikke var interesseret i at lære at tale.
Men den dag Peter begyndte at kalde den Nelly forandrede den sig helt. Fra den dag følte den sig som et selvstændig væsen, og ikke kun en due, der var krydset med en papegøje. Fra den dag gik det hurtigt med at lære den at tale. En papegøje kan kun sige ord den lærer, men det var som om den her var klogere, og selv kunne sætte ordene og sætningerne sammen. Peter og Nelly førte lange samtaler. Peter havde lovet sin onkel ikke at sige noget til nogen menneske, for det var vist ulovligt at blande sig så meget ind i naturen, så ingen vidste, at han havde sådan et underligt væsen oppe på værelset.
En dag fik Peter den ide, at han ville se, om den var lige så dygtig til at finde hjem som de andre duer. Så da bilen en dag skulle af sted med en masse andre duer, satte han Nelly ind til onklens duer, der stod på ladet af den lille lastbil. Han havde fortalt Nelly, hvad der skulle forgå, men selv om den hele tiden skreg: ”Jeg gider ikke. Jeg gider ikke,” blev den alligevel læsset på lastbilen. Og heldigvis kurrede de andre duer så højt, at de helt overdøvede Nellys protester.
Tidlig næste morgen startede pensionisten den lange vej til Gedser. Det var for sin fornøjelses skyld, han stod tidligt op og kørte med duer. Han havde kørt mange gange før, og han oplevede da lidt undervejs. Han kunne tydeligt høre duerne kurre inde bag i lastbilen. Han blev noget hed om ørerne, da han tydeligt hørte en stemme der råbte. ”Luk mig ud. Luk mig ud.” Han var ikke længe om at køre ind på den nærmeste rasteplads for at undersøge sagen. Da han lukkede op ind til duerne fandt han ingen. Han havde troet det var en landevejsstryger, der måske havde lagt sig til at sove i bilen og nu gerne ville ud. Han hørte kun duernes kurren og pludselig et rasende råb fra Nelly: ”Luk mig så ud mand, ellers skal jeg komme efter dig.” Pensionisten blev så forskrækket, at han tabte cigaren ud af munden. Men det varede ikke længe, så kom han i tanker om, at det nok var én af dueavlerne, der ville lave sjov med ham og anbragt en båndoptager mellem alle duerne. Han syntes selv det var en morsom ide`. Så han gik med på spøgen og råbte ind til duerne: ”Så, så lille due, nu skal du tie stille ind til jeg lukker jer alle ud på én gang når vi når Gedser. Han blev lidt forbavset, da han hørte Nelly sige. ”Jeg vil altså ud nu, menneske. Og det skal være nu.” Han kunne ikke lade være med at tænke på, hvad man kan få en båndoptager til at sige.
Endelig nåede han Gedser. Duerne kurrede og glædede sig til at komme hjemad igen. Men hjemad blev de skam ikke kørt. De måtte selv flyve den lange vej hjem. Han havde allerede lukket dem alle ud, og så dem svinge sig i en stor bue op mod himlen. Han måtte hjælpe den sidste ud. Den sad og krøb sammen i et hjørne. Det var Nelly. Den fløj efter de andre mens den råbte af fuld hals. ”Vent på mig. Vent på mig.” Men de andre duer skyndte sig hjemad, de havde ikke tid til at vente på Nelly.
Pensionisten kløede sig i nakken. Han kunne ikke helt forstå, hvad han oplevede. Men han blev enig med sig selv om, at det nok var én af de her minibåndoptagere én eller anden havde bundet om halsen på duen. Han lagde også mærke til den flotte grønne fjer, der daskede efter den, da den prøvede at indhente de andre duer. Han blev enig med sig selv om at det nok var bedst at holde op med at køre med duer, når de sådan lavede sjov med ham.
Han spiste sin medbragte mad og begyndte den lange hjemtur, alt mens han tænkte på den mærkelige due med den grønne halefjer. Han var ikke kørt langt, da han kom til at se op. Lige over bilen fløj duen med den grønne halefjer. Han plejede normalt ikke at kigge op i luften, men han kunne tydelig høre, at duen råbte noget til ham. Da han rullede vinduet ned hørte han tydelig duen råbe. ”Er det den nærmeste vej til Sorø.” Han blev så forskrækket, at han var ved at køre i grøften, så han drejede ind på en rasteplads for at sunde sig lidt, mens han så Nelly forsvinde i det fjerne i retning mod Sorø.
Nelly baskede efter de andre, men de havde travlt med at komme hjem i deres egen dueslag. Så de hørte ikke, at Nelly råbte efter dem. Nu var Nelly alene i det store blå rum. Den kendte godt duernes instinkt, der kunne føre dem hjem til deres dueslag. Men den vidste ikke hvordan de bar sig ad, og den vidste heller ikke hvordan den selv kunne finde hjem. Den fløj lidt hen over marken, men det sagde den ingen ting. Men den så et vejskilt, der stod København på, så den fulgte vejen derop ad. Nelly fløj i lang tid, dens instinkt sagde at den snart skulle dreje fra, for ikke at komme alt for langt væk.
Så den fløj videre, nogle gange var den så træt, at den ikke orkede at bruge vingerne. Så gik den, men stadig med retning mod Sorø. Den var næsten hjemme, da den så en mand den kendte. Det var den pensionist, der for mange dage siden havde kørt den til Gedser. Han stod uden for sin havedør, da han så en due gå forbi. Han kendte den straks, da han så dens grønne halefjer veje stolt på ryggen af den. Men han blev noget forbavset da duen sagde: ”Det var dog en gevaldig lang tur jeg har været på.” Manden tog cigaren ud af munden og stirrede forundret på den. Han kunne ikke lade være med at tænke, at det var mærkeligt, at nogen menneske kunne finde på at sætte en båndoptager om halsen på en due for at lave sjov.
Langt om længe var den hjemme hos Peter igen. Men Peter måtte love aldrig at sende hende på sådan en flyvetur igen. ”For hvis du gør det Peter siger jeg aldrig et ord til dig igen.”


Indsendt af: Bent Kristiansen den 07/09 - 05 | 11:10 | Profil        

Kommentarer



Kontakt mig, når nogen svarer på dette indlæg?