I en sky af ild blev flasken lavet.
På den store fabrik, hvor de lavede flasker, kom den til verden sammen med en masse andre flasker, der lignede den.
Lige så snart den var lavet, blev de sat til afkøling, for den var gloende varm i lang tid.
Men nu stod den der og kølede af sammen med de andre.
Da det blev aften og alle der arbejdede på fabrikken gik hjem, sprang eet af de øverste vinduer op og ind svævede flaskefeen i en sky af guldstøv.
”Du skal være min fortryllede flaske,” sagde feen mens den svang sin tryllestav hen over en sodavandsflaske, der stod og kølede af sammen med de andre sodavandsflasker. Og inden flasken fik tænkt sig om var flaskefeen igen forsvundet ud af det vindue, den var kommet ind af.
”A-ha, jeg må være noget særligt,” sagde flasken til de andre. Men de sagde ingenting. De stod bare og så storsnudede ud. Det var nok fordi de ikke kunne sige noget, at de ingenting sagde.
Den fortryllede flaske syntes, det kunne være sjovt at få de andre flasker til at sige noget. Så den begyndte at ryste sig. Og da alle flaskerne stod så tæt op ad hinanden, begyndte de andre også at ryste. Og snart rystede de alle, og da de gned op ad hinanden begyndte de at klirre. Og det endda så højt, at nattevagten kom farende og så forundret på alle flaskerne, der stod og klirrede, så det kunne høres over hele fabrikken.
Han vidste ikke, hvad han skulle stille op med alle flaskerne, så det eneste han kunne gøre var at tage sin sorte bog frem og skrive en rapport om, at alle flaskerne stod og klirrede. Ja, han skrev endda, at det lød som en hel lille melodi.
Næste morgen kom værkføreren og nogle arbejdere hen og kiggede undersøgende på flaskerne, men de kunne åbenbart ikke finde ud af, hvorfor alle flaskerne stod og klirrede. Men værkføreren sagde dog. ”Vi må se at få de flasker ud af fabrikken i en fart, så de ikke smitter de andre flasker”.
Og så blev den fortryllede flaske læsset på en lastvogn og kørt langt væk.
Der lugtede dejligt på den fabrik, hvor den fortryllede flaske blev læsset af. Nu turde den ikke ryste mere, så den stod helt stille lige som de andre flasker.
Pludselig en dag blev den løftet op. Og inden den fik tænkt sig om, var den fyldt med en rød væske, der bruste og lugtede så godt, at den syntes, den aldrig havde lugtet til noget, der lugtede så godt.
BANG, sagde det, og nu blev en kapsel smækket på med sådan en kraft, at det gjorde ondt over det hele, så den fortryllede flaske kunne ikke lade være med at råbe AV. Men det var der ingen der hørte, for det larmede og klirrede, så det ikke var til at høre andet end maskinen og alle de andre flasker, der klirrede. Så ingen hørte, at den fortryllede flaske råbte AV.
Bagefter blev der sat en seddel på alle flaskerne, og da den fortryllede flaske så rigtig efter, stod der HINDBÆR sodavand på den etiket, der sad udvendig. Og det var den fortryllede flaske glad for, for nu vidste den, hvad der var inde dens mave, som bruste og lugtede så godt.
Nu stod den stille i lang tid, og nej hvor den kedede sig. For den kunne ikke røre sig, og der var ingen at snakke med.
Men pludselig en dag skete der noget. Der blev råbt HURRA og nogen sagde til lykke med fødselsdagen. Og da den fortryllede flaske rigtig fik set sig om, kunne den godt se, at den var havnet et sted, hvor der var fødselsdag.
Hvor var alle menneskene glade og da kapslen blev hevet af den fortryllede flaske, rystede den sig lidt uden at nogen så det, så hindbær sodavandet sprøjtede ud over papirdugen. Og noget af den røde væske havnede lige midt i lagkagen. ”Sikke dog noget svineri,” sagde Michaels mor og hentede en køkkenrulle og duppede lagkagen og tørrede papirdugen ren. Og de andre råbte hurra og skålede i hindbær sodavand.
Da flasken var tom blev den sat ud i udhuset. Her stod den i lang tid. Men den kunne dog prale af, at den havde været til fødselsdag.
En dag blev den fortryllede flaske taget op af kassen og båret ud i haven. Hvad mon jeg skal her, tænkte den. Men den måtte pænt følge med, for Michaels far, der bar den, holdt godt fast omkring den, og med en lille graveske lavede han et lille hul i jorden lige midt i et muldvarpeskud. Her satte han den fortryllede flaske, så kun lige det øverste af halsen stak op af jorden.
”Her kan du så stå og hyle,” sagde Michaels far.
Det kunne den fortryllede flaske ikke forstå eet ord af. Men den var heldig, at den hørte, at Michaels far sagde til Michael, at han havde gravet flasken ned i muldvarpeskudet fordi de havde så mange muldvarpe, at det var en plage for dem, og når man gravede en flaske ned, ville vinden eller blæsten få flasken til at tude som en ulv. Og den lyd kunne muldvarpene ikke lide, så de ville forsvinde af sig selv inden længe, for de kunne ikke lide ulvehyl, sagde Michaels far.
”Skal jeg virkelig stå her ude i al slags vejr og tude som en ulv,” sagde den fortryllede flaske. Og så tudede den omkap med uglen, der interesseret så ned på den fra det højeste træ i haven.
Alle muldvarpene i nærheden holdt sig for ørerne, de kunne ikke fordrage den lyd. Og selv om den fortryllede flaske syntes det var synd for de arme muldvarpe, kunne den ikke holde op med at hyle. Så den hylede og hylede, indtil alle muldvarpene var flyttet langt ud på marken.
”Hvad hyler du for,” spurgte den lille dreng, der gik forbi og hev flasken op af jorden. ”Jeg tager dig med hen til købmanden og sælger dig. Måske køber jeg en ny hindbær sodavand.” Han så på den gamle etiket, der havde løsnet sig i det ene hjørne.
Mens han kiggede på etiketten opdagede han ikke kantstenen, så ham og den fortryllede flaske havnede på jorden med et brag, der var så stort, at den fortryllede flaske gik i tusinde stykker, og den arme dreng måtte ind til købmanden og have et plaster på sin ene finger. Og købmanden åtte ud med sin kost og skovl og feje alle skårene op og smide den fortryllede flaske op i en container, der var beregnet til glasskår. Og her havnede den fortryllede flaske.
Det kan være den igen havner på den store fabrik. Og måske kommer flaskefeen og laver den om til et fortryllet spejl. Eller måske en fortryllet flaske én gang til.
