Michael og Kamilla suste ned ad kælkebakken omme bag Niløsegården. Den store bakke havde lige den længde, en god kælkebakke skal have. De havde med megen møje og besvær slæbt kælken helt op på toppen, og nu gik det nedad i susende fart.
De havde leget på kælkebakken hele eftermiddagen, men nu var det ved at blive mørkt, så de tænkte på at gå hjemad igen.
Bare én eneste tur til ville de have. Så de trak slæden op for sidste gang. De var næsten kommet helt op, da de opdagede et hul i jorden. ”Det er nok en ræv, der har sin indgang der,” sagde Kamilla. De gik hen for at se om de kunne finde rævespor, men det de så, var noget helt andet. De tydeligste aftryk af nogle små træsko, rundt om hullet i jorden.
Michael kaldte på sin far, han kom hurtigt hen for at se, hvad der optog Kamilla og Michael, og han så også tydeligt sporene i den nyfaldne sne. ”Bliv i her, så skynder jeg mig hjem og henter rendegraveren, så skal vi snart få gravet op for at se, hvad der er nede i granhøjen.”
Michael og Kamilla kiggede på hinanden. De havde hørt så meget om nisser i den sidste tid, så de vidste, hvor farligt det var at være nisse. Især når mennesker blander sig i deres liv. ” Nej far, lad nisserne være i fred, her har de måske boet i 1000 år. Hvis vi graver dem op og måske får rørt ved dem, bliver de måske usynlige, og så får vi dem alligevel ikke at se. Nej, lad dem leve i fred, så kan vi måske få mor til at koge noget risengrød til dem.”
Nisserne havde hørt hele samtalen. Hvor blev de glade, da de hørte at Kamilla og Michael ikke ville have, at Michaels far skulle grave dem op med rendegraveren. Og de blev endnu mere glade, da de hørte, at de skulle have risengrød. For da de hørte ordet risengrød blev de mindet om den gode tid da nisser og mennesker var gode venner for mange mange år siden. Altså før troldene fik ødelagt det gode forhold mellem mennesker og nisser.
”Det kan jeg godt huske,” sagde den ældste nisse, der sad henne i hjørnet i sin gyngestol. ”Det kan jeg skam godt huske.”
”Hør jeg kan høre, at én af nisserne fortæller om gamle dage,” sagde Michael og lagde sig ned i sneen med øret mod jorden. ”Prøv at tie stille Kamilla.”
Nu kunne de begge høre stemmen nede fra jorden:
Der var engang for mange, mange år siden. Menneskene levede helt anderledes, end de gør nu. De levede af jagt og fiskeri. De blev nødt til at jage dyr for at overleve. Skindene brugte de til deres huse og til deres klæder.
Dengang var nisser og mennesker gode venner. Vi nisser kom i menneskenes primitive boliger. Somme tider kom vi for at få gode råd, for menneskene var langt klogere end os nisser.
Nisserne var også anderledes end menneskene på den måde, at vi aldrig blev skiftet ud. Menneskene blev født Og når der var gået nogle år, blev de skiftet ud. Det samme skete med dyrene, de blev også skiftet ud. Vi har tit set dyr ligge døde på marken. Men vi nisser blev aldrig skiftet ud. De nisser, der var til dengang, eksisterer endnu. Akkurat de samme nisser.
Menneskene tog tit en nisse på skødet, så troede de, at heldet og lykken var med dem. Jo, de var gode venner.
På det tidspunkt var der mange trolde. Ondskabsfulde bæster. Der var et mylder af dem alle vegne. De levede i en stor koloni, og de havde helt undermineret bakken ved siden af os med deres underjordiske gange. De kunne ikke selv gøre for at de var så mange, for der blev født et utal af dem hvert år. Så der blev flere og flere af dem som årene gik.
Troldene kunne ikke lide at nisserne og menneskene var gode venner, så i deres vrede lavede de en meget udspekuleret trolddomskunst.
Næste gang et menneske skulle ud i sin båd for at fiske, tog han en nisse på skødet for at heldet skulle være med ham. Det havde de gjort mange gange før, men denne gang skete der noget meget besynderligt. Nissen han sad med blev mere og mere usynlig, for til sidst helt at forsvinde. Og da han ville sætte den ned, var der ingen ting at sætte ned.
Nisserne vidste, at det var troldene, der havde været på spil. Nu turde de ikke være i nærheden af mennesker mere, de var bange for at blive usynlige.
Menneskene kunne ikke forstå hvorfor nisserne gemte sig, hver gang de ville snakke med dem. De kendte jo ikke troldenes forfærdelige trolddomskunst.
Nisserne blev så vrede på troldene, at de gik ud til heksen, der boede langt ude i den mørke skov. De bad hende være med til at gøre regnskabet op med troldene. Hun fandt hurtigt sit tryllepulver frem, og med det sneg nisserne sig op til troldenes bolig i Troldehøjen og blæste tryllestøvet ned i gangene til dem.
Det varede ikke længe før de så virkningen. Frøer og tudser i alle størrelser myldrede ud af hullerne. De var tryllet om til frøer. De satte alle retning mod den store sø. Og de lod sig alle plumpe ud i vandet.
Da der var gået nogen tid syntes nisserne det var synd for troldene, at de skulle ende deres dage som frøer og skrubtudser. Så de skyndte sig ud til den onde heks og bad hende om at trylle troldene tilbage igen.
Det passede den onde heks godt, for den kunne ikke fordrage troldene. Og den vidste at nisserne ikke kunne spørge de kloge mennesker til råds. Så den sagde til nisserne, at de skulle drysse tryllestøvet ud over søens vand, så ville frøerne og skrubtudserne blive forvandlet til trolde igen.
Nisserne tænkte sig ikke om, for da de gjorde, som den onde heks sagde, blev alle frøerne og skrubtudserne tryllet om til trolde igen. Men ingen af dem kunne svømme. Så de druknede næsten alle.
De trolde, som overlevede kunne godt se, at de egentlig selv var skyld i, at de næsten var blevet udryddet. Havde de ikke ødelagt det gode forhold mellem mennesker og nisser, havde nisserne nok spurgt de kloge mennesker til råds og opdaget, hvad den onde heks havde i sinde.
Men tryllepulveret havde også den mærkelige virkning at troldene for eftertiden passede på med ikke at blive for mange. Og de tænkte mere over deres venskab mellem nisser og mennesker.
”Slut med den historie,” sagde den gamle nisse.
Michael og Kamilla rejste sig op. Der var ingen der sagde noget. Det var en spændende historie de havde hørt nede fra jordens dyb. Men nu var det blevet helt mørkt så de skyndte sig hjemad, glade over, at de havde reddet nisserne fra at blive gravet op af deres lune bolig oppe på granhøjen.
