Der var en gang en lille dreng, der hed Albert. Da det nu var jul sagde hans far og mor til ham. ”Albert ” sagde de,” i morgen skal vi besøge tante Sofie, og så har du bare at opføre dig ordentlig og tale pænt og lade være med at bande og sige uartige ord.”
Albert syntes da at han altid opførte sig ordentlig og han bandede da kun, når det var nødvendigt. Men det var ikke altid let for sådan en lille dreng at vide, hvordan man skal opføre sig.
Nu stod de oppe på stationen. Hans far havde lige købt en billet til hver. En dobbelt billet til to og en halv person, hørte Albert sin far sige ind gennem en luge, hvor der sad en mand med en togkasket på. Den halve billet, vidste Albert, var til ham selv. Og det var godt hans far købte en dobbelt billet, så vidste Albert, at de kom hjem igen.
Der var god tid inden toget kom, så de gik og så på køreplaner og plakater med forskellige billeder. Pludselig begyndte Albert at hoppe op og ned, og da det ikke hjalp, krydsede han benene. Men det hjalp heller ikke. ”Far jeg skal på lokum,” sagde han med en forpint stemme. ”Far jeg skal altså på lokum og jeg skal skynde mig.”
Far tog Albert i hånden, og de løb alt hvad de kunne hen til et sted, hvor der stod toilet på døren. ”For resten hedder det ikke lokum, Albert,” sagde hans far mens de gik under en tunnel og over på perronen. ”Det hedder enten, jeg skal på w c, eller hvis du skal sige det pænere hedder det: Jeg skal på toilettet. Men du må i hvert fald aldrig sige lokum når tante Sofie hører på det. For så får hun et flip.”
”Far, far nu kommer der en W. C. mativ,”skreg Albert, men han klamrede sig til sin fars hånd. ” Jamen Albert det hedder altså en lokomotiv,” sagde hans far strengt. Men nu kunne det være nok, sagde Albert. Først sagde hans far, at han ikke måtte sige lokum, og lige så snart han sagde W C. Ja, så hed det noget andet. For Albert syntes da også det lød dumt, hvis han sagde toiletmativ til sådant et larmende uhyre, der sprøjtede damp ud i hovedet på ham, når det suste forbi. Jo, det var helt sikkert en Wcmativ og ikke et lokomotiv. Far sagde da også, at det var lige meget, hvad det hed. Bare de kom med toget.
Der var meget at se på for sådan en lille dreng. WC mativer. Toiletmativer og lokomotiver kørte i mellem hinanden. Nu måtte deres tog da snart komme. Og for at Albert skulle glemme alle de fnysende uhyrer, der kørte imellem hinanden, formanede hans mor ham, at nu når de kom over til tante Sofie, skulle han huske at give hånd og bukke pænt. ”Og husk at tage skoene af inden du går ind i tante Sofies lejlighed, for hun har fine gulvtæpper på over det hele.” Albert så ned på sine nye tennissko. Måtte han virkelig ikke gå ind til Tante Sofie i dem. De var ellers lige blevet købt i dagens anledning. To numre for store så han kunne vokse i dem. Men mor havde stoppet noget vat ud i snuden. Så han kunne godt løbe stærkt i dem.
Nu kom deres tog.
Der var mange, der skulle ud, og mange der skulle ind. Sikke en forvirring. Men de fandt en plads lige over for hinanden. ”Hvor er dine sko Albert,” sagde mor pludselig, da toget havde sat sig i bevægelse. ”Jamen du sagde da lige, at jeg ikke måtte have sko på ind i tante Sofies lejlighed, så dem smed jeg inden jeg gik ind i toget. Og nu vil jeg ikke have mere ballade i dag,” sagde Albert og satte sig godt tilrette.
Men hans far sprang op og hev vinduet ned, og der så han Alberts sko stå midt på perronen, mens toget fik mere og mere fart på. Til sidst var der kun to små hvide prikker at se.
”Hiv i nødbremsen.” Skreg hans mor, mens hun sprang op. Men da blev hans far vred og sagde, at hun absolut ikke skulle hive i nogen nødbremse, og hun skulle lade Albert være i fred, for han var normalt en sød dreng, selv om han bandede lidt og ikke altid vidste, hvad han skulle. Men bare de lod ham være i fred og lod ham passe sig selv, blev han ikke så forvirret.
Albert syntes, det var sjovt at rejse med tog, og nu fik han også frisk luft til tæerne, sagde han og vippede op og ned med dem. Men da sagde hans mor, at det skulle han holde op med, for han havde et stort hul på den ene strømpe, så hans storetå stak ud som en stor grøn kartoffel. Men Albert var ligeglad, for nu glædede han sig til at se sin tante Sofie.
Og hun stod også og vinkede til dem, da de kørte ind på stationen, og da hun hørte, hvorfor Albert ikke havde sko på, men i stedet havde hul i sokken til sin storetå, lo hun så tårerne trillede ned ad kinderne på hende. Og så gik de ind i en skotøjsbutik, og tante Sofie købte et par nye gummisko til Albert. Og så måtte Albert til gengæld fortælle hende om den spændende køretur og alle de WCmativer og Toiletmativer, de havde set. Albert skulle nok lade være med at kalde dem for lokummotiver, for det havde han lovet sin far. Og han syntes da, at det egentlig var let at lade være med at bande, og det var også let at tale fint til tante Sofie, for hun talte også selv så fint.
Jo, de nåede at blive gode venner inden de tog toget hjem igen. Og Albert fik for resten lov til at gå ind på hendes fine gulvtæpper med sine nye gummisko, for tante Sofie sagde, at de ikke var nær så beskidte som Alberts sokker med hul i til hans storetå. ”For hun ville ikke have nye kartofler på sit gulvtæppe,” sagde hun.
Albert sov hele vejen hjem, så træt var han af at være på besøg hos sin tante Sofie.
