”Se farfar og farmor hvad jeg har fået.”
Nede i bunden under al høet lå det lille væsen og hvæsede af os. Den var bange. Det var vi også. Vi skulle nok holde fingrene for os selv. For ligeså snart den så en finger satte den sig på bagbenene og hvæsede, som om den ville sige kom bare an hvis i tør. Men vi skulle ikke nyde noget.
Kamilla tog et par handsker på og holdt et par franske kartofler ned til den. Det kunne den ikke stå for. Den snuppede resolut en stor fransk kartoffel og spurtede rundt i terrariet så savsmuld og hø stod omkring den. Hvor så det sjovt ud. Det var som om den ikke ville dele sit jagtbytte med andre, selv om den var helt alene i terrariet.
Det var en god ide´ at anbringe den i glasburet, så kunne vi se den fra alle sider selv om den tilbragte det meste af tiden i søvnens rige. Hvad mon sådan et lille kræ drømmer om? Nogle gange gav den nogle spjæt fra sig som om den løb hen over en øde sandstrand og kæmpede mod slanger og andet kryb. Men den var kun en lille mundfuld på størrelse med en mus.
En dag havde hamsteren fået et større område. Nu kunne den spurte rundt i et større terrarie som Kamilla havde købt for de penge hun tjente ved at hjælpe sin far i grisestalden. De penge skulle hamsteren nyde godt af, så der blev også købt lidt legetøj til den, så den kunne more sig med at løbe rundt i en karrusel. Hvor kunne den få fart på. Det gamle terrarie blev sat ud på loftet, det kunne bruges når det nye skulle renses, så kunne hamsteren tilbringe tiden i det lille terrarie mens det andet blev gjort rent.
På sådan en bondegård kunne der godt være mus og en enkelt kunne indfinde sig i køkkenskabet på mystisk vis. Ingen vidste hvor de kom fra. Så en dag kom en kat tilløbende. Den spurgte om den måtte slå sig ned her og det var Kamilla lige med på, for det var en sød og forstående kat med hvide poter. Den havde kun været i huset et par dage da den spurgte om dens ven måtte komme på besøg. Og så var de leveret. Den kom ikke kun på besøg, nej den flyttede ind. Og så havde Kamilla to katte og en hamster. For ikke at glemme hunden Fie, som var en stor Golden Retriever.
Alle de dyr skulle trives i huset. Fie jagtede kattene , men den skulle nok passe på deres skarpe kløer når de vendte sig om og hvæsede , når de syntes det ikke var sjov længere. Kattene lignede hinanden på en prik. Fie måtte kigge dem bagi for at se forskel. Ikke engang deres navne var der meget forskel på. Den ene hed Mille og den anden Milo
Mille havde fået den vane at når Kamilla gik i seng fulgte den med op ad trapperne og inden Kamilla fik tænkt sig om lå katten og spandt i benenden af sengen. Og så var det næsten synd at jage den ned. Her kunne den ligge og holde øje med hamsteren der hoppede rundt i sit bur. ” Er det en mus, du har i buret, Kamilla”, spurgte den en mørk nat da Kamilla lå og sov. Kamilla svarede ikke for hun sov.
Næste morgen tog Kamilla bussen til skole efter at have spist morgenmad og børstet tænder. Jeg glemte vist at smide Mille ud af værelset sad hun og tænkte på da hun sad henne i skolen. Men klokken to tog hun bussen hjem igen og gik op på sit værelse. Mille var der ikke. Og hamsteren var også væk.
Da kom Kamilla til at tænke på at hun tit havde set katten sidde foran terrariet og slikke sig om munden som om den ville sige : ” Sikke en dejlig musesteg”. ” Åh, din slemme kat, du har spist min hamster,” råbte Kamilla og gav den et dask med fluesmækkeren. . ”Du kommer aldrig ind på mit værelse mere og du får aldrig lov til at ligge i min seng.”
Og hver gang katten prøvede at snige sig op ad trappen fik den et klask bagi med fluesmækkeren.
Kamilla prøvede at finde den mindste smule af den ulykkelige hamster, men væk var den. Slugt med hud og hår. Der var intet at begrave ude i baghaven.
Kamilla var ked af det i tre dage. Og kattene var kede af det i tre dage . Og når kattene var kede af det blev Fie også ked af det. Så de var så ulykkelige alle sammen lige ind til at Kamilla kom fra skole og så at Mille havde sneget sig op på loftet og lå og sov i det gamle terrarie der stod ude på loftet. Hun skulle lige til at hente fluesmækkeren for at jage den ned, da den vendte bugen i vejret og frem kom den snorksovende hamster. Den sov. Og den var ikke en smule død. Den nød at ligge i varmen hos sin nye mor.
Kamilla hentede en fad med lidt varmt mælk og sagde: ” Undskyld Mille. Hvordan kunne jeg tro at du havde spist din bedste ven.”
