Der var en gang en konge og en dronning, der havde et barn. Det var en dreng, så derfor kaldte de ham for prins Akida.
En dag sagde prinsen til sin far og mor. ”Jeg vil ikke bo herhjemme i vores fattige land længere. Nu drager jeg ud i verden og finder en smuk prinsesse.
”Kongen og dronningen blev meget bedrøvede. De vidste godt at deres land var lille og fattig. Ja, de var så fattige i deres land, at det eneste de havde råd til at spise var fisk. Fisk til morgenmad og fisk til middagsmad, og hvis de skulle have noget at spise om aftenen, var det igen fisk.
”Jeg hader dyr med skæl,” sagde kongesønnen, da han gik ud af porten. Han gav nogle forsultne katte den madpakke, hans mor havde smurt til ham, for han vidste, at der var sild på alle fire rundtenommer.
Men nu gik han ud i den store vide verden.
Da han kom til det nærmeste kongeslot bankede han på døren, og spurgte om de havde en prinsesse, som ville gifte sig med ham. De syntes det var mærkeligt, at der kom en prins fra nabolandet, og spurgte om de havde en giftelysten prinsesse. De kendte godt prins Akida, og for at jage ham ud af deres land, skyndte dronningen sig ud i køkkenet og sagde, at de skulle skynde sig ned til stranden og købe alle de fisk, de kunne få fat på.
Og da prinsen lugtede, at der blev stegt fisk rundt omkring på kongeborgen og i hele byen, kan det nok være, at han tog benene på nakken og skyndte sig ud af det land. ”Føj, hvor her stinker,” sagde han,” jeg kan ikke fordrage dyr med skæl.”
Han gik og gik.
Til sidst kom han til en stor port, der var lavet af guld. Af det purreste guld. Og da han bankede på, blev porten åbnet af to soldater med en rustning af det purreste guld. Ja, selv deres broncesværd var af det purreste guld. De førte ham op på slottet, og her var der musik og sang. Og alle dem der var der dansede og sang til den dejligste musik.
Sikke en glæde.
På en tronstol, ved siden af kongen, sad det yndigste væsen prins Akida nogen sinde havde set. Der sad hans prinsesse med krone på og foretog sig ikke andet end at lege med en slange, som snoede sig omkring hendes ene arm. En slange med to hoveder. ”Det er en lindorm,” sagde prinsessen med sin sprødeste stemme. ”Den har skæl lige som en fisk. Dejlig bløde skæl,” føjede hun til, og rakte armen ud så prins Akida kunne røre ved den. Men prinsen skulle ikke nyde noget. ”Jeg kan ikke fordrage dyr med skæl,” sagde han og kiggede forundret på dyrets to hoveder med de lange spillende tunger.
Men prinsessen havde helt glemt ham, så optaget var hun af at lege med lindormen.
Prins Akida stod længe og så på den smukke prinsesse og det uhyggelige mærkelige dyr, som hun legede med. Så sagde han pludselig. ”Vil du gifte dig med mig, så vil jeg love dig, at vi aldrig, nej aldrig skal have fisk til middag.” Prinsessen blev forundret og spurgte. Nej, hun spurgte ikke sin far. Nej, hun spurgte lindormen, om den syntes, at de skulle gifte sig med prins Akida. Lindormen smøg sig ind til hende og frembragte en mærkelig lyd, som kun prinsessen forstod. Den virrede med sine to hoveder, så det så ud, som om den var vred. Meget vred endda. Og ud af dens ene mund sprøjtede en hvid væske ned over prinsessens fine guldbroderede kjole. Og ud af dens anden mund kom der en væske ud og blandede sig med den hvide mælkevæske.
Prinsessen rystede over hele kroppen, og der var tårer i hendes kønne øjne, da hun rejste sig og bad prins Akida følge med.
Prins Akida fulgte bagefter som en hund.
Da de kom hen til guldfiskedammen sprang prinsessen op på kanten og lod sig plumpe ud i det klare guldfiskevand, og alle guldfiskene og skildpadderne slog kreds om hende. Hun var eet med naturen. Hun svømmede og dykkede, mens hun holdt fast i lindormen. ”Kom ud til mig,” råbte hun indsmigrende. Men prins Akida skulle ikke nyde noget. Forfærdet så han den forandring, der var sket med hende. Han så hvordan hendes lyse hud fik et grønligt skær, og store skæl sad oppe fra hendes hoved og ud på den yderste halespids.
Hun slog et slag med halen, så vandet sprøjtede op omkring den forundrede prins. Han kunne ikke forstå, hvad der skete omkring sig? Prinsessen var sprunget i vandet, og med det samme var hun forvandlet til et vanddyr, der svømmede og dykkede ned i vandet. Hendes skæl og halen viste, at hun var eet med det våde element. Hun holdt fast i lindormen med begge hænder. Den hvæsede og spruttede. Dens to tunger spillede, og hovederne gik frem og tilbage, som om den dansede i vandet. Den nød at lege i vandet med den smukke prinsesse, der svømmede og dykkede omkap med guldfiskene.
Prins Akida blev ked af det, og skulle lige til at gå, da han ud af øjenkrogen så et lille glinsende væsen spadsere hen ad bassinkanten. En fe tænkte han. En lyslevende fe. Han så, hvordan hun strøede en hel masse gyldne stjerner ud over vandet, og til sin overraskelse så han, hvordan de grønne skæl faldt af prinsessen og lagde sig som åkandeblade i vandoverfladen.
Men det bedste han så var, at hun slap lindormen.
Den svømmede væk fra hende, og med en vred væsen delte den sig i to dele og kravlede op af guldfiskedammen og forsvandt i hver sin retning i det våde græs.
De så den aldrig mere.
Men prinsessen steg op af vandet og rakte prins Akida sin hånd, mens hun sagde: ”Nu har jeg ved din hjælp gjort mig fri af lindormens tyranni, så nu kan vi gifte os, og jeg lover, at vi aldrig skal have fisk til middag. For jeg kan heller ikke fordrage dyr med skæl.”
Og så levede de lykkeligt til deres dages ende. De fik aldrig fisk til middag og
lindormen så de aldrig mere.
