Larven gnavede af den lækre kål.
Den var næsten lige blevet født, men den kunne spise lige med det samme. Det var godt, dens mor havde anbragt den lige oven i maden. Altså lige oven på den lækre grønkål. Den så sig om, men det eneste den så, var grønkål og en hel masse larver der gnavede omkap med den selv. De lignede alle hinanden, for de var født af den samme mor.
Larven kiggede sig om en ekstra gang. Den tænkte, om den mon kunne finde sin mor blandt alle de larver. Den kravlede hen til én af de andre og spurgte. ”Har du set min mor.” Men den anden rystede på hovedet . Ja, det så ud som om den rystede med hele sin lange krop. ”Vi spørger én af de andre.” De andre larver holdt op med at spise. Alle så sig forundrede om. Så råbte de alle i kor: ”Hvor er du mor.” De kiggede alle hen på den største larve. Men den rystede blot på hovedet og sagde, at den var blevet meget større end de andre, fordi den elskede grønkål og spiste meget mere end de andre. Og så spiste den videre.
Larverne kunne ikke forstå hvor deres mor var blevet af. Hun kunne ikke forsvinde op i den blå luft og lade alle sine unger klare sig selv. Nu var de alle begyndt at savne deres mor. Men der var mad nok til dem, og det var de glade for, for så behøvedes de ikke at sulte.
”Er du vores mor,” spurgte de en snegl, der havde forvildet sig helt op i toppen af grønkålen. Den havde nok at gøre med at holde balancen og passe på det hus, den altid slæbte med på ryggen. Vi er måske alle født inde i det hus, tænkte larverne. Men sneglen trak følehornene helt ind, mens den tænkte på det svar, den skulle give larverne.
Men inden den fik svaret, mistede den balancen, og faldt ud over kanten af grønkålsbladet. Den slog sig lidt, da den ramte jorden, men dens hus gik heldigvis ikke i stykker. Den var glad for, at den var sluppet fra de mærkelige larver, der troede, at den var mor til dem. Den havde skam travlt med at passe sine egne unger, der altid stillede de mærkeligste spørgsmål.
De spiste og spiste af den lækre kål. De blev større og større. Nu spiste de omkap alle sammen. Mens de spiste, tænkte de på deres mor, der helt havde svigtet dem.
En rigtig varm sommerdag blev de meget forskrækkede. De dukkede sig alle, da de hørte suset fra et par vinger. Havde de kunnet kravle væk i en fart, var de alle kravlet ned under bladet, så forskrækkede blev de. De så alle noget hvidt komme flagrende ned fra himlen. Den flaksede rundt nogle gange for til sidst at lande på grønkålsbladet lige ved siden af dem. De blev forbavsede, da det hvide sagde. ”Hej unger, hvordan går det,” med den sødeste stemme de nogensinde havde hørt. ”Er du en engel,” fik larven, der havde savnet sin mor så meget, fremstammet. Den rystede over hele kroppen, så forskrækket var den.
”Nej, jeg er jeres mor, men jeg føler mig tit som en engel, når jeg flyver rundt på sådan en varm sommerdag.”
Sommerfuglen bredte sine vinger helt ud. Alle larverne så måbende på hende. Var det virkelig deres mor? Hvor var hun flot. ”Kommer vi til at ligne dig engang,” var der én af larverne, der spurgte. ”Ja, engang kommer i til at ligne mig. Det er derfor jeg er kommet tilbage for at fortælle jer, hvordan i skal bære jer ad med at komme til at ligne mig. Nu er i så store, at i kan forstå det, jeg fortæller jer. Nu skal i høre. Foreløbig skal i blive ved med at spise grønkål. Jo mere i spiser, jo bedre er det. Når vejret bliver koldere føler i jer trætte, men i er ikke gamle endnu.
Men nu skal i høre.
Når i føler jer trætte og maden ikke smager så godt mere, skal i kravle ned af madstedet, altså grønkålen, og kravle hen et sted, hvor der er læ og lidt varmt. Når i har fundet et godt sted, sætter i jer godt fast og slapper af. Når i har siddet lidt falder i i en drømmeløs søvn. I sover i meget lang tid, men når så solen begynder at skinne og dagene bliver varmere, vågner i op igen.”
Larven gjorde, som dens mor havde sagt. Den spiste og spiste af den lækre grønkål. En dag lukkede den øjnene for at se, om den var træt nok. Jo, nu syntes den, at maden ikke smagte så godt længere, så den begyndte på sin lange rejse. Den kravlede ned ad kålplanten og fortsatte i lang tid hen over jorden, til den kom til en mur. Her kravlede den op. Den var helt forpustet, da den nåede toppen. Den satte sig godt tilrette og lukkede øjnene, som dens mor havde sagt, den skulle. Nu måtte der snart ske noget, tænkte den. Den kunne mærke, at den blev mere og mere stiv i hele kroppen, og der voksede ligesom en skjold uden om den. Den følte sig ligesom en puppe.
Den var en puppe.
Her sad den hele vinteren. Der skete ikke meget i dens liv. Den kunne hverken spise eller bevæge sig. Den lå helt stille.
Nu begyndte det at blive varmere i vejret. Solen skinnede. En dejlig varm sommerdag revnede puppen. Larven mavede sig ud i den friske luft. Den følte sig mærkelig tilpas. Det var som om den slet ikke var sig selv. Den kiggede sig omkring. Og da opdagede den, at den overhovedet ikke lignede en larve. Den var blevet til den flotteste hvide sommerfugl. Den prøvede at bevæge vingerne, og pludselig kastede den sig ud fra muren. Den flaksede nedad, men nu begyndte den at bevæge vingerne og styre med halen. ”Hurra, jeg kan flyve,” skreg den. ”Har i nogensinde set en larve flyve.”
En anden sommerfugl, der i det samme kom forbi råbte til den: ” Du er altså ikke en larve, du er blevet til en sommerfugl.” Og så fløj de begge op mod den blå himmel. Op mod solen.
