”Skål Quraish og Desai.”
Jeg hævede snapseglasset og så over mod mine to indiske vener. De kiggede på hinanden og tog snapseglasset i hånden. Når min kone kunne drikke snaps, kunne de også. Hende ville de ikke stå tilbage for, selv om det måske var første gang i deres liv de havde smagt en snaps.
Hvad var det vi danskere lokkede dem til ?
Min kone og jeg havde lokket dem til et godt dansk frokostbord med sild og andet pålæg og hvad dertil hører. Richardt, vores overbo, havde vi også inviteret, så han kunne oversætte til dansk, hvad de to indere sagde på deres sjove engelske sprog. Mit engelsk var sådan set godt nok, men Richardt talte flydende engelsk, hvor i mod jeg skulle tænke mig lidt mere om, når jeg sagde noget til dem. Vi forstod ikke en tøddel, når de konfererede indbyrdes. D e var meget skeptiske over for det mad de spiste og det de drak til maden. De var kommet til Danmark for at lære dansk mejeribrug, og nu var de havnet her på vores mejeri, hvor de skulle være i et halvt år. De gik rundt i smørkammeret som to hvide spøgelser. Ja, det var kun tøjet, der var hvidt, og så lige deres tænder. Ellers skinnede deres mørke hudfarve igennem. Især Quraish, han var meget mørk i det, og han var også lige så stor som en almindelig dansk mand på ca. 35 år. Derimod var Desai en lille spinkel fyr, godt nok mørk i hudfarven, men hans hud var så skinnende og blank og helt fri for udslet og andet. Det lyste ligefrem ud af ham, at han i Indien tilhørte én af de øverste på rangstigen. Eller én af de øverste kaster, som det hedder dernede. Desai var nok også 35 år dengang jeg sagde : ” Skål Quraish og Desai.”.
Meget vand er løbet i havet og meget mælk er drukket og meget smør er spist siden dengang.
Jeg sidder på græsplænen hjemme i min have. Solen skinner og man fornemmer at efteråret er på vej. Men endnu er det midsommer. Sommerfugle og andre insekter svirrer i luften omkring mig. Jeg sidder på min havestol lige midt på græsplænen og ser det mylder af liv, der sværmer, kribler og krabler. Du danske sommer.
Jeg læser brevet endnu engang. Posten kom med det i formiddag. Et luftpostbrev sendt fra en anden verden. Eller fra en verden , der ligger langt herfra. Og fra en anden tidsregning. Hvor var det længe siden jeg sagde : ” Skål Quraish og Desai.”
Brevet er fra Desai. Vi har gennem alle årene skrevet til hinanden. Kun en enkelt eller to gange hvert år. Til tider kun et kort brev og andre gange et langt brev, hvor han på sit sjove engelske sprog prøver at fortælle om det han oplever og den udvikling der er sket i Indien og Pakistan. Quradsc hørte vi kun fra en enkelt gang, men han rejste jo også til Pakistan og på den måde blev de to venner fremmede for hinanden. Ja, måske endog fjender. Deres religion skilte dem. Quradc var muslim og Desai var en ægte hindu. Hvorfor bringer jeg religion på banen så mange år efter. For da de var her i Danmark for så mange år siden, hvor jeg var en god kristen, blev ordet religion ikke nævnt med et ord. Men de sidste breve fra Desai handler mere og mere om død og religion. Det er som om han på sine ældre dage har opgivet livet og bliver mere og mere tilknyttet sin religion. Det har tilskyndet mig til at læse en hel del om Indien og deres fremmedartede religion med reinkarnation og genfødsel i anden krop og i en anden tilværelse.
Jeg åbner igen brevet og læser :
Kære venner.
Når i får dette brev fra jeres gode ven Desai eksisterer jeg ikke mere, sygdommen har i mange år gjort mit liv ynkværdigt på denne jord. Gid jeg må genfødes som guldsmed, så vil jeg flyve den lange vej herfra og til Danmark. Op til jer. Jeg ved godt i som kristne har en hel anden tankegang om død og sjælen der forlader jeres legeme. Men her i Indien tror vi på. Nej, vi ved vi vil fødes igen i en anden skikkelse. Kræfterne er små, men jeg vil citere et digt, jeg lige har læst, og som jeg synes er så smukt :
Lad alle mine sanser folde sig ud
i en hyldest til dig, min gud
og lad dem strejfe denne verden ved din fod
Lad hele min sjæl i en hyldest til dig
bøje sig i støvet ved din dør
Lad hele mit liv i en hyldest til dig
fuldbyrde min færd til sit evige hjem .
Som en guldsmed der drevet af længsel
flyver nat og dag
over tabte horisonter
mod dem jeg har kendt.
Det var ikke hele brevet jeg læste. Jeg så mig om denne varme solskinsdag, og som en skygge så jeg den. En guldsmed på blanke svirrende vinger fløj over hækken og stod stille i luften. Vingerne var flossede som efter en lang flyvetur. Mit barnebarn kom derud. ”Se farfar en guldsmed.” Jeg tog ham på skødet, og mens vi sad der og så på guldsmeden fortalte jeg ham hele denne mærkelige historie, som han helt sikkert ikke forstod. Jeg forstod den sådant set heller ikke selv. Så da jeg sagde : ”Skål Quraish og Desai, kiggede han forundret på mig og sagde: ”Skål hr. Guldsmed. ” Og løb ind til sin farmor igen.
©Bent Kristiansen
Fotografiet er taget over for kirken i Niløse i 1962
Personerne: Quraish og Desai. Richardt, Bent, Niels, Leo og Alf
