Jørgen svedte.
Han skævede op til uret. Det havde han gjort mange gange i løbet af formiddagen. Han slog stansemaskinen fra. Sikke en dejlig stilhed. Han lagde høreværnet på bordet og tørrede fingrene i en tot tvist. Frokost.
I dag var en særlig dag. Ikke fordi det var fredag eller fødselsdag eller noget særligt. Men derfor var dagen i dag alligevel noget særligt. Han slikkede sig om munden, og tænderne løb uvilkårligt i vand. Hvor var det herligt, det der var sket.
Han havde været ansat på fabrikken i nøjagtig en måned. Det var hans første lønningsdag, så han vidste, at pengene stod på kontoen i banken, og han nu igen havde råd til at købe de mest nødvendige ting.
Han tænkte på Inger derhjemme, der puslede om den lille nyfødte. Han vidste, at Inger ville tage barnevognen og stille sig op i køen i banken, hvor hun igen kunne sige. ”Jeg vil gerne hæve 1000 kroner, og så ville hun køre i brugsen og købe lidt mad til sig selv og den lille. Hvor havde det været en drøj måned at komme igennem, selv om de havde sparet aldrig så meget.
Han satte sig over til bordet hos de andre nyansatte. Den gamle elite sad ved bordet nærmest vinduet. Selvfølgelig skulle de da have de bedste pladser, for det var der tradition for, og det var deres naturlige ret, at de ved hjælp af deres alder og erfaring kunne sidde ved vinduet, og af og til lade en hånlig bemærkning falde om de unge, der lige var blevet antaget. Men de var nu ellers meget flinke, syntes Jørgen, bare man ikke kom dem for nær og overtrådte fabrikkens uskrevne reglementer.
Som nu i går da Jørgen gik til frokost. Han så med syge og sultne øjne på det lækre smørrebrød, der kunne købes i kantinen for 7 kroner stykket. Tre for 20 kroner. Der var mange, der benyttede sig af tilbudet. Så slap man også selv for at smøre madpakken, eller bede konen om det. Men det var nu mest de lidt ældre medarbejdere, der bad konen om det. Jørgen skulle nok lade være med at bede Inger om at smøre sin madpakke. Det kunne han da sagtens selv, hvis blot han havde haft lidt penge på kontoen. De sidste 14 dage havde han ikke haft madpakke med. Selv om han følte en sygelig sult havde han siddet og set på de andre, der enten købte sig til det, eller tog en lækker madpakke op af tasken. Når nogen spurgte om, hvorfor han ikke spiste, slog han det hen med, at han ikke var sulten. Også selv om tarmene skreg af sult.
Men i går skete der som sagt en glædelig begivenhed. Én af de ældre. Jørgen kendte ham ikke engang, gik forbi den sorte sæk, der var beregnet til affald og lod sin madpakke plumpe derned. Jørgen så , at han henne ved skranken tog tre stykker smørrebrød af dem til 20 kroner. Hvilken spild af resurser, tænkte Jørgen. Her sidder jeg og er hundesulten og så smider den anden en velsmurt madpakke i skraldespanden. Hans kone var sikkert stået op denne tidlige morgen og smurt noget lækkert mad til sin mand.
Sulten tog overhånd. Uden at nogen så det, fiskede Jørgen madpakken op og spiste den ude på toilettet. Madpakken var pænt pakket ind i stanniol og inde under pergamentpapiret kom fire halve stykker lækkert mad frem i dagens lys. Men oven over de fire lækre madder lå en lille pakke. Jørgen spiste de to halve, inden han gav sig tid til at pakke den lille pakke op. Ud trillede en rund tikrone.
Jørgen sad længe og tænkte sig om. Skulle han fortælle manden om sit fund.
I dag spurgte Jørgen den fremmede, om han måtte få hans madpakke, lige inden han lod den dumpe ned i den sorte affaldspose. Manden så bestyrtet på ham, men han så også sulten i Jørgens øjne, så han skubbede madpakken over til ham med en hånlig bevægelse og med ordene : ”Ja, kan du spise den madpakke konen har smurt til mig, så værsgo, for min skyld ingen alarm.”
Jørgen smuttede over til sit bord med den lækre madpakke. Da han havde pillet pergamentpapiret af lå der en guldmønt i den lille pakke, der lå oven på de fire halve stykker.
På sedlen stod der med sirlige små bogstaver: ”Hej skat, køb dig en øl eller en kop kaffe.”
Jørgen var ikke god til regning, men i hele den middagsstund sad han med en masse tal i hovedet.
”Hvad er 200 arbejdsdage gange10 kroner i 14 år,” spurgte han de andre ved bordet. Én af de lidt friske nævnte tallet cirka 30 tusinde.
”Du bliver så bleg Jørgen, har jeg sagt noget forkert.”
”Nej overhovedet ikke,” sagde Jørgen glad og puttede tikronen i lommen.
