Det buldrede i det fjerne. Det havde det gjort hele aftenen.
Når man så ud ad vinduet så man smukke zik- zak lyn fare hen over den mørke himmel og kort tid efter en buldren i det fjerne.
” Læg jer ind i vores seng”, sagde Arne og Tobiasses mor, mens hun hjalp Tobias af tøjet. Han kunne godt selv, men når det var tordenvejr var det nemmere, at mor hjalp ham.
Hen på natten kom tordenvejret tilbage og familien Sørensen vågnede i den store dobbeltseng. Der var heller ikke meget plads til fire personer og en hund. Fie lå i benenden og peb. Den kunne heller ikke lide tordenvejret. ”Der sker ingen ting”, sagde far”, det er kun elektriske udladninger og det holder snart op”.
”Fortæl en historie om tordenvejr”, sagde den lysvågne Tobias. ”Ja, en rigtig uhyggelig én”, føjede Arne til mens han så bedende på sin far, som han vidste var god til at fortælle historier” ..Ja så må mor hjælpe mig. Hun skal give lyde fra sig når det er rigtig uhyggeligt”. Faren tænkte sig om i lang tid. Så begyndte han :
” For mange år siden boede der en greve i det gamle slotsruin uden for byen. Men den gang var slottet ikke en ruin. Det var et rigtig eventyrslot med store sale og med blyindfattede ruder. Her boede greven med sine børn og sin kone og en lille hund der hed Fie”. ” Akkurat ligesom vores hund”, afbrød Tobias. ” Ja, akkurat”, fortsatte faren.” En dag skete der det, at et heftigt tordenvejr trak hen over landet. Det tordnede og lynede så himlen blev helt oplyst af de store zik zak lyn, og der kom nogle skrald så store som. Ja, så store som kanontorden. Og så blev himlen lige så sort som den dybeste nat.
Greven så ud ad vinduet. Og langt, langt i det fjerne så han en lampe svinge frem og tilbage. Hvem har mon vovet sig ud i det herrens vejr, spurgte han sin kone. Altså Grevinden. Hun så også lyset mellem to tordenskrald. Lyset kom nærmere og nærmere. Det svingede frem og tilbage. Frem og tilbage. De stod begge og undrede sig over hvem der gik ude i det forfærdelige uvejr. Pludselig gik lyset ud. De anstrengte deres øjne for at se ud i mørket, men selv om hele området stod badet i lys når et lyn foer hen over himlen, kunne de ikke se spor. Hverken greven eller grevinden kunne få øje på lyset, som de før tydeligt havde set. Hvad mon der sker ude i det frygtelige uvejr, sagde greven og tog sin gule regnfrakke og sine gummistøvler på. Han kaldte på hunden, som gav et hyl fra sig, da han kom til at jokke den på dens ene pote.”
Moren gav et jamrende hyl fra sig. Hun var kommet i tanker om at hun skulle være med i historien. Så hun gav et hyl fra sig og faren så anerkendende over på sin kone, mens Arne og Tobias gemte sig nede under dynen.
” Fortsæt”, sagde drengene i kor.
” Greven åbnede hoveddøren og begav sig på vej selv om lynene knitrede omkring ham og der blev bælgmørk mellem hvert lyn og regnen fossede ned. Hunden fulgte ham lige i hælene mens den peb ynkeligt. Han havde taget en kraftig lygte med, men det var ikke langt den kunne lyse mellem lynene.
Pludselig lød der et vældigt brøl bag ham. Moren skreg så det isnede helt ind i marven på Tobias og Arne og faren så måbende på sin kone, der havde skreget så gudsjammerlig. Hun havde husket sin del af historien.
” Greven vendte sig om og i lyskeglen så han hunden forsvinde ind i munden på et kæmpestort loddent uhyre. Den forsvandt med et skrig” Faren så forventningsfuldt over på sin skrigende kone. ” Han rettede lyskeglen mod det store uhyre, der havde rejst sig på bagbenene og tårnede sig op over hans hoved og udstødte et gjaldende skrig”. Og det gjorde hans kone også. Hun havde rigtig levet sig ind i historien.
” I lygtens skær så han de sørgelige rester af politimesteren. Hans hjerte var revet ud, men det lå og bankede endnu ved siden af i det våde græs. Der kom et lyn så stort så han så hele sceneriet oplyst som var det den klareste dag. Og bagefter et tordenskrald så stort at han tabte lygten.
Næste morgen blev grevinden urolig, for greven var ikke kommet hjem igen. Så hun sammenkaldte nogle af de raskeste karle på gården og bad dem følge med ud i det område, hvor hun havde set lysskæret fra lygten og hvor hun mente hendes mand var. De fandt ham ikke. Ja, de fandt ikke en smule af det drama der var sket om natten. Ikke en kasket eller en gummistøvle eller hundens halsbånd. Ikke en smule fandt de”
Jamen, hvorfor fandt de ingenting”, spurgte Tobias forundret. Faren tænkte sig om i lang tid så sagde han :
” Det er fordi det er en fantasihistorie og alle personer er opdigtede”. ” Vi er måske også opdigtede personer”, sagde Arne og gemte sig nede under dynen.. ” Ja, ” ,sagde faren, ”vi er også opdigtede. Men samtidig et skyggebillede af en lille familie, der er bange i tordenvejr”.
