På slottet hvor kongen og dronningen og den smukke prinsesse boede havde de en hestepasser ved navn Julius. Han gik i de kongelige stalde og drømte om den smukke prinsesse, som han vidste han aldrig måtte komme i nærheden af.
Men prinsessen havde for et par år siden henvendt sig til ham, da hun på én af sine rideture i skoven var faldet af hesten og endt i en grøft med brændenælder, så hendes ansigt og hænder var fuldstændig ophovnet af kontakten med brændenælderne. Hendes ansigt var så ophovnet, at hun næsten ikke kunne se ud af øjnene, og da hun henvendte sig til Julius var hendes stemme forpint og helt forandret, mens hun fremstammede. ”Hjælp mig Julius, så jeg ikke har den forfærdelige kløen på min krop.”
Julius havde altid syntes, at den ide med at ride rundt i skoven var en mærkelig ide, som kun kongen og dronningen kendte til. Det måtte ende galt, og det gjorde det så dengang prinsessen faldt af hesten og havnede i alle brændenælderne. Hvor så hun dog ud. Julius tog fat i hesten og svingede sig op bag hende og de red et stykke længere ind i skoven ud til heksen, der boede der i sin jordhytte. Heksen gik straks i gang med at lave en mikstur, og Julius tog sin undertrøje af og dyppede den i heksens trylledrik og begyndte langsom og forsigtig at gnide prinsessens forpinte krop indtil kløen forsvandt og prinsessen igen så ham ind i øjnene og sagde tak for hjælpen, inden hun svingede sig op på hesten og red hjemad til kongeslottet. Julius løb ved siden af, men inden de nåede ud af skoven sagde prinsessen, at Julius aldrig måtte fortælle om sin oplevelse i skoven. Aldrig med et ord måtte han fortælle, at han havde set og snakket med prinsessen, og at hun havde været hos heksen for at få kløen til at forsvinde fra sin krop, og aldrig måtte han fortælle om brændenælderne.
Julius lovede højt og helligt, at han aldrig ville røbe deres hemmelighed, for med truslen om at få sit hoved hugget af, skulle han nok lade være med at fortælle eet eneste menneske, hvad han havde oplevet i skoven.
Men han kunne ikke glemme den smukke prinsesse. Selv når han gik og mugede i stalden så han stadig hendes smukke ansigt foran sig. Sad han ved bordet sammen med de andre arbejdere, så han stadig prinsessen foran sig. Også selv om kokkepigen gjorde alt for han skulle glemme sit tungsind, men han kunne ikke slippe sin prinsesse ud af sine tanker. Lå han på sit leje om natten kom prinsessen til ham i et drømmesyn, og når han vågnede om morgenen badet i sved, var det første billede inde i hans hoved synet af den smukke prinsesse. Nat efter nat lå han og fantaserede og lavede digte og skrev dem ned på et stykke papir, men han vovede dog aldrig at vise prinsessen de digte som stadig spøgte i hans hoved.
I sin kvide gik han igen ud til heksen, der boede i sin jordhytte ude i skoven. Men i stedet for heksen, mødte der ham en smuk ung pige. Julius spurgte om hun stadig havde noget af heksens tryllemedicin. De ledte længe i heksens gemmer og til sidst tog den unge kvinde et mikstur, som hun havde i sin sjæls inderste, og hældte op i et bæger, som hun rakte Julius med ordene: ”Drik det her jeg har brygget til dig, så vil du glemme dit livs mareridt, den smukke prinsesse. Men samtidig vil du glemme alt andet. Alt vil du glemme. Din familie. Din far og mor. Din hund. Hvad du hedder. Hvordan du spiser. Hvordan du går. Ja, alle dine tanker vil være væk, og du vil begynde som et nyfødt barn. En ny Julius. Ja, selv mig glemmer du,” sagde den smukke pige og rødmede genert.
Julius gik ud af hytten med bægeret knuget mellem begge sine hænder. Ikke en dråbe måtte gå til spilde. Han gik mellem alle de stolte træer, der sendte enkelte solstrejf ned. Han tænkte og tænkte. Han førte bægeret op til sine skælvende læber, da han i et drømmesyn så en kvinde. Men denne gang var det ikke prinsessen han så, men den smukke pige, der boede i heksens hus. Han tog bægeret og kylede indholdet så langt væk, at ikke én dråbe ramte ham. Men indholdet fordelte sig på jorden i en stor cirkel rundt om ham, mens han skyndte sig tilbage til hytten, hvor heksen en gang havde levet, og hvor nu den unge pige boede. ”Takket være dig har jeg glemt alt om prinsessen, og det er ikke heksens trylledrik, der er skyld deri, så nu kan jeg leve som et menneske på jorden og ikke som en fremmed i en fremmed verden.
Et års tid efter gik de begge ud til det sted, hvor Julius havde smidt den unge piges tryllemiddel, og der hvor bægerets indhold havde ramt jorden voksede de smukkeste blå undselige blomster op af den hårde jord. ”Vi kalder dem forglemmigej,” sagde pigen, mens Julius holdt om begge sine elskede med sine stærke arme. Deres ufødte barn og pigen, der havde givet ham heksens trylledrik, som han dog aldrig drak en dråbe af.
De gik glade hjem til heksens hus og her levede de lykkeligt til deres dages ende og hver sommer stod forglemmigej i tusindvis om deres bolig og mindede ham om den smukke prinsesse, der for længst var rejst fra kongeslottet for at blive gift med en prins i et andet land.
